Sa Pa’s betagende ris-terrasser

Selv ikke masse-turismen har fået bugt med denne naturperle

Tekst & foto: Ole C. Jørgensen

Selv en vandkold, tågefyldt novemberdag er ikke i stand til at fjerne den betagende storslåethed. De vidtstrakte bjerglandskaber omkring den nordvietnamesiske naturperle, Sa Pa, åbenbarer det ene flotte landskabelige tableau efter det andet.

Trods gråvejret og den spredte tågedis så kommer man ikke uden om Sa Pa’s naturlige skønhed. Her i udkanten af Cat Cat folkenes landsby, hvor vasketøjet på huset til venstre og dyrelydene fra huset til højre indicerer, at der er mere liv end det umiddelbart fremgår.

Vi har god tid til at betragte landskabet, mens vores bus møjsommeligt baner sig vej ad snoede og ikke alt for velholdte veje op til Sa Pa. Byen ligger i 1650 meters højde blot 35 km syd for den kinesiske grænse.

Områdets væsentligste særkende, de tusindvis af menneskeskabte terrasser, hvor der i sommerhalvåret dyrkes ris i lange baner, er et fantastisk syn.

Her i november – uden for væksttiden – er der forskel fra de blændende turistfotos vi har set af Sa Pa-områdets risterrasser. Men betagende er det trods alt, her hvor en lille brise har blæst tågeskyerne delvist væk og tilladt et enkelt solstrejf at lyse området op.

Det har været en lidt anstrengende, men spændende rejse hertil. En rejse, som på mange punkter synes at minde meget om kolonitidens noget mere strabadserende transportformer.

Nattog til Sa Pa

Det er blot godt et halvt døgn siden, at vi – en lille international gruppe rejse-reportere – blev sat af ved Hanois hovedbanegård midt på aftenen.

Endnu står det forvirrende mylder af mennesker, et uoverskueligt perronsystem, lange togstammer, og flittige togfløjter skarpt i erindringen. Også hvordan vi med fuld oppakning fik banet os vej til Sapa Express Trains mange togvogne på perron 3.

Trods vore tiders frigjorthed og ligestilling kan det godt føles lidt grænseoverskridende at skulle sove i samme lille kupe med tre fremmede mennesker. Selv om det går, så kommer vi hinanden meget ved, under den næsten 10 timer lange togtur til Sa Pa.

Flere af os sender en venlig tanke til vores ihærdige vietnamesiske guide Quoc, som både fandt den rigtige perron og holdt øje med, at alle fulgte trop.

Selv om det måske kan lyde lidt mærkeligt, så er toget den mest optimale transportform til Sa Pa. Her er nemlig ingen lufthavn, og de ca. 350 km uvejsomme landeveje fra Hanoi tager i bil knap en halv snes timer at tilbagelægge.

Der er med spænding set frem til denne togrejse. Ikke fordi den tager en ni-ti timer, men fordi vi skal indkvarteres i små fire-personers sengekupeer.

Og for at sige det helt ærligt, så er det da også udfordrende at skulle tilbringe en lang nat med folk man ikke kender – og uanset vore tiders frigjorthed og ligestilling.

Nå, det viser sig at blive knapt så problematisk, som frygtet. Sengetøjet er rent og toiletforholdene tålelige. En solid night cap understøtter søvntrangen, og det lykkes gennem natten ind imellem at glide over i drømmeland i det slingrende tog.

Hotel Bordeaux

Mens det tidlige morgengry sender sine blege stråler ind i kupeen lander vi efter en lang nats skrumletur i Lao Cai. En af Vietnams nordligste grænsebyer direkte ved den kinesiske grænse.

Igen opstår den sælsomme fornemmelse af, at vi bevæger os i kolonitidens fodspor. De næsten 1000 rejsende, som myldrer ud af toget, skaber nærmest en folkevandring fra stationen, hvor vi mødes af dragere, taxaer og overivrige sælgere.

Inden turen går mod Sa Pa, er vi lovet et forfriskende bad og morgenmad på hotel Bordeaux 100 meter fra banegården. Det er tydeligvis et jernbanehotel, som lever godt af turisters korte ophold.

