Oplev den ægte vare i landlige omgivelser på et af Apuliens mange masseria’er
Af Ole C. Jørgensen
Træt af italiensk turistmad? Så prøv at finde en af de mange agriturismo –landsteder – hvor man driver en rustik restaurant. Her kan man stort set altid opleve den ægte italienske madkultur med gode råvarer.

Masseria Priore i udkanten af Pezze di Greco på den italienske støvlehæl er netop sådan et sted. På vej derhen er vores forventninger moderate, men nu hvor vi sidder midt i et yderst delikat og velsmagende italiensk måltid med mange forskellige små-retter må vi sande, at vores Gislev-rejseleder Connie Olsens beskrivelse af den forestående middag mere end opfyldes.
Udefra gør Masseria Priore ikke det store væsen af sig. Den gamle landejendom minder mere om en fæstning end en bondegård. Men det har sin forklaring. Tiderne her i Apulien – specielt ud mod Adriater-havet – har ikke altid været så rolige som i dag. Derfor blev mange af de større gårde bygget, med forsvar for øje.

Vi – et større selskab – er bænket i hyggelige omgivelser i det, der tydeligvis er en tidligere stald at dømme efter de murede fodertrug langs den ene væg og de rundbuede lofter.
Det starter afslappet med oliven og lidt snaks. Men derefter går det slag i slag. Den ene lille veltillavede servering af gode lokale råvarer følger efter den anden. Et sandt bombardement af lækkerier.

Vi indser hurtigt, at en udtømmende beskrivelse af de enkelte retter er en umulighed. Blot må vi konstatere, at det er utroligt, hvor lækkert syltede løg, auberginer, kødboller, tørrede tomater, grøn peber og i det hele taget nabolagets grønsager kan smage, hvis de vel at bemærke tilberedes efter gamle italienske opskrifter.

Og det går tjept. Godt nok er der kun en enkelt tjener til et halvt hundrede gæster. Men med en systematik og hurtighed, som nærmest har karakter af en veltilrettelagt militær mission, når vi ikke at opleve pauser i serveringen.
Til gengæld gætter vi på, at der må være en del flere i køkkenet, når så mange retter til så mange mennesker skal laves og rettes an.
Men nej. Da vi efter middagen kalder dem frem med taktfaste klapsalver er der siger og skriver: to dygtige kogekoner.

Et lille tip: Hvis man er til god olivenolie, er der efter middagen mulighed for at købe noget med hjem. Det er i fly-venlige størrelser – altså ikke store flasker. Nævnes skal det også at prisen er proportional med kvaliteten.

Ulejligheden værd
Det koster måske lidt research at finde frem til et af de såkaldte agriturismo-steder. Men det er stort set altid ulejligheden værd.
Der er forskellige typer af agriturimo-gårde. Nogle steder er det kun for grupper med forudbestilling, andre steder kan man blot droppe forbi og ofte er der overnatningsmulighed. Masseria Priore er desværre et af de steder, hvor man skal være en del af en gruppe, ligesom der kræves forudbestilling.
Vores dansk/italienske guide Luisa Valesin – i øvrigt med en studentereksamen fra Greve Gymnasium og som nu er italiensk gift og bor i området – fortæller, at der er mange hyggelige agriturismo-steder, og at interessen for dem er støt stigende.
Selv fremhæver hun to steder i området, nemlig Masseria Curatori i Monopoli et halvt hundrede kilometer syd for Bari og Masseria Lama San Giorgio. Her er både restaurant og hotelværelser, ligesom der disse steder er mulighed for at komme på madkursus og øve sig i italiensk kogekunst.
Faktaboks
Besøget på Masseria Priore var en del af programmet i Gislev Rejsers ”Apulien – Syditaliens frodige hjørne”. Med fly direkte fra Sønderborg til Bari. Næste år bliver der direkte forbindelse til Bari fra Odense Lufthavn.
Rejsen omfatter ud over besøg i på Masseria Priore udflugt til trulli-byen Alberobello, barokbyen Lecce, hovedbyen på Apulien, Bari, og hulebyen Matera i regionsbyen Basilica og meget andet.
Alle udflugter er inkluderet i prisen på kanp 8000 kr for otte dage, mens frokost og fire middage er på egen hånd
Journalist og fotograf var inviteret af Gislev Rejser, som sørgede for transport, ophold og forplejning. Selskabet har ikke indflydelse på reportagens indhold.
Optaget i følgende dagblade:
Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, JydskeVestkysten, Vejle Amts Folkeblad, Fredericia Dagblad, Horsens Folkeblad, Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Viborg Stifts Folkeblad, Dagbladet Holstebro-Struer, Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Helsingør Dagblad.