Trullibyen Alberobello i Apulien: Fra grim ælling til Unesco-svane

Af Ole C. Jørgensen

De karakteristiske mørke runde tegltage understreger trulli-byens særpræg og ikke noget at sige til, at filmselskaber ikke sjældent lægger vejen omkring Alberobellos gamle bydele for at profitere på en spektakulær kulisse. Foto: Kirsten Vig Jørgensen.

   Det er i dag både malerisk og meget hyggeligt at slentre rundt i de smalle og ofte meget stejle stenbelagte gader mellem de karakteristiske trulli-huse med det runde spidse tag i den lille syditalienske by Alberobello.

Den nyeste del af de gamle trullibyer er præget af meget stejle gader, som befordrer et yderst malerisk sceneri. Og som det fremgår af det nye færdselsskilt nederst til højre, så er gaderne forbeholdt gående mellem 10 og 22. Sikkert en god ting ikke at blande fodgængere og biler i dette terræn. Foto: Kirsten Vig Jørgensen.

  Men livet her har bestemt ikke altid været en dans på roser. I omkring 500 år har den lille trulliby været igennem en omskiftelig tilværelse inden den i 1996 havner på UNESCO’s Verdensarvsliste. En fortælling lidt a la ”Den grimme ælling”.

Så er vi ovre i den mere kommercielle og en smule nyere bydel, hvor vi straks mødes af alskens udsmykning. Foto: Kirsten Vig Jørgensen.

  Og at det har udviklet sig til et yndet turistmål, får vi mere end bekræftet under vores besøg i starten af september. Ikke noget at sige til det, eftersom det er en spændende og autentisk oplevelse at færdes i den særegne arkitektur.

  Nok har de omkring 1500 trulli-huse næppe tidligere været i så pæn vedligeholdelsesstand, som vi oplever det i dag, men det ændrer ikke på, at byggestilen og bystrukturen er ganske intakt.

   Trulli-husenes karakteristiske udformning har en ganske speciel historie. Den fortæller vores danske guide Luisa Valesin, da vi en smuk solbeskinnet formiddag inden varmen tager alt for meget over, begiver os ind i trulli-territoriet i Alberobello.

Vores rejseleder Connie Olsen (tv) og dansk/italienske guide Luisa Valesin sørger begge for, at vi ikke alene er komfortable undervejs, men er også gode fortællere. Foto: Kirsten Vig Jørgensen

  Luisa er autoriseret italiensk guide, om end hun er født og opvokset i Danmark med dansk mor og italiensk far. Nu er hun italiensk gift og bor med børn og mand i Apulien. Sammen med vores faste Gislev-rejseleder på turen, Connie Olsen, er hun med til at sikre et højt informationsniveau og at vi hele tiden er i gode hænder.

  Beretningen om trulli-bebyggelserne er omfattende og Luisa’s viden stor. Så af pladsmæssige årsager kan det kun blive til den korte version denne gang. 

   Det hele starter, da greven af Conversano, Andrea Matteo III Acquaviva d’Aragona i 1600-tallet giver omkring et halvt hundrede bondefamilier lov til at bosætte sig i området.

   De må gerne bygge små huse, men ikke bruge mørtel til byggeriet. Ligesom der skal indsættes en speciel sten over indgangsdøren. Ved at fjerne den braser hele huset sammen.

  Mørtelfri byggestil

  Formålet med denne destruktive anordning er angiveligt, at den skal bringes til udførelse, hvis skatteopkrævere fra spanske vicekonge fra Napoli kommer på besøg. Fordi der så lige pludselig ikke vil være noget at kræve skat af.

  Det fortælles, at trulli-beboerne i 1700-tallet bliver noget trætte af gentagne gange at skulle bygge deres sammenstyrtede huse op igen. De går derfor til modstand, og det ender med, at de under et møde med den spanske vicekonge i 1797 opnår deres frihed og dermed slipper for at skulle betale skat.

Karakteristisk skorsten på et trulli-hus.

  Og hvordan bygger man så et hus uden brug af bindemidler som f.eks. mørtel. Egentligt lyder det meget enkelt. Man tager nogle af områdets kalksten, hugger dem til og bygger væggene i omkring et par meters højde. Ovenpå opføres det karakteristiske runde spidse tag. Det bygges op af kileformede sten, som øverst afsluttes med en såkaldt lukkesten.

