Sydengland som taget ud af en film

Hyggelige småbyer, smalle veje, levende hegn, masser af blomster og en atmosfære, som føles helsebringende for sjælen


Tekst & foto: Ole C. Jørgensen

Det er lige før man ikke vil blive forbavset, hvis kriminalkommissær Barnaby og hans assistent som det mest naturlige dukkede op midt i denne idyl. For Sydengland og Cornwall ligner grangiveligt sig selv – altså sådan som vi talrige gange har set det på filmoptagelser.

Utrolig hyggeligt med de mange levende hegn, snoede veje, den karakteristiske sydengelske byggestil, en sand blomster-flora alle steder og ind imellem de vidtstrakte landskaber mellem de mange små og store byer.

Skal man dryppe lidt realisme ned i bægeret, så synes virkeligheden måske knap så friseret, og ikke så få steder kunne en lille oprydning, lidt rengøring og en klat maling gøre underværker.

Men stemningen, atmosfæren fejler ikke noget. Og talrige er de lokale maleriske kroer vi passerer her på vores odysse langs sydkysten. De kalder alle på et besøg.     

Men selv om busrejsen med Gislev Rejser varer ti dage, så er der så meget vi skal nå at se, at det tidsmæssigt vil være halsløs gerning at stoppe op, hver gang vi kommer forbi noget seværdigt.

Mange af rundkørslerne i Sydengland er efter sigende sponserede, hvilket kan forklare dette sydlandsk udseende pragtstykke. De tropiske planter er en understregning af, at vi befinder os i den klimamæssigt mildere del af England.


Busrejse

De knap 40 medrejsende og Deres udsendte har valgt at køre i bus hele vejen fra Danmark, frem for at blive transporteret til startpunktet i Portsmouth via fly til London ad luftvejen.

Godt nok sparer fly-turen gæsterne for et par dages transport – selv om programmet er næsten identisk med vores. Til gengæld er mange af os enige om, at sjælen har bedre vilkår for at følge med i bus-tempo. Det føles nu på en eller anden måde noget mere stemningsfyldt og historisk at blive modtaget af The White Cliffs of Dover, når vi med færgen passerer Den engelske Kanal.

Et imponerende stråtag på dette gamle hus nær Wadworth nord for Stonehenge. Ud over hvad det må have kostet, har det givetvis også været en håndværksmæssig udfordring at få det svunget så flot.


Det giver også rejseleder Stella Aabo mulighed for at give os glimrende information om specielt Sydengland – med et efterfølgende større udbytte af de mange indtryk de kommende dage bringer os.

I det hele taget er makkerparret Stella Aabo, som kommer lige fra Svendborg af og chauffør Søren Henriksen fra Himmerland en glimrende kombination. Og hyggeligt er det også, når der rettes an til enten eftermiddagskaffe eller lidt pølsefrokost uden for bussen på medbragte borde.

Det er sagt før: Men der er altså et eller andet sjæleligt helsebringende ved en kop kaffe evt. med en avec eller en mega dåse-prøjser-pølse med sennep/ketchup fra Otto Duborg i den almægtiges fri natur.

De er alle steder. De maleriske engelske pubber, som alle kalder på et besøg. Her Black Swan Inn i Wadworth.


Samt ikke mindst når rejselederen på de tidlige afgange lige går stuegang ned gennem bussen med diverse morgenopkvikkende bittere.

På sin vis kan man godt opfatte det som lidt af en stroppetur, eftersom vi undervejs når at frekventere ikke mindre end fem hoteller. To overnatningshoteller i Holland og ellers først i Portsmouth, derefter Falmouth og afsluttende i Bath.

  Men at dømme efter udsagnene fra den modne gruppe gæster – plus 60 og opefter – så er det ikke noget problem, når man nu gerne vil opleve en masse.

Første stop på det britiske kontingent er den gamle flådeby Portsmouth, som er udgangspunkt for vores besøg på Osborne House på øen Isle of Wright og mulighed for at besøge det store marinemuseum.

