Fra Rangoon til Mandalay

Burma er – indtil videre – en rejse i en malerisk, spændende og fattig tidslomme  

Tekst & foto: Ole C. Jørgensen

   Det viser sig et være en klog disposition lige at bruge godt et døgns tid i Burmas – nu Myanmar – gamle hovedstad Rangoon inden vi begiver os længere ind i landet mod vores slutdestination, Mandalay.

  Rangoon – nu Yangon – er i dag noget af en heksekedel med en rivende udvikling efter mange års stilstand under militærdiktaturet. En spændende blanding af den engelske kolonitid, en foretagsomhed for at indhente det forsømte og en infrastruktur, som slet ikke er gearet til de nye tider.

  Og bag denne pulserende facade oplever man glimtvis Yangons glorværdige fortid som en af Østens handelscentrum’er.

Frisk landede fisk på markedet i Bagan. Her går intet til spilde og alt vejes nøjagtigt af. En klar indikation på, at pengene ikke hænger på træerne for den almindelige befolkning.

   At finde rundt i denne myriade af trafik, handelsgader, pagoder, gamle nedslidte kolonibygningsværker og fortravlede indbyggere er lidt af en øvelse. Derfor også godt at vi har allieret os med den effektive og smilende lokale guide Sheila.Hun fører os meget kompetent gennem byens jungle, så vi i en ombæring både får set den imponerende Schwedagon pagode, det store indendørs marked, diverse mindesmærker, en række af de fordums pompøse offentlige bygninger i deres omfattende forfald og ikke mindst nærkontakt med byen, eftersom vi er på gå-ben. Den mest effektive transportform i den indre by, som nærmest permanent lider af trafikpropper.

Her på et af markederne i Bagan skal man lede længe efter turisterne. Det er så at sige den ægte vare, hvor de lokale foretager deres daglige handel, og hvor antallet af boder med de mere souverier-prægede varer kun fylder en brøkdel.

   Og så bliver der endda tid til en middag på en af byens absolut bedste restauranter, Le Planteur. Som navnet indikerer, er den indrettet i en gammel hovedbygning til en plantage. Attraktionen er at sidde i haven og indtage en sublim middag en tropeaften med et par store vifter til at tage toppen af fugtigvarmen.

   Men lige præcis i dag er forberedelserne til et større arrangement i haven i fuld gang, så vi tager ”til takke” med de indendørs faciliteter i ægte kolonistil. Det er bestemt ikke nogen dårlig oplevelse. Middagen smager himmelsk og de dertil afpassede vine har – meget usædvanligt i Østen – den korrekte temperatur.

  Vi kunne sagtens have fået langt mere tid til at gå i Yangon. Men pligten kalder i form af indenrigsfly til Bagan, hvor nye eventyr venter.

   Indenrigslufthavnen i Yangon er en oplevelse af de mere specielle. Udkaldene til flyene foregår ved, at personalet råber nummeret på de afgående fly op samtidig med at de går gennem ventesalen med et skilt, hvor flyselskab, flynummer og destination er printet. Og så er det ellers bare med at holde sig til.

  Metoden føles unægtelig ikke særlig betryggende, men det fungerer tilsyneladende, og snart sidder vi bænket i en Dash 7 propelmaskine. Landingen i Bagan er en lignende oplevelse. For eksempel bliver bagagevognen med håndkraft trukket ud til flyet og efterfølgende – også med håndkraft – trukket nogle hundrede meter over til den diminutive lufthavn.

Når det kommer til pagoderne og buddha-figurerne er der ingen smalle steder. Det er utroligt hvor mange ressourcer, der bruges på at renovere og vedligeholde dem.

  Det skal vise sig, at vi er havnet i det, en af de medrejsende karakteriserer som pagodernes paradis. Og der er noget om det. Så langt øjet rækker ser vi dem. Der må være mange, mange tusinde. Og de har alle deres historie, selv om det kan være svært at huske dem fra hinanden, når vores guide har berettet om den syvende pagodes tilblivelse.

  Vi starter med den største og flotteste i området Shwezigon Paya. Den er tydeligvis nyrestaureret og guldmalingen skinner i øjnene, mens vi tager det imponerende bygningsværk i øjesyn.

Det er intet mindre end pompøst syn her i formiddagssolen. Den guldbelagte ShwezigonPaya i Bagan.

