River Kwai – mellem skønhed og død

På tur med ”Dødens Jernbane”, hvis tilblivelse kostede 116.000 mennesker livet for 75 år siden


Tekst & foto: Ole C. Jørgensen

I den stillestående luft er temperaturen kravlet op over de 35 grader i skyggen, og fra de igangværende festligheder i anledning af det thailandske nytår larmer højtalere med bongomusik af den hårdtslående kaliber.

Uagtet disse forstyrrende elementer føles det grangiveligt, som om det løber en koldt ned ad ryggen, mens vi langsomt skridter en del af de 6000 grave af på Kanchanaburi War Cemetery af.  

Denne tætpakkede bil giver begrebet ”Som sild i en tønde” en helt ny dimension. Så vidt vi kan tælle, er en halv snes unge pakket sammen på ladet af denne åbne varevogn, som i raskt tempo passerer os på motorvejen ved Kanchanaburi.


I snorlige rækker hviler her engelske, australske, hollandske og to danske mænd under små sorte ensartede marmorgravsten med bronze bogstaver på den yderst velholdte kirkegård.

De var nogle af ofrene i en af 2. verdenskrigs mest spektakulære og blodige bygningsprojekter. Nemlig japanernes forsøg på at etablere en jernbane fra Kanchanaburi i Thailand gennem Burma til det Indiske Ocean.

Her i den tunge eftermiddagsvarme i overgangsperioden mellem den thailandske sommer og regntiden forekommer det ganske uvirkeligt, at dette ufatteligt smukke område, der gennemskæres af floden River Kwai, har været skueplads for så megen død og menneskelig lidelse.

Der er måske ikke så mange der ved det. Men en spirende thailandsk vinproduktion producerer bestemt drikkelig vin. Og dette på trods af de klimatiske forhold. Her er det druerne på PB Valley vingården nordøst for Bangkok, som står for at blive høstet.


75 år siden

For en stor del af dem, der mistede livet, er det i år præcis 75 år siden. Netop det år, hvor jernbanen blev færdig i 1943 den 25. december.

Det kan man aflæse af gravstenene, hvor alle begravede er betegnet med grad, regiment, navn, dødsdag og alder. Ligesom familierne til de omkomne i mange tilfælde har tilføjet en efterskrift nederst på stenen.

Erawan vandfaldene er en flot naturoplevelse. Men det koster lidt klatren i 36 graders fugtigvarme at få det helt store vue. Vandet falder nemlig i seks etager, og den øverste ligger to-tre timers klatren oppe. Så vi nøjes med niveau tre, men benytter os ikke af muligheden for en rask dukkert i det grumsede varme vand.


Man skal være noget hardcore for ikke at blive berørt af de mange gravskrifter, stemningen og ikke mindst det faktum, at der under en meget stor del af gravstenene ligger ganske unge mennesker på blot 20-25 år. Her er virkelig stof til eftertanke.

Ikke mindre end 16.000 allierede krigsfanger og omkring 100.000 asiatiske slavearbejdere mistede livet under det, som fik betegnelsen, Dødens Jernbane. Eller som det kom til at hedde sig: En død for hver svelle, der blev lagt på den 415 km lange jernbane.

En lille kort tømmerflåde tur på en af River Kwais sidefloder er en lise for sjælen. Kun det rislende vand og dyrestemmerne fra den omgivende jungle bryder stilheden. Alt imens vores lille rorgænger styrer os sikkert gennem den brusende flod.


230.000 krigsfanger og tvangsarbejdere

Dødens jernbane skulle fragte krigsmateriel og andre forsyninger til den planlagte japanske offensiv mod Indien. Forsyningslinjen havde sit udspring i Síngapore. Men jernbanen, som gik over Bangkok, stoppede i Kanchanaburi.

Det sidste stykke til den japanske militærbase Thanbyuzayat på Burmas kyst ud til det Indiske Ocean var flere hundrede kilometer gennem uvejsom sygdomsbefængt jungle og et ufremkommeligt bjergområde.

Det lykkedes ikke at lokalisere J. Timm, som tydeligvis må være af dansk afstamning at dømme efter påskriften. Men det menes at han har været bosat i Malaisia og på en eller anden måde er blevet taget til fange af japanerne.


I alt blev omkring 30.000 krigsfanger fra de allierede lande og 200.000 slavearbejdere fra Indien, Kina, Indonesien, Malaysia, Singepore, Burma og Thailand sat på projektet.

Ingeniørmæssigt blev det succes. På rekordtid – 16 måneder mod oprindeligt forventet 4-5 år – stod den færdig. Men prisen herfor var uhyggelig høj.

