Middelhavs-krydstogt på nyeste ultra-de-luxe skib

Seabourn Encore.


Tekst & foto: Ole C. Jørgensen

Det lyder flot når man fortæller, at man lige har været på krydstogt til historiens arnesteder i Middelhavet. Og det er da også en tilsnigelse. En sådan tur til blot de væsentligste steder vil strække sig over en noget længere tidshorisont end den halve snes dage, vi har til rådighed.

Seabourn Encore i al sin stråleglans i bugten ud for Giardini Naxos.


Men vi når meget på dette cruise, hvor verdens nyeste ultra-de-luxe krydstogtskib Seabourn Encore bringer os rundt til en række absolut seværdige steder i sådan cirka det midterste Middelhav.

Vi er stået på i Roms havneby Civitavecchia i en mildest talt ikke charmerende krydstogtterminal i en stærkt industripræget havn. Det er tydeligt, at ikke mindst mange af de amerikanske gæster har benyttet lejligheden til – når de alligevel er kommet over dammen – at tage de romerske fortræffeligheder i øjesyn.

Herunder også velvoksne indkøb i byens modebutikker – at dømme efter de mange kostbare bæreposer, som bringes ombord af et effektivt mandskab.

The Retreat på allerøverste dæk er stedet for dem, der blot vil have ro og fred til at nyde tilværelsen. Rummelige åbne kabiner omkring et rundt stort boblebad. I hver af kabinerne er bl.a. storskærm, minibar, afslapningsmuligheder, massage, spisemuligheder.


Men vi forlader hurtigt Civitavecchia og sætter kursen sydpå. Med støvlekystens lys om bagbord bereder vi os over en sublim middag på de kommende dages oplevelser.

I morgen står den meget charmerende by Amalfi lige syd for Napoli på programmet. Dagen derpå ankrer vi op ud for Giardini Naxos på Sicilien, hvorfra vi skal køre op til den smukke, historiske bjergby Taormina. Korsriddernes gamle højborge i og omkring hovedstaden Valletta på Malta, står dernæst på programmet.

Efter en afslapningsdag til søs vil vi ankre op ud for Bonifacio på Korsika med mulighed for landgang, inden kursen næste dag sættes mod Monaco, hvor Deres udsendte med stor beklagelse er nødt til at stå af på grund af en anden opgave.

Stemningen er høj og trængslen stor, mens hoteldirektør Stephan Drevlak og hans crew rundhåndet deler ud af kaviaren fra et omvendt surfbræt i poolen. Både gæsterne i og udenfor poolen synes i den grad at nyde sceneriet.


Sikkerhed først

Besøget i Amalfi bliver desværre ikke til noget. Ugunstig bølgegang gør, at kaptajn Mark Dexter beslutter sig til at sejle om på nordsiden af den pynt, som Amalfi ligger på – til en anden smuk italiensk kystby, Sorrento.

Det sker efter et par forgæves forsøg på at skabe sikre forhold for ombordstigningen i de tendere, som skal bringe os ind til Amalfi.

Stemningen er høj og trængslen stor, mens hoteldirektør Stephan Drevlak og hans crew rundhåndet deler ud af kaviaren fra et omvendt surfbræt i poolen. Både gæsterne i og udenfor poolen synes i den grad at nyde sceneriet.


Det er ikke en beslutning, som huer alle passagerer, hvilket flere højlydt giver udtryk for. Men kaptajn Dexter er ubøjelig. Gæsterne og besætningens sikkerhed går forud for alt andet, må han et par gange myndigt meddele i skibets højtalere.

Fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt er kaptajnens beslutning lige efter bogen. Det kunne man på dagen ved selvsyn konstatere.

Succesen er i den grad hjemme, da Seabourn en strålende solskinseftermiddag indbyder til kaviar og champagne splash i den store pool på dæk ni. Her bliver adskillige champagnepropper sat fri under stort postyr.


Imødeset med spænding

Selv om der er mange spændende seværdigheder, landskaber og kulturelle begivenheder at iagttage i de mange gamle byer, så er selve Seabourn Encore også et indgående studie værd. I skrivende stund verdens nyeste krydstogtskib i sin kategori, ultra-de-luxe klassen.   

Skibet er i krydstogtverdenen imødeset med spænding. Med plads til godt 600 gæster mod de tidligere 458 i selskabets andre skibe, er det ofte stillede spørgsmål om man fortsat kan opretholde ultra-de luxe-klassens intime atmosfære, det kulinariske niveau og den høje grad af service.

