Om lammekød, der ikke smager af uldtrøje og en 700 år gammel katedral, der aldrig blev færdig
Tekst og foto: Ole C. Jørgensen
Det er grangiveligt som at træde ind i en blandet fortid, hvor både vikingeperioden og storbondeliv på Færøerne for flere hundrede år siden føles utroligt nærværende.
Vi er på besøg hos Færøernes største kongsbonde, Joannes Patursson, i bygden Kirkjubøur på den sydvestlige del af landets største ø, Streymoy.
Gården ligger et halvt hundrede meter fra Hestefjorden og støder op til bygdens Olav-kirke og noget så fremmedartet som den – i forhold til bygdens andre huse – monumentale Magnuskatedral-ruin. Det sidste kommer vi tilbage til.
Joannes Patursson er 17. generation på gården Kirkjubøargardur, som kan datere sin stamtavle tilbage til Middelalderen. Hans gård menes at være et af de ældste beboede huse i verden, hvis ikke det ældste.
Det kan måske minde lidt om et arbejdende museum. Men den næsten 1000 år gamle gård er fortsat en spillevende ramme om en landbo-families liv og levned.
Ikke noget at sige til, at vi med noget som ligner andægtighed træder indenfor i kongsgården.
Iført malerisk og elegant færøsk folkedragt tager Joannes Patursson imod. Uden de store armbevægelser – men meget levende – fortæller han om fortid og nutid på kongsgården. Den er både fyldt med udsagn og skrøner om det ofte barske ø-liv øverst i Atlanterhavet, og om den specielle titel, kongsbonden.
Stemningsfyldt gildesal
Men besøget indebærer mere end en rundvisning. Vi skal også spise middag i kongsbondens gildesal. Og det er her mindelserne om vikingetiden dukker op. Den flere hundrede år gamle gildesal kunne snildt indgå som en kulisse i en vikingefilm, uden at der bliver ændret en tøddel.
Med lidt brug af fantasien kan man forestille sig vikingerne efter hjemkomst fra leding (krig) forlyste sig med mjød og grillede lammekøller. Og hvor de afgnavede ben kyles over skulderen til glæde for gårdens hunde.
Det er selvforståeligt en yderst stemningsfyldt ramme om det, der snart skal vise sig at være en sublim middag.
Vi er nok flere, der havde set frem til, at Joannes Patursson ville placere sig ved højbordet, hvor både konger, dronninger, statsmænd og andet godtfolk gennem tiderne er blevet trakteret.
Men af en helt banal – og nok så velkendt grund – kan det ikke lade sig gøre. Det er nemlig ikke muligt at få personale, og derfor må han selv assistere med serveringen sammen med sin svigerinde, mens hustruen ude bagved passer kødgryderne i gårdens store køkken.
Menuen er udelukkende baseret på egne friske råvarer. Et pragtfuldt stykke laks på ristet franskbrød iført en smagfuld dressing med lokale urter.
Hovedretten er gårdens eget lammekød med nye kartofler og en sovs, som vor mor troede hun lavede den – som en af deltagerne muntert bemærker.
En hovedret, som i den grad er med til at dementere en sejlivet myte om, at lammekød smager som en gammel uldtrøje.
Til dessert rabarbertrifli, hvortil naturligvis hører et velskænket glas madeira. Altsammen med til at befordre den gode stemning under gildesalens hvælvinger. Og i sandhed et lifligt måltid som nogle i selskabet udnævner til en vis lighed med ”når englene synger”. Flerstemmigt forstås det.
Gæstfriheden omfatter efterfølgende kaffe med avec i kongsbondens private og hyggelige stuer, hvor portrætmalerier og fotos af forfædrene, indrammede breve, diplomer og aftaler samt meget andet personligt illustrerer livet på kongsgården og mange højdepunkter i gårdens historie.
Vi bliver også klogere på, hvem en kongsbonde er. Umiddelbart vil navnet kongsbonde for de fleste nok lede tankerne i retning af en lokal øvrighedsperson.
Men i virkeligheden er det navnet på en bonde, som gennem generationer har lejet sin jord af først kongen – deraf navnet – og i dag af det færøske landsstyre.
Det specielle ved kongsjord er, at den kan gå i arv – traditionelt til ældste søn – uden at blive delt. Desuden er lejeaftalen yderst gunstig og derfor et godt grundlag for rentable landbrug. Der er i dag omkring 400 kongsbønder i Færøerne.
Bemærkelsesværdig ruin
Det umiddelbart mest bemærkelsesværdige ved Magnus-katedralen ved siden af kongsbondens store gård er, at den overhovedet ikke passer ind i den gamle færøske byggestil. Og nok ikke så få har givet studset over, hvordan pokker den er havnet her.
Forklaringen er dog ligetil, hvis man tager udgangspunkt i tidsrummet for dens opførelse omkring år 1300. På dette tidspunkt har skiftende katolske biskopper – for egen vindings skyld – sat sig på alt af værdi på Færøerne.
Bispesædet er i den lille bygd Kirkjubøur, hvor biskop Erlendur af Færøerne residerer. Og det er ham, der for indkrævede midler sætter det ambitiøse projekt i gang.
Men katedralen, som på færøsk hedder ”Múruin”, blev efter det foreliggende aldrig bygget færdig. Det er der forskellige forklaringer på.
Den ene går på, at det økonomisk var for stor en opgave for øerne, og at byggeriet stoppede i 1300-tallet, hvor biskoppen må forlade øerne på grund af oprør mod skatteudskrivning og tvangsarbejde.
I dag står kun de 1,5 meter tykke ydermure tilbage af katedralen, som er 25,5 m lang, 10,8 m bred og 9 meter høj. Der er i dag ikke noget spir, selv om det oprindeligt angiveligt har været med i planen.
En anden forklaring er, at den sorte død – pesten – som hærgede i årene 1349-50 – reducerede Færøernes befolkning til en tredjedel.
Den højgotiske domkirkeruin står i dag nøgen uden de oprindelige vinduer eller tag. Den har tidligere været beskyttet af en midlertidig overdækning som værn mod det robuste færøske klima. Men efter en grundig konservering af bygningsværket blev den pillet ned, og murene står nu i deres originale udseende.
Selv om katedralen i dag må betegnes som en ruin, så troner de monumentale ydervægge fortsat i den lille bygd, og bringer mindelser om fortids storhedsdrømme.
Kirkeruinen, som er den største middelalderbygning på Færøerne, står på ventelisten for UNESCO’s Verdensarvsliste.
Om rejsen:
Journalisten var inviteret af Gislev Rejser, som betalte rejsen og delvist opholdet.
Besøget på Færøernes største kongsgaard og Magnuskatedral-ruinen er en del af Gislev Rejsers otte dages rejse til de 18 Nordatlantiske øer.
Prisen for denne rejse er 12.300 kr, hvor de fleste måltider og udflugter er inkluderet. Vær opmærksom på, at prisniveauet i Færøerne er meget lig det danske – med pil opad. Rejsen er ikke egnet for gangbesværede.
Reportagen optaget i følgende medier:
Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, JydskeVestkysten, Vejle Amts Folkeblad, Fredericia Dagblad, Horsens Folkeblad, Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Viborg Stifts Folkeblad, , Dagbladet Holstebro-Struer, Dagbladet Ringkøbing-Skjern og Helsingør Dagblad.