I snorlige rækker ligger på Kanchanaburi War Cemetery 6000 krigsfanger fra England, Australien, Holland samt to danskere begravet. På mange af gravstenene har de pårørende tilføjet en sidste hilsen. En dyster, men smuk og bevægende oase midt i Kanchanaburi.


Forklaringen herpå – selv om vi nok havde gættet noget af den – dokumenteres i det såkaldte JEATH War Museum, som blot ligger nogle hundrede meter fra Kanchanaburi krigskirkegård.

JEATH-museet er etableret af munke fra det nærliggende tempel Wat Chaichupol i 1977. Navnet er dannet af forbogstaverne på de seks involverede lande Japan, England, Amerika, Thailand og Holland, hvis flag vejer over indgangen. Måske symbolsk har nogen klippet store hakker i det japanske flag.

De fuldstændig ens gravsten på Kanchanaburi War Cemetery taler deres tavse sprog om en brutal krigsforbrydelse, som kostede mange helt unge livet. J.E. Deer, som ligger herunder, blev kun 23 år.


Museet er så at sige den rene vare. Ikke noget fancy koncept med elegante museumsmontre, men et primitivt bambusskur, som det krigsfangerne boede i.

Gulnede forstørrede fotos og støvede primitive malerier på bagvæggen over de umagelige sengelejer taler deres tavse og beskrivende sprog om et grusomt arbejds- og lejrliv under en stegende sol.

Når hertil lægges utilstrækkelige madrationer, brutal mishandling samt ikke eksisterende muligheder for lægehjælp og medicin, kan man næsten undres over, at ikke flere mistede livet undervejs.

Der er sådan set ikke så meget at se på broen. Selvfølgelig er udsigten herfra rimelig. Men det er nok mere bevidstheden om, at man har vandret på symbolet for en ufattelig krigsforbrydelse, som kostede 16.000 krigsfanger og 100.000 slavearbejdere livet.


Bygget med de bare næver

Dødens Jernbane er så at sige bygget med krigsfangernes og slavearbejdernes bare næver i det, der med et moderne udtryk hedder 24/7 365.

Rydning af junglen med træer og buskads forgik hovedsagelig med sav, hakke og skovl, mens det oftest anvendte værktøj i klippeområderne var hammer og mejsel. I det mest berygtede område – Hellfire Pass – kan man endnu se brækkede mejsler i klippevæggen.

Thailandske munke i deres iøjnefaldende orange kjortler danner en spektakulær kontrast til den sortmalede River Kwai bro og den lyse himmel.


Betegnelsen Hellfire Pass blev opfundet af krigsfangerne, som om natten måtte hugge sig igennem klippeformationen i lyset fra blafrende olielamper.  

Det er primært broen over River Kwai, der har skabt det store fokus på dette stykke tragiske krigshistorie. Og denne begivenhed havde næppe fået den store opmærksomhed, hvis ikke det havde været for filmen ”Broen over floden Kwai” fra 1957 med den iørefaldende kendingsmelodi.

Kanchanaburi-ekspressen snegler sin over River Kwai broen. Man har opgivet at få de mange turister, som konstant er ude på broen, til at forlade den når toget kommer. Så nu står de klos op ad toget, mens det meget langsomt kører over med konstante højtlydende advarselssignaler.


Mange i den modne alder vil endnu huske David Leans berømte film lavet over franskmanden Pierre Boulles bog. Det har næppe heller skadet, at nogle af datidens store stjerner – William Holden, Alec Guinness og Jack Hawkins – besatte hovedrollerne.

Det mest interessante er imidlertid, at filmens lighed med virkeligheden af historikere betegnes som beskeden.

Broen over River Kwai er ikke helt den originale. To-tre af fagene er skiftet ud efter de allierede bombede den i 1945. Træbroen, som mange husker fra den berømte film ”Broen over floden Kwai”, eksisterer ikke mere. Den kom faktisk aldrig i brug, fordi den ikke kunne bære et fuldlastet tog.


Pludselig hed den River Kwai

For eksempel hed floden under broen ikke Kwai, men Mae Klong. Men da filmen gik sin sejrsgang verden over besluttede Thailand at ændre Mae Klong til Kwai. I øvrigt blev filmen heller ikke optaget på stedet, men på Ceylon.

Oprindeligt blev der først bygget en bambusbro, sådan som man ser det i filmen. Men denne bro kunne, trods bambustræets uforlignelige styrke, ikke bære et fuldt lastet tog.