Der er altså lidt mere swung over det at blive modtaget af Dovers karakteristiske hvide klipper, end blot at lande i en lufthavn, når man besøger England.


Midt i det totale nowhere

Der er nok at kikke på undervejs til vores næste mål Falmoouth. Højdepunktet er frokost på Warrens Inn midt i det totale nowhere på den vidtstrakte Dartmoor hede.

For de uindviede kan nævnes, at heden – som ofte er indhyllet i tæt tåge, fnuskregn eller gråvejr – har lagt landskab til mange uhyggelige historier, hvoraf flere er blevet filmatiseret.

Nogle husker måske den om Baskervilles spøgelseshund skrevet af den skotske forfatter Conan Doyle, som også skrev Sherlock Holmes bøgerne.

Der er godt nok langt mellem husene her på Dartmoor heden. Men pludselig dukker vores frokost-kro op i det fjerne, Warren Inn. Men det er også den eneste bebyggelse så langt øjet rækker. Man snakker endnu om, da kroen i vinteren 1962-63 var afskåret fra omverdenen på grund af enorme snemængder i 12 uger.


Men tilbage til Warren Inn, som er hedens ældste pub. Det siges, at ilden har brændt i pejsen siden starten i 1845. Nu er der to pejse i skænkestuerne, så man kan vel ikke afvise, at den ene ind imellem får lejlighed til at køle af.

Men never mind. Det er et gevaldigt hyggeligt sted. Og i modsætning til mange andre af Sydenglands pubber er fortæringen ganske fortræffelig. Ikke mindst i selskab med det velskænkede lokalt bryggede øl, Otter Ale.

Hvad nu, lille du? Man kan undre sig over, at englænderne ikke gør deres veje lidt bredere. For de er utrolig smalle. Og kun med den yderste påpasselighed, kan chauffør Søren Henriksen kante sin 14 meter lange bus forbi denne beskedne personbil.


Falmouth – blot en times kørsel fra Lands End – er en sjov blanding af turisme og skibsindustri, men med en utrolig smuk beliggenhed og kort til mange seværdigheder.

Tre dage er vi her, inden kursen sættes mod Bath – vores sidste destination, før vi stikker snuden hjem.

Gaderne i de fleste små engelske byer er bestemt ikke beregnet til busser. Men der er stort set ingen omfartsveje, så her må fortovet i begge sider tages i brug, selv om den modkørende blot er en lille bil.


Turist-trængsel

Ifølge geografi-beskrivelsen på nettet er Cornwall og det meste af Sydengland nogle af de fattigste områder på det britiske kontinent. Turismen er ifølge samme informationskilde den alt overskyggende indtægtskilde.

Ja, det skal man endelig huske, når man lander med færgen i Dover. Altså at køre i venstre side. Ellers kan det gå grueligt galt.


Og vi skal da lige love for, at turismen også får alt, hvad den kan trække. Det oplever vi flere gange undervejs. Simpelthen at seværdighederne i større eller mindre grad drukner i alle vi turister. Retfærdigvis skal det siges, at vi kommer netop i englændernes sommerferie, hvor rigtig mange søger ud fra de større byer.

Der reklameres med, at der har været ild i pejsen siden 1845 her i hyggelige Warrens Inn, som ligger på den øde Dartmoor hede. Men dejlig lunt inden døre, hvor man kan hygge sig med glimrende frokost og et glas velskænket lokalt øl.


Det kan dog ikke udviske erindringen om en oplevelsesrig tur, som er spændende anderledes, men også et kik ind i en livsstil, som man kun troede fandtes på film.

Det har i høj grad været appetitvækkere, som sagtens en anden gang kan sammensættes til en god ferie. Og med det lave kursniveau på det engelske pund givetvis også noget som kan klares for rimelige penge.