Seabourn skal have ros for deres vine i all inklusive konceptet. De er aldeles glimrende og flere at vælge imellem. Men går man efter specialiteter, har skibet et velassorteret vinkort at vælge fra.


Altså om gæsterne fortsat får valuta for det trods alt pæne beløb, det koster at være med.

I øvrigt husker nogle af de mange stamgæster ombord endnu for en halv snes år siden, hvor Seabourn-skibene var helt nede på maksimalt 205 gæster og med en besætning på 176.

Svaret på ovenstående spørgsmål afhænger nok mestendels af hvilke øjne, der ser på det. For jo, 600 gæster er mange at servicere på topplan. Men generelt må man sige, at atmosfæren fornemmes rimeligt intakt, servicen upåklagelig, og at den kulinariske nydelse generelt er ganske rimelig.

Ja, underholdningen på pooldækket i en stille varm sommeraften kan være hyggelig at nyde fra løbegangen en etage længere oppe.


Det med at orientere sig på Seabourn Encore, er ikke noget, der lige klares i en håndevending. Det nyeste skud i Seabourn-flåden er en stor sag, og umiddelbart kan det også godt føles, som om der er plads til mere end de maksimum 610 gæster i halvt så mange suiter. Ikke på noget tidspunkt fornemmes trængsel nogen steder.

Men størrelsen giver også rum for allehånde faciliteter, lige fra de mere underholdende muligheder over afstressende åndehuller til kulinariske oplevelsessteder.

Musik ved bassinkanten på pooldækket. Ja, her mangler ikke noget. Heller ikke Vallettas blæser-orkester, som umiddelbart efter gav den en ordentlig gang messingsuppe på kajen. Så kom ikke og sig, at vi ikke var velkomne.


Tilfældighederne har ringe vilkår

Men et af tidligere tiders kendemærker, nemlig at de fleste gæster kort efter ombordstigning blev tiltalt med deres efternavn, oplever man kun sporadisk.

Men nu er service mere end at kunne huske folks navne. Og ser man bort herfra, så er den på et pænt højt niveau. Men der bliver tydeligvis også arbejdet benhårdt på det af en generelt meget entusiastisk besætning.

Opmærksomheden overfor gæsterne og deres ønsker er udpræget. Og så er besætningen rigtig dygtige til at glide ind over hinanden. Giver man sig tid til at iagttage sceneriet, er det tydeligt, at tilfældighederne har ringe vilkår her.

Sceneri fra indsejling til en af korsriddernes gamle bastioner, Valletta på Malta. De klæder hinanden. Altså den smukke og historiske bygningsmasse i havneområdet og vores ungmø i forgrunden, som i den grad nyder at blive foreviget.


Åndehul øverst oppe

I en stadig mere konkurrencepræget krydstogtbranche prøver de enkelte selskaber at profilere sig med nye tiltag. Her på Encore har man således specielle spa-suiter og en såkaldt The Retreat på allerøverste dæk med tilhørende butler-service. Her kan man i lækre omgivelser i åbne kabiner lukke omverdenens trængsler ude, og slappe totalt af.

Nå ja, her er også store fladskærme til TV eller film, arbejdsborde, magasiner, velassorteret minibar og en lille bogsamling. Samt ikke at forglemme den i vore dage uundværlige wifi-forbindelse.

Alt sammen omkring et mega boblebad. Hele området er skærmet for vejrguderne med store solsejl.

Og så minsandten om man ikke møder et dansk-talende besætningsmedlem, executive pastry chef, Harald Elias. Hans glimrende dansk stammer fra otte år i Danmark, hvor han først arbejdede på d’Angleterre og senere for den kendte restauratør Thomas Pasfall, da han havde Munkebo kro. I dag serverer han en fremragende østrisk apfelstrudel med tilbehør til den daglige 4’oclock tee i Observation baren øverst oppe.


Michelin-koncept

Den gode plads kommer også skibets fem restauranter til gode. F.eks. er det kun nødvendigt at reservere plads i en ud af fem restauranter, nemlig The Grill by Thomas Keller. Her har den tre-stjernede Michelin-kok Thomas Keller udarbejdet et specielt koncept til Seabourn Encore. Og det trækker fulde huse under hele sejladsen.