Værelserne, hvor vi på skift tager bad, er meget rene. Men ikke af nyere dato, og her er kun, hvad der er absolut nødvendigt for at kunne klare en overnatning.

Turistby

Det er med disse indtryk i bagagen, at vi nu kører ind i Sa Pa, hvor vi får kvarter på det splinternye hotel, U Sa Pa. Lækkert og stilfuldt bygget i tilstræbt kolonistil.

Vi er kommet til kontrasternes verden. Den helt overvældende naturskønhed og det – i forhold til resten af Vietnam – relativt behagelige klima, er i den grad intimideret af et meget påtrængende turistliv. Det virker på en gang både en smule skræmmende og fascinerende.

For Sa Pa består stort set kun af turistrelaterede foretagener og et gadebillede, som præges af områdets mange stammers forskellige klædedragter og masser af turister.

Der således ikke meget, der minder om Sa Pa’s lidt mere glorværdige fortid. Det var her franskmændene på grund af det behagelige klima ville opbygge en rekreationsby – på samme måde som i Da Lat nord for Saigon.

Her skulle man kunne rekreere sig, hvis det fugtigvarme klima med dets mange sygdomme blev for uudholdeligt. Der blev således bygget både sanatorium, hospital og hoteller, samt en del huse. Men alt det er gået til i tidens løb.

En simpel nødvendighed

I formiddagens tåge viser byen Sa Pa sig ikke fra sin bedste side. Gader og stræder er flere steder mudret til og præges af et rastløst menneskemylder bestående af turister og stammefolk.

Overalt møder man kvinder i deres traditionelle stamme-påklædning. De forsøger at skaffe til dagen og vejen ved overivrigt at sælge souvenirs. Det er, for at sige det lige ud, lidt belastende ikke at kunne gå en halv snes meter uden at blive antruffet af en sælger.

*Der er mange smukke ting at erhverve i Cat Cat bjerglandsbyen og børnene gør deres ihærdige indsats for at vi trækker læderet og køber noget.*

Men vi mildnes noget, da det bliver klart, at salget til turisterne er en simpel nødvendighed for deres overlevelse. Nok drives der meget landbrug i området. Men slet ikke nok til at føde alle, og de gamle jagtområder, hvor de lokale hentede meget vildt, er blevet fredet.

Det er derfor helt tydeligt, at områdets udkomne er betinget af en turiststrøm, hvor tegnebogen sidder løst. Så deres souvenir-salg opfattes som et nødvendigt onde, som myndighederne efter fattig evne prøver at regulere.

Forretningen har måske ikke helt været så dårlig, som vi ind i mellem kan få fornemmelsen af. I hvert fald er humøret hos disse kvindelige souvenir-sælgere højt og ingen af dem gør forsøg på at sælge os noget. Så det har sikkert været en god dag på kontoret.

Det er dog vigtigt at fremhæve, at en meget stor del af souvenirerne er lokalt fremstillet. Det er generelt meget smukke ting, som kan erhverves for groft sagt no money.

Imponerende ingeniørkunst

I det bjergrige område er det relativt nemt at finde udsigtspunkter, hvor man oppefra kan dvæle ved den betagende natur, som fremhæves af de menneskeskabte ris-terrasser.

Og da solen et par enkelte gange denne formiddag titter frem, er der næsten ingen ende på herlighederne. Ris-terrasserne, som er med til at give landskabet karakter, er imponerende ingeniørkunst, fortæller guide Quoc. De aflange terrasser skal være totalt i vatter og vandtætte, således at vandet i hele risens vokse-periode dækker alle planter.

Næste etape ned ad bjerget er heller ikke så ringe endda, for nu at holde os til jysk talemåde. Vi er til fods og oplever således landsbylivet, den friske landluft, det vidtstrakte område på klods hold. Vejret skifter endnu engang med lynets hast. Nu er området badet i strålende sol og præsenterer sig fra sin allersmukkeste side.

