River cruise på fransk

Glimrende fransk kokkekunst på Seine Princess fra Honfleur til Paris


Tekst & Foto: Ole C. Jørgensen

Man kan sige meget om franskmænd. Hvad man i øvrigt også gør. Men på dette flodkrydstogt fra Honfleur ved Kanalkysten ad Seinen til Paris, er det svært at finde seriøse kritikpunkter, som kan udsættes for den kendte danske Jantelovs-kultur.

Bevares. Det er selvfølgelig ikke i ultra-de-luxe klassen med egen butler, specialrestauranter, swimmingpools og stort underholdningsprogram. Og der er naturligvis altid noget i flueformeringsklassen, som kan være bedre.

Seine Princess i hele sin lange længde ved La Boerse-kajen i Rouen. Ikke mindre end 110 meter lang og 11,4 meter bred. En ordentlig krabat at tumle på den flere steder smalle Seinen. Men dygtigt klaret af kaptajn Alexandre Sherrer.


Men overordnet er det et glimrende cruise med det franske Croisi Europas ”Seine Princess”, hvor der i den grad er valuta for pengene, når man regner det hele med. Hvilket det jo til syvende og sidst handler om.

De synger og spiller godt dette franske kunstnerpar, som optræder for os i skibets store salon. Problemet er, at der er så meget snak på fransk mellem numrene, at de fleste danskere fortrækker til soldækket, hvor udsigten til det nærmeste Paris – herunder Eiffeltårnet – er fornem, aftenen lun og serveringen upåklagelig.


Net uden at være prangende

Det skyldes som nævnt ikke overdådig luksus, men summen af alt det turen rummer. Seine Princess er et dejligt skib, som – hvis man skal bruge en gammel forslidt vending – er net uden at være prangende.

Kabinerne er ikke særlig store – omkring 15 kvm. Inklusive en diminutiv toilet/brusekabine. Men selv om det af nogle vil blive opfattet som lidt spartansk, er der, hvad der skal være. Eneste væsentligste minus er, at det er ret lydt. Til gengæld bliver der også her gjort pinlig rent hver dag.

Noget, som heldigvis ikke ændres uden videre. Nemlig den fabelagtige udsigt fra Sacre Coeur kirkens fortrappe over store dele af Paris. Det vue er svært at få nok af.


Kabinerne har alle TV med internationale kanaler, en glimrende aircondition, som er anbragt i vindueskarmen under det store vindue. Det giver flere fordele. Dels at den kolde luft ikke sendes ud fra loftet med de kendte trækgener til følge. Og dels – på rejseleder Birthe Christensens råd – kan man også lægge drikkevarer til afkøling oven på risten. Yderst effektivt kan Deres udsendte hilse og sige.

Og så er der over hele skibet gratis wifi med fornuftig kapacitet.

Måske mest bemærkelsesværdigt er personalets store velvilje til at kommunikere på engelsk. Det plejer generelt ikke at være franskmændenes favoritdisciplin. Men alle – lige fra de venlige kahytsjomfruer over det effektive serveringspersonale til kaptajn Alexandre Sherrer – mestrer det engelske. Nå, måske fordi en del af dem har udenlandsk baggrund.

Montmartre er gennem de senere år blevet mere tivoliseret. Det er lidt svært at genkende den gamle kunstnerstemning med de glimrende madsteder i området. Kunstnerne er der endnu, men det er i stor udstrækning helt andre og langt mere pågående typer end før. Her er en af de mere seriøse.


Et par underholdningsaftener med stort set udelukkende fransk tale og optrin udgør undtagelsen fra den gode oplevelse. De er givetvis arrangeret af rederiet i bedste mening. Men det funker ikke rigtigt for dansk smag.

Heldigvis er aftentemperaturerne til udendørs nydelse, så det store soldæk med delvis overdækning tiltrækker størstedelen af de danske gæster, når de kunstneriske udfoldelser bliver lidt for langtrukne.