For en kort tur går det nok. Men tanken om at skulle skramle helt til Bangkok – fire-fem timers rejse – på disse plasticbeklædte bænke eller på hårde træsæder i andre af togets vogne, er bestemt ikke tillokkende. Det var der så stort set også kun lokale, der gjorde.


Derfor valgte japanerne et stykke nede ad floden at bygge en kombineret beton og stålbro. Det er den bro de allierede bombede i 1945, samtidig med at bambusbroen også fik et par fuldtræffere.

Dele af stålbroen kunne ikke repareres. I stedet blev Japan, som en del af krigsskade-erstatningen til Thailand, pålagt at levere to-tre nye brofag magen til de originale.

Men forinden vi tager River Kwai broen i nærmere øjesyn skal vi på togtur ad Dødens Jernbane. Eller rettere: Noget af det, der er tilbage af den.

Der er ufattelig smukt her langs River Kwai. Ikke noget at sige til at mange passagerer benytter lejligheden til at få det helt store vue. Og samtidig kan man ikke lade være med at tænke på, hvordan mange tusinde krigsfanger og slavearbejdere under umenneskelige forhold byggede denne bane i 1943.


Ufattelig smukt

Vi tager ikke hele turen fra Hellfire Pass til Kanchanaburi. Men løser kun billet til den smukkeste del af turen, nemlig den, hvor jernbanen er bygget helt ud til kanten af River Kwai – blot en snes meter oppe.

Sammen med en større gruppe af lokale og turister stiger vi på i Thamkra Sae. Det er en både spændende og hyggelig tur. Og så kan man vel heller ikke undgå at føle historiens vingesus i de skramlende togvogne.

Det er rørende billigt at køre med Kanchanaburi-ekspressen. Vistnok 100 baht (20 kr). Alle bliver behørigt kontrolleret for gyldig rejsehjemmel af en yderst korrekt konduktør.


Men for pokker en udsigt gennem de åbne vinduer, som folk hænger ud af for både at se og fotografere. Floden snor sig utrolig smukt gennem landskabet. Små boliger helt ud til vandet og flere steder flydende småhuse vugger blidt i kølvandet fra primært long-tail-både.

Vi står af på den lille station Thakilen og går ombord på vores minibus, som er fulgt efter toget. Kursen sættes mod River Kwai broen, som ligger et halvt hundrede kilometer væk. Her vil vi forene det nyttige med det behagelige ved at spise frokost på en restaurant klos op ad River Kwai broen.

Det kan ikke skyldes toget smukke udseende, at vi undervejs gentagne gange oplever turister, som har taget opstilling for at forevige ekspressen. Men interessen har naturligvis udspring i togets historiske baggrund.


Vi nyder et ganske fortrinligt måltid, samtidig med at vi er på det måske bedste sted at fotografere toget, når det om føje tid passerer broen.

Ankomsten er som sædvanligt et totalt kaos. Broen er fuld af gående turister, som forekommer helt uvidende om, hvilken fare de befinder sig i. Kun nødtvungent lader de sig flytte fra skinnerne, selv om den arme lokofører på det nærmeste skriger sirenen hæs.

Men også denne gang lykkedes det at få toget sneglet igennem uden tab af menneskeliv og med kun en beskeden forsinkelse. Og fordelen for det fotograferende folk er, at det går så langsomt, så alle har mulighed for at få nogle gode skud i kassen.

Det ser noget risikabelt ud, når Kanchanaburi-ekspressen langsomt passerer, hvor banen faktisk er bygget helt ud over klippekanten sådan cirka en snes meter over River Kwai.


Jungle-trekking

Besøget på arnestedet for en af verdenshistoriens mange brutale krigsbegivenheder er blot et enkelt punkt i vores rundrejseprogram. Ud over Bangkoks traditionelle seværdigheder, er vi kørt omkring 150 km nordpå til den 2000 kvadratkilometer store nationalpark Khao Yai.

På vejen kikker vi lige indenfor på en af Thailands mange nye vingårde, PB Valley. Imponerende foretagende, hvor man producerer omkring 200.000 flasker om året. At dømme efter de tre smagsprøver vi bliver budt på, er thai’erne ved at komme efter det.

Kanchanaburi-ekspressen på vej ind på den lille turistpopulære Thamkra Sae station. Det sker bestemt ikke med ekspresfart. Men derimod yderst langsomt mens lokoføreren uafladeligt advarer med lydelige hornsignaler. Og med god grund. Til venstre kan man se hvor tæt folk står på perronkanten.