Men man spiser lige så godt i skibets andre restauranter om end menu-kortet er tilpasset de enkelte restauranters funktion. For eksempel er der på den meget populære åbne The Patio omkring den store pool et mindre men altid spændende sortiment, mens den store pompøse The Restaurant på dæk 4 i bunden af skibet har et ufatteligt stort kort at vælge imellem. Og det er vel at bemærke ikke de samme retter hver aften.

Aftenshowene på scenen i Grand Salon er en vigtig del af Seabourn Encores brede sortiment af underholdning. Ganske professionelt og med stor publikumstiltrækning. Her er det violinviotuoserne Laszlo og Claudia fra Ungarn, som henrykker et stort publikum.


Og har man et specielt ønske, som ikke står på kortet, eller vil man gerne have en ret, som stod på gårsdagens kort, kan det stort set altid lade sig gøre.

Fleksibiliteten kommer også til udtryk, da Deres udsendte for at teste smidigheden, en aften i The Restaurant spørger, om det er muligt at få kartofler til de bestilte lamb-chops – vel at bemærke efter de var serveret.

Svaret var ikke: Nu skal jeg se om det kan lade sig gøre. Nej, det var: Hvilken type kartofler har De i tankerne. Da Deres udsendte tøvede lidt, blev der straks foreslået forskellige muligheder. Jeg endte ved de panderistede, og belavede mig på en rum ventetid. Men efter blot et par minutter dukkede de op som det mest naturlige og blev nydeligt anrettet på tallerkenen.

En detalje. Ja, men som bekendt er det i detaljen, man bedst måler kvaliteten, og hvor succesen skabes.

Der er travlt hver aften i sushi-værkstedet på dæk fire. Tilstrømningen er konstant, og ventetider er ikke unormalt lang. Her produceres i ordets bogstaveligste forstand enorme mængder fisk i rå mængder. Oftest med højt humør.


All inklusive skal tages bogstaveligt 

Det bringer os til all inklusive-konceptet, som Seabourn har kørt med i mange år. Det omfatter stort set alle fornødenheder ombord. Al fortæring incl. glimrende vine og andre drikkevarer, fri bar hele dagen, drikkepenge til personalet, mærkevarer i toiletartikler, fri minibar, 24 timers roomservice, personligt tilknyttet kammerpige, som er i stand til at ordne det mest utrolige etc.

Man kan sige meget om det. Men det er ikke mindst en behagelighed, at man ikke i tide og utide skal hale kreditkortet frem, hvis man f.eks. trænger til noget at drikke.

Livet omkring den store pool øverst midtskibs udstråler ren og uforfalsket livsnydelse.


Køleskabet i suiten bliver fyldt op hver dag – eller tiere, hvis man lyst til det. Og ved cruisets start har man mulighed for selv at sammensætte indholdet.

Men det skal også nævnes, at vil man gøre brug af nogle af de få services, som ikke er omfattet af all inklusive, så må man virkelig til lommerne. Det gælder bl.a. internet, vask, udflugter og helt specielle drikkevarer.

Udsigten fra bjergbyen Taormina ned over Giardini Naxos er fabelagtig. Her med Seabourn Encore for anker i bugten.


Holder på formerne

Og så det evigt tilbagevendende spørgsmål: Dress coden. Seabourn har altid været kendt for at holde på formerne. Det gør man sådan set stadig med den daglige dress-code trykt i The Herald – informationsfolderen som hver aften oplyser om bl.a. næste dags program.

Men det er dog en sandhed med modifikationer. Godt nok slår man meget på, at man ikke vil se jeans i den fine hovedrestaurant. Men gamle dages antræk med jakke, lys skjorte og slips til herrerne skal man lede længe efter. De fleste amerikanske mandlige gæster har det bedst i meget kulørte, men pæne skjorter med åbenstående kravetøj.

Den sidste tender (nederst til højre) har hentet de sidste gæster fra den lille diminutive Giardini Naxos havn, mens Europas største vulkan Etna i baggrunden lukker hvid røg ud i dag.


Derimod må man sige, at det smukke køn i væsentlig grad har holdt fast i – om ikke selskabsroberne – så dog i nydelige kreationer. Som min stilige, korrekte engelske borddame her på den sidste aften lidt syrligt bemærker, så vil det klæde mændene, hvis de påklædningsmæssigt skævede til deres damer. Og det vil nogle nok give hende ret i.