Warrens Inn in the middle of total nowhere på Dartmoor heden. Ikke et hus er at se i miles omkreds. Og ud over os gæster er de eneste levende væsener fårene.


Imens bliver Dovers hvide klipper mindre og mindre om agter på sejladsen mod Calais og efterfølgende en del kilometer til DK. Blot afbrudt af en enkelt overnatning i Holland.

En hjemtur, som giver god mulighed for refleksion inden hverdagen i DK melder sig igen.

Det enlige store træ midt på en mark er en del af Englands særegne landskab. En af deltagerne i selskabet mener, at de er fredet og derfor ikke må fældes. Og så er der selvfølgelig også de mange karakteristiske stendiger og levende hegn.
Det berygtede Dartmoor fængsel dukker pludselig op til det fjerne. De dystre bygninger lever til fulde op til fængslets ry. Her sidder nogle af Englands mest forhærdede forbrydere.
Tidevandet spiller en ganske væsentlig rolle på store dele af den engelske sydkyst. Her i den lille kystfiskerby Polperro, hvor de fleste af bådene står på havbunden, ved ebbe.
Rejseleder Stella Aabo synes, vi skal have lidt kage til kaffen fra hendes faste bager i den lille fiskerby Polperro. Hun skærer for, mens chauffør Søren Henriksen kikker på.
Så er frokosten serveret. Utroligt hvor godt et par pølser på glas fra Otto Duborg kan smage her i Vor Herres fri natur ud til havet og med udsigt til slottet St. Michaels Mount. Og det er naturligvis med det hele sennep, ketchup, remoulade og ristede løs samt lyst brød. Og hertil drikkevarer efter frit valg.
Det er hyggeligt at færdes på de sydengelske veje. Som bl.a. her hvor vi endnu engang oplever, at vegetationen har slået bro over vejen.
Det er fint med noget humor. På vej mod Lands End passerer vi denne kro, som reklamerer med, at vi her passerer den sidste kro i England. Og minsandten da vi kommer tilbage, lyder reklamen på den anden side af huset: Den første kro i England. Angiveligt strammer kroen helt tilbage til 1620.
Land’s End på det yderste af Cornwall er blevet forvandlet til et tivoli af værste skuffe. Så man skal sno sig for at kunne tage et billede af det berømte sted, uden at alt muligt reklamegejl sniger sig med på billedet.

Victorias Osborne House

Der er en speciel grund til, at vi en tidlig morgen stiger ombord i bussen og via færge bliver transporteret til Isle of Wight. Nemlig et besøg på dronning Victorias yndlingsslot, Osborne House og gerne inden turiststrømmen tager alt for meget til.

Dronningens forkærlighed for dette sted er forståelig. Ikke alene en formidabel udsigt, smukke omgivelser og et karakteristisk slot, men når man begiver sig på opdagelse i ”de hellige haller” fornemmes det ganske tydeligt, at den myndige regent har sat sit markante, men også hyggelige præg på stedet.

Mere pompøst kan man næppe forestille sig en spisesal. Dronning Victoria, der også var kejserinde af Indien, fik den indrettet med i høj grad indisk arkitektur. Læg mærke til den smukt udskårne balkon i baggrunden, hvor diner-orkesteret havde deres plads.


I modsætning til så mange andre stiligt indrettede slotte er det på grund af mange personlige billeder og inventar ikke svært at fantasere sig til, hvordan livet har været her. Og dermed kommer man tættere på den filmaktuelle Victoria. Bl.a. får vi forevist hendes brusekabine. Meget usædvanligt på den tid.  

Imponerende er også den store indisk inspirerede spisesal, hvor mange af datidens kendte er blevet trakteret.

Efter en god halvanden times oplevelse, kan man ikke lade være med at føle sig en smule royal, når man tager plads udenfor den smukke Terrace restaurant i den østlige fløj af Osbone House.