Det virker noget overvældende når mere en hundrede højtråbende kvinder på det nærmeste er ved at storme vores bus for at sælge souvenirs. Vores guide forsøger at dæmpe dem ned, mens vi overvejer, om vi overhovedet vil forlade bussen. Det lykkes dog nogenlunde, og vi kan påbegynde vores travetur i det smukke landskab.

Og selv om vi ind imellem støder på de statsinitierede souvenir-produktionssteder har det bestemt et autentisk skær over sig. Som for eksempel, da vi gør holdt ved en bod, hvor et par meget unge mænd skærer og sliber stenfigurer i marmor. Figurerne sælges til – for os – spotpris, mens det for de unge mænd repræsenterer en dagløn.

Et andet sted træffer vi på den lokale ”Hjem-is” mand på knallert med et lidt ubestemmeligt bageapparat monteret på bagagebæreren. Han hidkalder kunderne med en dytte-lyd og hans vare er tilsyneladende sød kage.

Den lokale ”Hjem-Is”-sælger, som dog ikke sælger is, men søde varme kagestykker, er blevet stoppet af en gammelfar med tilsyneladende tre børnebørn, som han gerne vil glæde med lidt slik. Helt rørende at se børnenes taknemmelighed

Lige foran os kommer en gammelfar ud fra et ensomt beliggende træhus hidkaldt af hornet. Han køber lidt kage til sine tre forventningsfulde børnebørn. Glæden hos både giver og modtagere er ganske udtalt. Det er svært ikke at blive lidt rørt over, hvor lidt der skal til for at skabe denne glæde.

Ligger godt i maven

Vi er godt halvvejs på ruten. Med den smukkeste udsigt til en lille flod, dalen og bjergene i baggrunden er det tid til en lille forfriskning på et lokalt udskænkningssted.

Selv om stammekvinderne kan være lidt svære at aldersbedømme, så kan hende her ikke være ret gammel. Men uanset så har hun barn på ryggen og souvenir-sortimentet med i plastic-posen klar til salg, for at kunne få til dagen og vejen.

På vej ind fra den lidt plørede lervej er vi lige ved at falde over aftensmaden. To lokale er i fuld gang med at pille fjerene af en høne, helt uanfægtet af, at vi passerer lige forbi. Og mens en lille pige med hendes endnu mindre lillebror på ryggen kikker på.

Der er tag over den aflange træbygning helt ud til floden, og frit udsyn gennem siderne. Vi nyder en kop af den karakteristiske vietnamesiske kaffe med chokoladesmagen. Pris: Knap syv kroner.

Men vi skal videre. Undervejrs passerer vi endnu flere træhuse og bemærker, at den ydmyge levestandard, som hersker her. Men det er også tydeligt, at de lokale formår at udnytte de beskedne muligheder, der er.

Stammekvinderne er mere end ihærdige når det gælder souvenir-salget. Et nej tages ikke for pålydende og selv om de er fulgt efter os over fire-fem kilometer, er der ingen opgivenhed at spore i deres attituder.

Vores hike glider ind i sit opløbssving. Det har været noget af en spændende vandring. Og oplevelserne står fortsat i kø. Men de fleste af os er trætte efter en uvant lang gåtur og den friske bjergluft. Så depoterne trænger til at blive fyldt op. Hvilket sker med en række velsmagende vietnamesiske retter på en af de lokale restauranter.

I det hele taget ligger det vietnamesiske køkken rigtig godt i maven. Selv når der bliver gået til bordets glæder, mærkes ikke den samme oppustethed som efter en europæisk – for ikke at sige et amerikansk – dinner.

Bambus-skud kan være en lækkerbidsken, hvis de er tilberedt på den rigtige måde. Her midt i en af de mange landsbyer får vi af mor og datter lidt anskuelighedsundervisning i, at det er en proces, som kræver øvelse.

Om føje år

Men alting har en ende. Det er med vemod vi forlader dette landskabelige smukke sted med den intense turistatmosfære. Trods mindre end 48 timer her har programmet været så proppet og oplevelserne tilsvarende store, at der er indtrådt en vis mæthed, som kræver tid til fordøjelse.