I morgen er det afgang. På sin vis noget vemodigt. Mange gode bekendtskaber både blandt gæster og besætning samt en sorgfri luksustilværelse har været med til, at den gamle slidte ”krydstogt-cliche ”det kan hurtigt blive vanedannende” endnu engang dukker op i erindringen.

Men pligten kalder.

Bjergbyen Taormina på Nordsicilien er et yndet turistmål. Næsten for meget i højsæsonen, hvor det kan være vanskeligt at bane sig vej gennem menneskemængden – og i det hele taget trække vejret ordentligt her i stillestående 34 graders varme.
Denne malende repræsentant for det italienske halvmilitære politikorps Carabinieri kunne vi ikke stå for, da han passerede lige forbi os, mens vi sad og nød en kølig drik på Mocambu Cafe i Taormina.
– Skulle det være en softdrink til at holde væskebalancen ved lige her i sommervarmen? Nødningen er venlig og konstant, så risikoen for at dehydrere er ikke eksisterende.
Der er stil over The Restaurant inden aftenens middag. Og det er da heller ikke velset at komme i jeans her – om end tidligere tiders krav om smoking eller mørkt jakkesæt for herrerne – nu er ofret på formløshedens alter. Stort set kun kvinderne gør noget ud af påklædningen til aftenens kulinariske udfordringer.
Det er svært at finde et bedre sted at spise sin morgenmad. Både på grund af madens kvalitet og store udbud – samt selvfølgelig udsigten, mens Seabourn Encore cruiser ned langs støvlelandets vestkyst.
Når kvindelig ynde og nydelse går op i en højere enhed under champagne og kaviar-partiet på pooldækket. Her personificeret med en nydelig fotomodel i fornem positur med en magnum-champagne. Et oplagt motiv som tiltrækker sig ikke så få fotograferende gæster.
Man behøver ikke at vente længe på serveringen på Seabourn Encores pooldæk. Den er hurtig og effektiv – med et venligt smil.
Der er altså stil over det, når man tager sin suite i brug. Den glimrende champagne er på køl og de friske frugter frister. Og så i det hele taget en dejlig rummelig suite med glimrende badeværelse og walk in closet.


Seabourn Encore – faktaboks

Sat i drift december 2016.

Søsterskib: Ovation, som forventes i drift foråret 2018

Længde 198 m

Bredde: 25 m

12 dæk – heraf syv med ikke mindre end 12 suite-kategorier

Drift-fart: 15 knob Max. fart 19 knob

Max. Gæster: 610

Besætning: 420 (48 forskellige nationer)


Faciliteter: (De væsentligste)

Fem forskellige restauranter: Thomas Keller – Tre-stjernet Michelin-kok – lægger navn og koncept til The Grill. Desuden sushi-restaurant, to udendørs buffet-restauranter og indendørs den største og flotteste ”The Restaurant”.

24-timers roomservice

To udendørs pools

Seks udendørs whirlpools

Vandsport marina agter

Veludstyret fitness-center

Grand salon til de flotte underholdningsshow

Eget husorkester

Natklub til ”den årle morgen”

Lægeklinik

Lille casino


Suiterne:

Alle har walkin-closet med sikkerhedsboks, fri mini-bar efter egne ønsker og friske isterninger hver dag, flot udvalg af mærkevare toilet-artikler, stort interaktiv fladskærms TV, stor veranda, spisebord for ”In Suite Dining” og meget, meget mere.


Det koster det:

Listeprisen for 10 dages cruise med all inklusive på Seabourn Encore på dette cruise var 41.900 kr pr. person. Men det er altid en god ting at kontakte bureauet inden beslutning, idet der generelt forekommer mange forskellige – indimellem meget store – rabatter alt efter belægning og sæson.

Fly-rejse er ikke inkluderet.

Ydelser, som ikke er med i all inklusive-konceptet: Blandt andet: Wifi, vask/rensning, udflugter og specielle dyre vin/spiritusmærker. For at sige det ligeud, så der det til bemærkelsesværdige høje priser.



Optaget i følgende medier:

Jysk Fynske Medier: 
JydskeVestkysten, Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad, Fredericia Dagblad, Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Viborg Stifts Folkeblad, Dagbladet Holstebro, Dagbladet Struer, Dagbladet Ringkøbing-Skjern.



Rejsedeklaration: Turen var finansieret af Bella Vista Travel. Selskabet havde ingen indflydelse på reportagens indhold.