Osborne Houses gyldengule bygninger med den historiske smukke slotshave foran badet i solen kan godt få tankerne på langfart. Hvordan må dagliglivet her ikke have været. Ikke noget at sige til, at dronning Victoria foretrak at være her i stedet for i hovedstaden. En disposition som i øvrigt gav anledning til en del utilfredshed i regerings-hovedkvarteret, som ofte måtte ulejlige sig til Isle og Wight.


Med det solbadede gyldengule slot i baggrunden og den smukke terrassehave foran med panorama-vue til The Solent – strædet mellem øen og kontinentet – så er det vanskeligt at finde smukkere omgivelser.

Så får et par solide stykker engelsk landskinke med garniture, en speciel chutney, frisk brød, smør og en italiensk Peroni-pilsner nærmest karakter af et gudemåltid.

Tårnurets 12 malmfulde slag til markering af middagstid føles som en slags ekstra bonus. Det er lidt svært at løsrive sig fra dette stemningsfyldte sted.


Nelsons HMS Victory

Historiens vingesus hænger også over admiral Horatio Nelsons flagskib HMS Victory, hvor den berømte søhelt faldt under slaget ved Trefalger. Det ligger nu opstaldet på Portsmouth’s enorme marine-museum på havnefronten.

For alle, der interesserer sig blot et minimum for krigsmarinen er et besøg her et must. HMS Victory er et imponerende stort linjeskib – nogle vil måske nok mene en forstørret udgave af fregatten Jylland – men det her er stort.

Selv om masterne er blevet afkortet en del, så er admiral Herato Nelsons flagskib Victory et storslået syn her i et imponerende marinemuseum i Portsmouth. Sejlarealet var dengang på ikke mindre end 5440 kvadratmeter. At se det for fulde sejl må have været en fantastisk oplevelse.


Ikke noget at sige til, at skibet fra 1759 var ved at brase sammen under dens egen vægt. Gad vist hvor mange egetræer, der i sin tid gik til bygningen.

Heldigvis blev den ny-restaureret og stabiliseret og står i dag som et spændende monument over en svunden tid. Selv om vi ikke talte dem, så det bestemt ud til at de oprindelige 110 kanoner i forskellige størrelser står her endnu. 

De kan nok ikke uden risiko affyres i dag. Men det ser grangiveligt ud som om de er klar til næste angreb med tovværk, krudthorn, kugler, brandspande og øvrigt til faget hørende. Et meget flot og velholdt museumsskib.


Tankevækkende at se den enorme forskel der var på det menige mandskabs rent ud sagt usle forhold og officerernes – efter datidens forhold – behagelige omgivelser. I alt var der en besætning på 850 mand.

Nå, det har nu nok ikke været den rene luksus at være ombord for nogen. Opvarmningsmulighederne var reelt ikke eksisterende. Havvand fandt ofte vej ind gennem sprækker i kanonlugerne og kunne gøre opholdet til en fugtig affære. Føden for de menige ensformig og ussel. Sygdomme kunne spredes hurtigt. Og lugtene på skibet har – efter beretningerne – ikke været for sarte sjæle.

Mens det menige mandskab fristede en kummerlig tilværelse i hængekøjer og deres bagage bundet i en tøjbylt, var forholdene anderledes fornemme for cheferne. Her er Nelsons toilet og servante udenfor hans store kahyt.


St. Michael’s Mount

Heldigvis er vi tidligt fremme ved St. Michaels Mount. Det maleriske slot på toppen af en lille klippeø ud for den sydengelske kystby Marazion.

Det indebærer nemlig to fordele. Dels at tidevandet nu har blotlagt den stenbelagte vej fra kysten over til slottet. Så vi kommer både tørskoet over og tilbage. Og dels har den helt store turiststrøm ikke indfundet sig.

Så har tidevandet trukket sig tilbage, og den stenbelagte vej over til St. Michaels Mount kan tages i brug. Lidt mærkeligt at tænke på, at om en halv snes timer sejler der både her. Slottet skimtes øverst oppe til højre.