Og så noget, som franskmændene ikke generelt er direkte kendt for: Tingene fungerer faktisk. Ikke mindst takket være kommandanten – jo det er åbenbart hendes officielle titel – Fabiola Steve, som er øverstkommanderende for alt, som ikke lige har med sømandskabet, maskinen og køkkenet at gøre. En synlig, hørlig og de fleste gange underholdende sort humørbombe, som kan få tingene til at ske. Lige her og nu.

Bedre fortøjningsplads end Quai de Grenelle i det 7. arrondissement kan næppe opdrives midt i Paris. Vi kan gå direkte op i byen, bussen kan holde få skridt fra Seine Princess – og så er Eiffeltårnet kun et ejendomsmægler-stenkast væk. Pragtfuldt.


Badevægten truer

Det er lidt svært at udnævne en bestemt ting til turens bedste. Men uden at forkleine mange spændende oplevelser er chefkokkens kulinariske frembringelser i en klasse for sig.

Deres udsendte mindes ikke at have oplevet en hel uges måltider uden en eneste svipser. Men det sker her. Gennemført veltillavet mad af glimrende råvarer. Lækkert mørt kød. Selv ikke på ultra de luxe krydstogtskibe har jeg oplevet en så konstant høj kvalitet. Det er selvfølgelig ikke 3- stjernede Michellin-restauranters opfindsomme retter, men god veltillavet fransk kost til hverdag og fest.

Man skal virkelig have et øje på hver finger for at begå sig i trafikken her i rundkørselen omkring Triumfbuen. Det har vores chauffør Lars Boeberg heldigvis, og så har han også den fordel, at vores køretøj er suverænt det største i dette trafikmylder.


Til gengæld er det tydeligvis ikke hverdagskost for deltagerne, at frokosten ofte består af fire retter. Det eneste problem er, at maden smager så godt, at der stort set ved hvert måltid glider en eller to ekstra bidder ned. Flere giver da også højlydt udtryk for nogen frygt for det efterfølgende møde med badevægten hjemme i DK.

Det er ikke uden risiko vi denne aften er på aftensejlads på Seinen. Højvande i Seinen gør nemlig, at skibets kommandobro og soltag må sænkes helt ned i højde med øverste dæk. Og det er kun, hvis vi sidder ned, vi ikke ramler hovederne imod de underste brokanter. Men det går heldigvis, selv om det ind imellem er lidt nervepirrende.


Fuld valuta

Når prisen for det hele bedømmes som meget favorabel skyldes det i høj grad all inklusive-konceptet, som her ombord skal forstås helt bogstaveligt. Selvfølgelig kan der tilkøbes dyrere mærke-drikkevarer. Men det forekommer unødvendigt, og vinene til maden er generelt bestemt drikkelige.

Og så bliver der ikke sparet på drikkevarerne – uanset om de er med eller uden spiritus. I sandhed mindes jeg ikke et sted, hvor nødningen har været så intensiv, og betjeningen så effektiv.

Aftenlivet udfolder sig på alle tænkelige måder på Seinens bredder. Her dans til levende musik på en oplyst plads tæt ved Eiffeltårnet. Opstået helt spontant, ifølge lokalkendte.


Nogle vil måske finde det lidt for stift, at spisetiderne skal overholdes – altså at man bortset fra morgenmaden – møder ind til tiden. Det har selvfølgelig noget at gøre med køkkenkapaciteten, som nok også er årsag til, at der ikke er noget menukort at vælge fra. Men ikke et knubbet ord i den anledning.

Den smukt oplyste Notre Dame kirke er lige ved at smutte for mig, fordi den ligger lidt skjult i vores sejlretning. Men et venligt besætningsmedlem henleder min opmærksomhed på, at den er lige bagved. Det ville have været ærgerligt ikke at have den ”med hjem”.


Bussen med hele vejen 

Det er et lidt utraditionelt flodkrydstogt Gislev Rejser har strikker sammen. Vi – et veloplagt selskab fra stort set alle landsdelene – er bragt til Honfleur i en fem-stjernet langtursbus. En lidt lang tur vil nogle måske mene, men med vore dages komfort er det til at overse, hvis man har lidt læsestof med eller benytter sig af bussens gratis wifi samt stikkontakter til at holde liv i de uundværlige trådløse telefoniske proteser.