Nationalparken byder på noget af en stroppetur. Med en af parkens rangers i spidsen begiver vi os ind i junglen. Forinden er vi alle blevet iført specielle strømper, som skal beskytte os mod ubehagelige bid. Primært fra igler.

Tre kilometer lyder måske ikke af meget. Men i uvejsomt terræn i lavt tempo virker det mere som en halv snes kilometer. Og det tager også godt et par timer at tilbagelægge turen.

Et stykke af Dødens Jernbane går langs River Kwai-floden. Og som det fremgår af billedet er den faktisk nogle steder bygget på selve klippekanten. Det er så stor en turistattraktion, at myndighederne tilsyneladende helt har opgivet at holde folk væk fra jernbanelegemet, til trods for at her jævnligt kommer tog.


Det er en sælsom oplevelse. Vi hører masser af dyrelyde, men ser kun meget få dyr. Særlig spænding er der, når vores ranger Chalarb pludselig standser op og gør tegn til at vi skal stå helt stille. Den ene gang fordi der muligvis er en elefant i nærheden.

Efter en velfortjent middag tørner vi ud i nationalparken efter mørkets frembrud, hvor en åben varevogn med gelænder på ladet bringer os rundt i skoven. Her er dyrene ganske anderledes dukket op. Hjorte, pindsvinelignende dyr, aber samt forskellige sjældne fugle. Alle bliver de indfanget af bilen kraftige projektør, så vi kan iagttage dem. Måske lidt uhøfligt overfor dyrene, som dog synes at tage det helt roligt.

Der er tydeligvis ikke maskeringsforbud i Thailand. Den nyeste dille er disse heldækkende hovedklædningsstykker. Angiveligt primært beregnet på at holde sol og forurening ude.


Det bliver også til en tømmerflådetur på en sideflod til River Kwai og besøg på et af områdets store vandfald.

Så der er nok af oplevelser i bagagen, da vi trætte efter de strabadserende udflugter og de mange indtryk på femtedagen sætter kursen mod badeferie i Hua Hin.

Det siges at thai’erne kan sove alle steder. Hvis man kikker godt efter på billedet, vil man se at de to arbejdere til venstre er i dyb søvn, mens lastbilen med 80-90 km i timen buldrer derudad på de ujævne landeveje. Utroligt at de ikke falder af.
Natsafari i Khao Yai nationalpark. Vores ranger-guide har med projektøren fanget et dyr som grangiveligt ligner en specialudgave af et pindsvin. Det anfægter hverken den eller nogle af dens artsfæller at være i søgelyset. Så vi får god tid til at iagttage deres adfærd.
Det er tilsyneladende ikke forbudt at fodre dyrene i Khao Yai nationalpark. Denne hjort har nærmest scenevant vovet sig ud af skoven på at tigge en godbid hos nogle gæster på parkeringspladsen ved parkens hovedkvarter.
Vi hører mange dyr i Khao Yai nationalpark. Men vi ser ikke mange. Et par hjorte tager ikke meget notits af os, da vi passerer.
Det er strengt forbud at færdes i Khao Yai nationalpark uden en ranger som fører. Både så vi ikke farer vild og for at gelejde os uden om eventuelle anspændte situationer med parkens lidt større dyr. Herunder elefanter, vildsvin og brunstige hjorte. Ranger Chalarb har et yderst roligt gemyt, og er god til at finde de mest farbare stier i junglen.
Vi bliver behørigt udrustet, inden vi begiver os ind i en af Khao Yai nationalparkens jungler. De hvide overtræksstrømper skal beskytte os mod primært igler, men også andet kryb vi måtte støde på under vores færd. Man kan ikke sige at de pynter, men effektive viste de sig at være.


Faktaboks

Det koster det

Besøget i River Kwai-området er en del af en fem dage lang rundrejse inden fem dages daseferie i Hua Hin. Bravo Tours kalder konceptet for Premium. Der findes to andre varianter af Premium i Thailand/Vietnam.

Prisen på Premium-rejserne er meget sæsonafhængig. Med i prisen er fly, transfer, hotel, morgenmad, forskellige måltider under rundturen, entreer og dansk rejseleder.



Optaget i følgende medier:

Jysk Fynske Medier: 
JydskeVestkysten, Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad, Fredericia Dagblad, Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Viborg Stifts Folkeblad, Dagbladet Holstebro, Dagbladet Struer, Dagbladet Ringkøbing-Skjern.



Rejsedeklaration: Turen var arrangeret af Bravo Tours og Thai Airways. Selskabet havde ingen indflydelse på reportagens indhold.