  Det kunne lyde som om både regn og blæst vil være hyppige og uvelkomne gæster i huset. Men dels er mur og tag i to lag og dels løber vandet af. Endelig vil hvidkalkningen af muren givetvis også medvirke til at tætne.

  Alle huse er konstrueret, så regnen via et sindrigt system kanaliseres ned i en cisterne under huset, så den enkelte husstand har et vandreservoir til de tørre perioder.

To byer       

Den gamle og nyere del af trulle-byen i Alberobelle ligger på hver sin høj, som er adskilt af en dalsænkning, hvor vejen danner den synlige adskillelse. Billedet er taget fra den gamle del. Foto: Kirsten Vig Jørgensen.
Seks trulli-huse på rad. Bemærk signaturerne på de runde tage. Ifølge gammel overtro er det tegn, som bl.a. er beregnet på at jage onde ånder væk eller skabe lykke til husets indvånere. Foto: Kirsten Vig Jørgensen.

   Faktisk er der tale om to sammenvoksede trulli-byer – Aia Piccola og Rione Monto – i Alberobello. De ligger på hver sin høj med en trafikåre imellem. Luisa fører os først ind i den ældste og mest autentiske. Her er stort set ikke nogle af de ellers allestedsnærværende souvenirbutikker og udskænkningssteder.

   På første stop får vi mulighed for at besigtige et rigtigt trulli-hus indvendigt. Det er ikke beboet længere, men fungerer som et slags privat museum.

Det er både hyggeligt og malerisk indenfor i dette trulli-hus. Bemærk til højre vandhanen over den diminutive vask. Den er installeret noget senere, om end modellen tyder på, at det er 50-100 år siden. Foto: Kirsten Vig Jørgensen.

  Men opbygningen og ruminddelingen er angiveligt stadig, som da huset blev opført for flere hundrede år siden. For en del år siden er der indlagt vand, og et ildsted, som øjensynligt ikke har været i brug i mange årtier, indikerer at der har været andre energikilder til madlavningen.

  Her er meget trangt, så vi må en efter en bevæge os igennem husets forskellige niveauer, samtidig med at Luisa via små radioer ‒ som vi er udstyret med ‒ fortæller om, hvordan livet har været her i tidernes morgen.

   Lidt overraskende er der et ganske glimrende indeklima med en behagelig temperatur og ikke fugtigt, som man måske kunne frygte.

  Desuden er der i modsætning til de oprindelige huse gjort plads til et behageligt ovenlys. Tidligere var der kun små huller, hvor lyset kunne slippe ind.

Lej et trulli-hus

Der er mange små spændende krinkelkroge i den gamle trulli-landsby. Hvordan det så har været at færdes her efter mørkets frembrud er en anden sag. Foto: Kirsten Vig Jørgensen

  De små trulli-huse har gennem tiden været anvendt både som markskure, lagerbygninger og i stor udstrækning som bolig for fattige landarbejdere. Trulli-husene kan i øvrigt opleves på mange marker i en stor del af Apulien-regionen. Deres tilstand indikerer dog, at de dog næppe længere bruges til beboelse.

Det er hyggeligt at slentre gennem de smalle gader med de mange planter og blomster. For selv om der er mange – rigtig mange medturister – så er det tilsyneladende kun et fåtal, som forlader hovedstrøgene. Så det kan anbefales. Foto: Kirsten Vig Jørgensen.

    Det gør de til gengæld i Alberobello, hvor stort set alle husene er nænsomt renoveret og de fleste indrettet med nutidens moderne hjælpemidler. Mange af dem er beboet af lokale, kun få er til udlejning.

  Hvis man har lyst til at feriere i et trulli-hus er der i Alberobellos nærmeste opland mange muligheder. Også i luksusklassen med bl.a. wifi og aircondition. Prisen ligger ifølge diverse udlejningsbureauer i ydersæsonen typisk mellem 500 kr. og 1000 kr pr. nat og omkring 4000-6000 kr. pr. uge.

Til den søde tand

  Luisa slutter den officielle rundtur i det gamle Alberobello af med at udvirke et besøg på den højt beliggende tagterrasse over souvenirforretningen på den stejle gade Via Monte San Michel 58.