En aftensejlads på Seinen er en stemningsfyldt oplevelse. Ikke noget at sige til, at de to – på en af bastonerne langs floden – stille nyder synet fra landjorden.


Fidusen med bussen er, at den bogstaveligt talt kører med hele vejen, og holder klar til udflugt, når Seine Princess fortøjer midt i de charmerende historiske byer undervejs.

Det er lidt af en øvelse at komme rundt i de smalle historiske gader, som vi passerer undervejs. Men chauffør Lars Boeberg har et godt tag i den ikke mindre end 15 meter lange Volvo-bus og får den vredet omkring de mest umulige gadehjørner. Og så hører det med til oplevelsen, at han spiller lige op med de ind imellem frække franske bilister.

Det er pompøst og smukt, når lysene tændes i Eiffeltårnet. Vartegnet i Byernes By er ikke til at komme uden om – stort set ligegyldigt, hvor man befinder sig i Paris.


Det halvandet døgn vi ligger i Paris er kajpladsen helt perfekt. Bussen er parkeret klos op ad Seine Princess, som er fortøjet et ejendomsmægler-stenkast fra Eiffeltårnet og i gå-afstand til Byernes By.

Og da vi efter en god uges tid – godt oplevelsesmætte og forspiste – skal påbegynde hjemturen, går vi direkte fra skibet og op i bussen. Opturen mod DK er godt i gang.

Man kan vel godt sige, at Eiffeltårnet gør sig bedst i illumineret tilstand, som her en lun sommeraften i Frankrigs hovedstad. Læg i øvrigt mærke til metro-toget, som samtidig er ved at passere d’Iena-broen.
En kopi af den amerikanske frihedsgudinde står ved står ved de Grenelle-broen over Seinen. Den står her selvfølgelig, fordi den originale er produceret af den franske billedhugger Frederic Bartholdi. Da vi passerer hende på en lun aftensejlads, er motivet med Eiffeltårnet i baggrunden ikke til at stå for.
Hun ser så alvorlig og koncentreret ud. Men Carla – vores dygtige lille tjener – er venligheden og effektiviteten selv. Og så har hun en herlig stille humor.
Vores tjenerven i sit stiveste pus ligner efter den danske gruppes opfattelse grangiveligt skuespilleren Niels Ellegaard fra Tivoli-revyen. Men det er altså pærefranske Coltan. En flinker og effektiv fyr.
Der er stil over optakten til gallamiddagen midt i krydstogtet. Kommandant Fabiola har smidt uniformen, og præsenterer aftenens menu. Og nej, det er ikke den danske skuespiller Niels Ellegaard – bedst kendt fra Tivoli-Revyen – som i aftenens anledning er trukket i tjener-galla. Det er hans franske genganger, Coltan.
Personalets aftenshow er uden konkurrence ugens bedste forestilling. Med liv og sjæl – samt rimeligt talent – formår de med deres smittende humør og inciterende musik at få publikum op på dupperne. Meget sjovt at se de til hverdag meget korrekte besætningsmedlemmer optræde helt uden bindinger.
Man kan aldrig stille alle tilpas. Men vores skibsduo er ret gode til at finde den rette melodi på det rette tidspunkt. Uanset om det er eftermiddagens matine-musik eller danse-musik senere på aftenen.
Hele seks sluser skal vi igennem på vores færd fra Honfleur til Paris. Nogle steder er forskellen i vandstanden tre meter og andre steder godt fem meter. Et sindrigt system, som fungerer efter præcise regler.
Maden ombord på Seine Princess er en særklasse for sig. Glimrende veltillavet af synligt gode råvarer. Deres udsendte mindes ikke noget krydstogt, hvor gennemsnitskvaliteten har været så høj. Og så bliver den oven i købet serveret tallerkenanrettet ved bordet. Kun om morgenen er der buffet.
Nok er der broer over Seinen på vandvejen mod Paris. Men en meget stor del af den flodkrydsende trafik klares med disse små færger, som nærmest i pendulfart krydser floden.
Kaptajn Alexandre Sherrer er en venlig mand, der ikke gør meget væsen af sig. Han er en omhyggelig kaptajn, som her – hvor vi skal videre fra Rouen – sikrer at vi kommer klar af flodbredden.
Skibets kommandant – ja, sådan er hendes titel åbenbart – Fabiola Steve. En myndig dame med et kraftigt organ og meget let til spøg og skæmt. Men hun har styr på alt, hvad der ikke vedrører navigering og maskinen. Og man er ikke i tvivl, når hun uddeler ordrer. Herlig pige.
Vores kabine med det diminutive bruser/toiletrum er net uden at være prangende. Her er hvad der skal være og indretningen på de sparsomme kvadratmetre er gennemtænkt.