Men en ting er der enighed om: At bliver der en næste gang, så er det nok en god ide at følge guide Quoe’s råd om at det sker i sommertiden. For solen gør underværker for denne egn.

*Det ene natur-tableau afløser det andet. Den maleriske hængebro på baggrund af en storslået natur, kan godt få en til at falde i staver.*

Og bliver der en næste gang, så skal man ikke udsætte det for længe. Udviklingsplanerne for Sa Pa området de kommende 10 år er set med naturøjne lidt skræmmende.

Den næsten færdige motorvej fra Hanoi vil kunne bringe turister til området på godt tre en halv time, og dermed vil den historiske togtur efter alle solemærker lide kvælningsdøden.

Desuden vil nye superhoteller på udsigtssteder betinge et nyt vejnet, som ventes at skære tværs igennem mange landsbyer og naturområder.

Og det behøver ikke at blive kønt.

Husk Onkel Ho’s pælehus i Hanoi

Solen er ikke nogen flittig gæst i Hanoi, men betyder så til gengæld, at det i den varme tid er lidt mere behageligt at opholde sig her end for eksempel i Saigon.

Selv om det ser lidt gammeldags ud, så er det er en effektiv måde at transportere varer på i Hanois menneskemylder. Men det ser lettere ud end det er, fortalte ejeren af den cafe, hvorfra dette foto er taget. Det handler både om ligevægt, styrke, balance og orienteringsevne.

Det er sagt, at Hanoi ikke er lige så charmerende som Saigon. Det forhindrer dog ikke, at byen er et interessant bekendtskab. Med sine kulturseværdigheder, de umiskendelige reminiscenser fra den franske kolonitid og ikke mindst folkelivet i den gamle bydel er der rigeligt at vælge imellem.

Som mange andre steder i Vietnam er den indre by nærmest at sammenligne med et stort marked. Her er ting, som man i sin vildeste fantasi ikke drømte om, at have brug for. Som for eksempel disse meget smukke kurvevarer af høj kvalitet.

Trafikken i Hanoi er som i mange asiatiske byer mildest talt alternativ. Det er muligt, der findes færdselsregler, men de er i givet fald allerhøjest vejledende. Kik godt på trafikken i dette kryds – folk kører simpelthen på kryds og tværs. Ikke noget at sige til at ulykkesraten i Vietnam er uhyggelig høj.

Er det første gang man er i Hanoi, er et besøg i parken med præsidentpaladset, Ho Chi Minhs pælehus og hans tidligere bolig et must. Det fulde udbytte af besøget vil dog nok for de fleste kræve, at man lige læser op på historien. Det er trods alt snart 40 år siden Vietnam efter Onkel Ho’s indsats fik afsluttet krigen og etableret et samlet land.

Man skal bøje nakken i Trang An

At Vietnam er forsynet med mange unikke naturområder får vi nyt syn for ved indkørslen til dalen, som kranser op til Trang An området vest for Hanoi.

Trang An er et utrolig smukt naturområde med stort sø-areal, høje forrevne småbjerge og et utal af underjordiske grotter, som man kan sejle igennem. Her er så stille, at man næsten ikke nænner at sige noget med risiko for at bryde idyllen.

*Det er ikke muligt at tage billeder under de mest vanskelige passager herinde i grotterne, men billedet giver dog et indtryk af, at der meget få steder er højt til loftet.*

Men det er med at holde hovedet godt nede, når man sejler igennem de lave grotter. Vi er fire i den lille robåd, som med forlæns roning drives frem af en ung vietnameser-kvinde.

Der opstår et vist fællesskab med de øvrige robåde under den både smukke og vanskelige sejlads i Trang An naturområdet. Så selv de ofte reserverede kinesere og koreanere kaster det formelle overbord, og hilser på fotografen.

Hun kan kun ganske få engelske ord, men med fagter og bestemte tjat i vore rygregioner, sørger hun for at ingen ramler hovedet imod klippeloftet eller bevæger sig så uroligt i båden, at den får slagside.