Efter en lettere strabadserende tur gennem trulli-byerne inviteres vi op på tagterrassen over sourvenirbutikken på Via Monte San Michel 58. Her bliver vi budt på em vederkvægende glas cremelikør. Den skal serveres iskold og smager himmelsk. Og så kan det næppe afvises at den glimrende udsigt over byens spidse tage med virker til styrkelsen af vores velbefindende. Foto: Kirsten Vig Jørgensen.

  Herfra har man et spektakulært vue ud over den gamle bydel, og det gør ikke udsigten ringere, at vi samtidig får serveret fire-fem forskellige creme likører produceret på bl.a. pistacie, nødder, kaktus, mandler. 

  Og når vi nu er ved de lidt søde italienske frembringelser, så er her opskriften på en anderledes is-kaffe – Caffè Leccese – som vi senere præsenteres for. Om den kan laves lige så fremragende som i sit hjemland, er der ingen garanti for. Men det er et forsøg værd.

  Lav espresso-kaffe og hæld det over i et glas, hvor bunden er dækket af knap en cm mandelsirup og et par velvoksne isklumper.

  Velbekomme.

Når man har travet en rum tid på trulli-byens smalle og ind imellem stejle gader, kan det være vederkvægende med lidt køligt flydende. Og man kan vel ikke afvise, at nydelsen vil stige i sådanne omgivelser. Foto: Kirsten Vig Jørgensen.

Faktaboks

Om rejsen

Apulien er specielt i de senere år blevet et meget populært rejsemål, hvortil Gislev Rejser har afgange helt hen i oktober. Der er fly direkte fra Sønderborg Lufthavn til Bari – en stor fordel i en tid, hvor de enkelte landes og flyselskabers corona-restriktioner kan gøre en flyrejse bøvlet. Og så lige det, at man slipper for de uundgåelige flyskift fra Danmark til Bari. I 2022 flyves der også fra Odense Lufthavn.

  Rejsen omfatter ud over besøg i trulli-byen Alberobello også besøg i barokbyen Lecce, hovedbyen i området, Bari, den maleriske kystby Polignano a Mare, middag på Masseria Priore ‒ en af Apuliens gamle landejendomme – hulebyen Matera i regionen Basilicata og meget andet.

  Alle udflugter er inkluderet i prisen på knap 8000 kr for syv dage, mens frokoster og fire middage er på egen hånd. 

Journalist og fotograf var inviteret af Gislev Rejser. Selskabet havde ingen indflydelse på reportagens indhold.

Optaget i følgende dagblade:

Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, JydskeVestkysten, Vejle Amts Folkeblad, Fredericia Dagblad, Horsens Folkeblad, Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Viborg Stifts Folkeblad, Dagbladet Holstebro-Struer, Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Helsingør Dagblad.

Og så kunne fotografen ikke stå for dette smukke kakkelmotiv. Det kunne være er herlig ting at hjembringe. Men vi stoppede overvejelsen ved tanken om en kostbar overvægt i flyveren. Foto: Kirsten Vig Jørgensen.
I modsætning til så mange andre turiststeder glider souvenirbutikkerne her i Alberobello en smule bedre ind i by-arkitekturen. Vel fordi der angiveligt tidligere har været forretninger her. Foto: Kirsten Vig Jørgensen.
Det er ikke os, hun poserer for ved indgangsdøren til et af trulli-husene. Men vi er helt åbenlyst velkomne til at forevige situationen. Foto: Kirsten Vig Jørgensen.
Nu er dette ikke et madmagasin. Men fotografen kunne ikke stå for denne lækre anretning vi fik serveret i på en udendørs restaurant i en sidegade. Den bedste indikation på at der ikke serveres ”turistmad” er, at her kun er meget få udlændinge. Foto: Kirsten Vig Jørgensen
Et umiskendeligt tegn på, at trillibyerne i Alberobello er blev et turistmekka er at gademusikanterne har fundet vej hertil. Vores ven på billedet spiller på et for os helt ukendt instrument. Foto: Kirsten Vig Jørgensen.
Selv om der tilsyneladende er forbud mod souvenir-butikker i den gamle bydel, så er der åbenbart ikke noget i vejen for at sælge frugter af egen avl. Sådan som indbyggeren på billedet er ved at gøre klar til. Foto: Kirsten Vig Jørgensen.
Vores dansk/italienske guide Luisa Valesin fortæller om det trullihus vi lige om lidt skal ned i. Foto: Kirsten Vig Jørgensen.