I Vikingernes fodspor

Egentlig kunne bus/flodkrydstogtet med Seine Princess med god ret have haft overskriften ”I vikingernes fodspor”. For skulle vi have glemt læren fra Danmarks-historietimerne i skolen, så får vi undervejs i høj grad anskuelighedsundervisning om vikingernes – mange fra det nuværende Danmark – indflydelse på godt og ondt i Frankrigs nordvestlige hjørne. Ja faktisk var de helt nede i Paris og husere.

Og det har bestemt ikke været en flok konfirmander på blå mandag, som for 1000 år siden drog i leding i området. Efter det foreliggende både røvede de, slog ihjel og voldtog for et godt ord. Ren terror skulle man mene.

Vikingerne og deres gerninger fylder meget her i Normandiet. Mere synligt i form af talrige statuer og mindesmærker for dem, men også i bogform. Som her i souvenirbutikken i den monumentale klosterruin Abbaye de Jumieges.


Da det blev normannerne en tand for meget blev en af de nordiske vikinge-høvdinge, Rollo, af den franske konge Karl den Enfoldige i 911 bedt om at overtage et hertugdømme i det yderste i Normandiet.

Det skete på den betingelse, at han skulle beskytte befolkningen mod de fæle vikinger – altså hans eget krigerfolk. Interessant nok søgte mange nordiske vikinger ned under hans fane, og det er en gammel sandhed, at der ruller masser af nordisk blod i mange normanner.

Normannerne hørte dog heller ikke til Guds bedste børn. På en anden nylig reportagetur besøgte Deres udsendte bjergbyen Taormina på Sicilien. På det lokale museum kan man læse, at normannerne var blandt de mange angribere, som de gode borgere i Taormina måtte slås med. Og de havde i den grad ladet de pæne manerer blive hjemme – fremgår det.

Specielt når solen skinner, er der utroligt hyggeligt på havnefronten i Honfleur. Om end den i en weekend kan være noget tilstoppet med turister, som os. Et godt råd er at finde et lille åndehul, hvor man over en cafe au lait – eller noget som er koldere – kan iagttage det forbipasserende liv.


Populære vikinger

Rollo og hans efterfølgere gjorde det så godt for normannerne, at der mange steder – bl.a. katedralen i Rouen – er mindesmærker for dem. De lærde skændes om, hvorvidt Rollo-krigeren, som af statur var noget højere end sine samtidige, stammer fra Sjælland eller fra Norge. Den sag arbejder videnskabsmændene fortsat intenst for at få opklaret.

Rollo-familiens adfærd er måske også årsagen til, at Vikingerne – trods deres blakkede adfærd – åbenlyst fortsat er meget populære på disse kanter. Og faktisk findes der en righoldig litteratur om deres mere eller mindre glorværdige bedrifter. Men tilsyneladende kun på fransk, hvilket måske kan forklare årsagen til, at kendskabet til dem ikke er så udpræget i Danmark.

Det var i Rouen den franske frihedskæmper Jeanne d’Arc blev brændt på bålet efter en noget tvivlsom religiøs rettergang. Siden har hun fået fuld oprejsning for sin krigeriske indsats for at få englænderne smidt ud af Frankrig.