Det er lidt af en oplevelse at gå der, hvor vi netop har set havet trække sig tilbage. Og man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan livet på den lille ø former sig. I gamle dage boede her omkring 300 mennesker og i dag er der 35 beskæftiget.

Selve slottet er rigtig hyggeligt indrettet, og selv om det vist ikke var tilfældet, så opleves det som om vi havde fået adgang til Lord og Lady St. Levans private gemakker.

Et betagende syn. St. Michaels Mount på toppen af den lille klippeø med produktions-faciliteterne og beboelserne i forgrunden. I fordums dage boede her 300 mennesker. I dag er man nede på 30 incl. Lord og Lady St. Levan, som residerer på slottet.
Cornwall har sit eget flag, som vejer overalt i landsdelen. Det er et hvidt kors på sort bund. Benævnt som St. Pirans Croos – der også er Cornwalls skytsengel. Her vajende på en af bastionerne på St. Michaels Mount.


Gådefulde Stonehenge

Stonehenge på Salisbury Plains er imponerende. Både på grund af den monumentale fremtoning, men først og fremmest på grund af den ingeniørkunst og astrologi, som har ligget bag.

Hvordan pokker har det kunne lade sig gøre for over 4000 år siden at få slæbt alle disse kæmpesten et par hundrede kilometer hertil og stillet op. Og hvad er den præcise mening med opstillingen. Gæt er der mange af, men seriøse svar er der knaphed på.

Bemærkelsesværdigt at Stonehenge i vore oplyste tider med alskens moderne teknik, fortsat er et monument fyldt med gåder.

Imponerende, at man for over 4000 år siden kunne transportere disse kæmpesten et par hundrede kilometer til Stonehenge og få dem rejst i en nøje beregnet rundkreds. Men også lidt overraskende, at der er så mange ubesvarede spørgsmål om deres tilblivelse og formål. Størrelsesforholdet illustreres glimrende af de små menneskeskikkelser til venstre.


Men så kan man jo selv filosofere over det under rundgangen. Her er der mulighed for at være mere sig selv end i det overfyldte og stærkt kommercialiserede besøgscenter, som udgør indgangen til seværdigheden.

Man kan så også undre sig over, at der 30 km nordøst for Stonehenge i Avebury findes et endnu ældre anlæg med endnu flere oprejste sten, som ikke har fået den samme bevågenhed.

Her er ikke så friseret og informationsniveauet mindre. Til gengæld er det gratis, og så kan man efterfølgende vederkvæge sig og lade indtrykkene bundfælde sig i den gamle kro The Red Lions ved siden af til ikke-optrækkerpriser.


Bath og Jane Austen

Lad det være sagt med det samme. Bath er en rigtig hyggelig engelsk by. Med en nænsomt moderniseret indre by, spændende gågader og ikke at forglemme: Masser af historie.

De romerske bade midt i byen – bygget omkring år 50 efter Kristi fødsel – over tre varme kilder, er et imponerende bygningsværk. I det hele taget kan man undre sig over, hvorfor den romerske kultur, pludselig gik til grunde dengang vi andre boede i jordhuler.

Selv om man ikke direkte er ”til gamle mursten”, så er de et besøg værd.

Selv på kort afstand fristes man til at tro, at voksfiguren, som skal forestille Jane Austen, er levende og står klar til at byde os velkommen med den ”levende” gentleman i baggrunden. Hun vender sig derfor af gode grund ikke om, da vi hilser på hende. Så nøjes med at hilse på mr Darcy. For han hilser igen.


Men det er den berømte engelske forfatter Jane Austens hus på Gay Street bestemt også. Og lad jer nu ikke snyde af den lille velkomst komite foran huset. Den nydeligt klædte herre er i levende live, mens den yderst livagtige figur forestillende Jane Austen – ja er en voksfigur. Så nøjes med at hilse på manden.

Og kik så indenfor og nyd en kop te og kage i Austens gamle saloner. Det virker helt autentisk og samtidig kan man dvæle lidt ved hendes skæbne.