Flodkrydstogtet er i mange henseende også en rejse i fransk historie. For ud over mødet med vikingernes verden i Honfleur og Rouen, og beretningen om Jeanne d’Arc tragiske skæbne, bliver der tid til et besøg på verdens vel nok flotteste slot, Versailles, inden vi lægger til kaj midt i Paris.

Og herunder ikke mindst beretninger om nogle af de spændende og spektakulære skikkelser, som prægede datidens samtid. Dygtigt fortalt af en vidende rejseleder Birthe Christensen, som også har blik for historiens mange små pikante detaljer.

Hvis man ikke lige husker den danske vikinge-høvding Rollo fra sin skolelærdom, så er der masser af muligheder for at få sin viden genopfrisket og udvidet. Rollo fik land ud mod Den Engelske Kanal og hertug-titel til gengæld for at skabe fred for de hærgende nordiske vikinger. Det lykkedes ham så godt, at der er mindesmærker for ham mange steder. Her i katedralen i Rouen i form af en liggende stenstatue.


Blot et par kommentarer af praktisk karakter. Et besøg på Versailles kræver, at ens kø-batterier er ladet fuldt op. Alene at komme ind ”kostede” en god times kø. Og indenfor var kø-dannelserne synlige.

Men det er pompøst og overdådigt. Hvad må det ikke have kostet af penge. Måske ikke noget at sige til, at de menige borgere i flere tilfælde greb til væbnet og blodigt oprør mod den herskende klasse.

Mødet med Paris kan af gode grunde kun blive til en mundsmag. Men en god ide om formiddagen at befordre os rundt med bus til de mest berømte og seværdige steder.

Christian Drouin er en passioneret calvados-producent. Ingen tvivl om det. Vi får en grundig og lidenskabelig gennemgang af produktionsmetoderne på hans Domaine Coeur de Lion i Coudray-Rabut – samt en rundhåndet udskænkning af de forskellige kvaliteter og årgange. Gode varer, men heller ikke gratis.


Og så efter frokost læsse os af neden for den smukke og markante Sacre-Coeur kirke med mulighed for efterfølgende besøg på det bagved liggende Montmartre.

Sidstnævnte har efterhånden desværre udviklet sig til noget af en turistfælde. Men er selvfølgelig stadig et must, når man nu er på disse kanter.

”Her bor en bager”. Det kan man næppe være i tvivl om. At han ikke – som i sangen – bor i Nørregade, er der gode grunde til. Der findes nemlig ikke nogen Nørregade i Honfleur ved Seinens udmunding i Den Engelske Kanal. Men stilfuldt er det, som alt andet i den historiske by.


Faktaboks

Seine Princess:

Bygget 2002 – Renoveret 2010

Længde: 110 meter

Bredde: 11,4 m

Tre dæk

Meget stort soldæk øverst med mange liggestole

Separat spisesalon

Stor lounge

Levende musik eftermiddag og aften samt underholdning tre aftener

Passagerer: Max. 138

Besætning: 25

67 kabiner med toilet/brus

Air condition

Gratis wifi

Satellit TV, radio

Lille værdiboks


Det koster det: (juli 2017)

Pris: Ni dage 11.600 kr – 12.600 kr med Gislev Rejser

Kombineret bus og flodkrydstogt

Seks overnatninger på flodkrydstogtskibet Seine Princess og overnatning på ud- og hjemtur i Tyskland

All inclusive på krydstogtet (Alle måltider, alle drikkevarer undtagen de dyre mærkevarer)

Halvpension under ud- og hjemtur

Alle udflugter og eventuelle entreer inkluderet

Bussen følger med båden under hele krydstogtet

Gratis wifi i bussen

Opsamling over det meste af Jylland og Fyn (Gratis parkering på lukket plads i Vamdrup)



Optaget i følgende medier:

Jysk Fynske Medier: 
JydskeVestkysten, Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad, Fredericia Dagblad, Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Viborg Stifts Folkeblad, Dagbladet Holstebro, Dagbladet Struer, Dagbladet Ringkøbing-Skjern.



Rejsedeklaration: Turen var finansieret af Gislev Rejser. Selskabet havde ingen indflydelse på reportagens indhold.