Fra denne side kan det godt minde noget om den berømte Ponte Vecchio i Firenze, som også er kaldt verdens smukkeste bro. Og den markedsføres også lidt som denne. Men det er – trods sit karakteristiske ydre – noget af en tilsnigelse. På den anden side ligner det et helt almindeligt middelalderligt bybillede med forretninger ud til en gennemkørende gade.


Skulle Austens forfatterskab være gået i glemmebogen, så kan det nævnes at den gribende film ”Følelse og fornuft” fra 1995, som flere gange er vist i dansk TV, er en filmatisering af hendes bog. Måske hjælper det på hukommelsen at nævne skuespillerne: Emma Thomson, Alan Rickmann, Kate Winslet og Hugh Grant.

Skal der en smule malurt i bægeret – men det kan byen ikke gøre for – så gå udenom madmanden Jamie Olivers opreklamerede italiensk inspirerede restaurant i Bath. Det gjorde vi desværre ikke.

Det er utroligt at romerne et halvt århundrede efter Kristi fødsel har været i stand til at opføre blandt andet dette prægtige bygningsværk, som rummer de romerske bade i Bath. På det tidspunkt boede vi andre i jordhuler.


Man kan sige det er en oplevelse. Bl.a. den himmelråbende forskel på det mundvands-løbende menukort vi præsenteres for, og så den blege afglans vi fik serveret. Og gratis er det heller ikke.

Til gengæld er der masser af andre glimrende restauranter i byen.


The Falmoouth Hotel

The Falmouth Hotel er indbegrebet af et eksklusivt engelsk badehotel. Lige ned til havet og med en atmosfære fra langt tilbage i det forrige århundrede.

Det er måske lige så meget sagt, at man føler sig lidt højstemt. Men der er lidt herskab og tjenestefolk over stedet. Og der er en ganske bestemt charme ved at bevæge sig rundt i et velholdt, men gammelt hotel. Det kan sagtens få tankerne til at gå på langfart.

Der er stil over middagen på The Falmouth Hotel. Ud over den glimrende udsigt, så er omgivelserne behørigt gedigne og maden upåklagelig.


Havudsigten fra restauranterne og den store opholdslounge, der også fungerer som en fornem gammel bar, er fortrinlig. Og ganske hyggeligt at indtage sin frokost her sammen med englændere af det bedre borgerskab, der som det naturligste blot har taget den hvide frotte-badekåbe på over badetøjet.

Et smukt gammelt engelsk badehotel, The Falmouth Hotel. Og væsentligt af alt, så er atmosfæren blevet bibeholdt indvendigt trods en gennemgribende renovering. Havet ligger lige til venstre.


Eneste problem. De tre overnatninger her går alt for hurtigt. Her er potentiale til en længere afslappende badehotels-ferie.


Faktaboks

Det koster det:
10 dage med bus (august 2017) 9200-9400 kr pr. person i dobbeltværelse. Enkeltværelsestillæg 1800 kr. Glimrende hoteller hele turen. Halvpension: Ni gange morgenmad, otte gange middag. Alle udflugter – dog eksklusive entre de fleste steder Gratis wifi på stort set alle hoteller.

Med fly: Otte dage 9400 kr. Enkeltværelsestillæg: 1600 kr Stort set samme indhold som busrejsen.

Vigtigt: Husk engelske pund. Mange steder kan man kun betale med kreditkort, hvis beløbet er over ca. 10 pund. Euro modtages stort set ingen steder.



Optaget i følgende medier:

Jysk Fynske Medier: 
JydskeVestkysten, Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad, Fredericia Dagblad, Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Viborg Stifts Folkeblad, Dagbladet Holstebro, Dagbladet Struer, Dagbladet Ringkøbing-Skjern.


Rejsedeklaration: Turen var finansieret af Gislev Rejser. Selskabet havde ingen indflydelse på reportagens indhold.