  Men der bliver også tid til det lidt mere folkelige. Det lokale marked i Bagan er set med turistøjne den rene vare. Det er her de lokale handler, og vi ser ikke mange turister. I de smalle gange mellem boderne passerer vi en overflod af frisk frugt og grønt, tøjboder med et bredt udvalg af de lokale klædedragter og en umiskendelig ”duft” af fisk leder os til et område, hvor alt godt fra floden er til salg.

Der kan gå megen tid med at iagttage det pulserende gadeliv i Mandalays udkant. Og så i øvrigt undre sig over, at der ikke sker flere ulykker. Denne lokalbus var helt sikkert ikke sluppet gennem en færdselskontrol i Danmark.

Smilet lurer

 Det er tydeligt, at der ikke er megen velstand her, men derimod masser af hårdt manuelt arbejde. Ikke desto mindre bliver vi overalt mødt af en utrolig venlig lokalbefolkning, som er mere end lette at slå et smil af – og som tilsyneladende ikke tynges af den synlige fattigdom.

Brændingen af de store krukker i landsbyen Yandabo er overstået. Mændene er gået i gang med at fjerne aske og sortere de brændte krukker. Alt sammen håndarbejde.

   Nu er vi kommet uden for de lidt større byer. På vores vej gennem landskabet oplever vi livet i små landsbyer. Mange steder kan iagttages arbejdsomme burmesere, som enten har travlt i marken, er i gang med fiskeriet i floden eller på gammeldags vis udøver deres håndværk.

Landsbyen Yandabo er kendt for sin produktion af flotte terracotta-krukker af ler fra flodbredden. Det foregår efter de helt gamle metoder, hvor pottemageren har en ung pige til at drive rundskiven med pedalkraft.

  Og kvinder, som bærer deres byrder på hovedet. Små børn som ubekymrede leger uden nutidens avancerede legetøj, og kvæget som ved aftenstide ledes ned til vanding i floden.

Barske livsforhold

  På stort set alle andre områder er hverdagen barsk for Myanmar-folket. For trods landets enorme naturrigdomme lever man under den verdens anerkendte fattigdomsgrænse. Bortset fra det maleriske er det forstemmende at opleve et produktionsapparat, som stort set ikke har ændret sig de sidste mange hundrede år.

Det er et gevaldigt kik ind i fortiden, når bønderne langs floden pløjer deres mark. Træploven model år 1000 er stadig i brug, og det er tydeligt, at den sætter store krav til både okser og pløjemanden.

  På de landbrugsområder vi passerer, foregår pløjningen fortsat med gamle træplove anno år 1000 forspændt de karakteristiske hvide okser. Kun et sted undervejs observerer vi en lille moderne traktor og lidt redskaber.

Det er tid at hente dyrene fra græs her i solnedgangstimen i den lille Pwa Saw landsby øst for Bagan.

  På vores færd dukker lidt overraskende Ayeyarwaddy floden op. Den er en del af vandvejen mellem Yangon og Mandalay. Uvilkårligt melder Kiplings ”Oh, den vej til Mandalay ad flotilliens gamle vej”, sig i erindringen.

  Det var altså her, han fik inspirationen til sit verdensberømte vers. Og så alligevel. Vores vidende guide, Ko San Lin Tun, fjerner lidt af fortryllelsen med meldingen om, at Kipling faktisk aldrig satte sine ben i Mandalay. Nå, men sangen har vi da lov at have.

Der er vel blot at sige, at vi lader billedet stå et øjeblik. Pigen med de tunge vandspande er på vej hjem fra Pwa Saw landsbyens pumpestation. Hvor vi netop har ydet en skærv til den fortsatte drift.

  Ved flodbredden udspiller sig i eftermiddagens brændende sol og 35 graders fugtigvarme et malerisk sceneri. Her ligger allehånde både og mest iøjefaldende er to-tre stenfiskerfartøjer, som er ved at få lastet deres småsten over i små lastbiler.

Dette er hårdt – rigtig hårdt – arbejde. Kvinderne bærer småsten fra stenfiskerbåden over til lastbilen i flettede kurve på deres hoveder. Man tør næsten ikke at tænke på, hvordan disse kvinder har det efter en halv snes år med dette arbejde.

  Lastningen er ”the hard way” som en af mine amerikanske medpassagerer bemærker. Den foregår manuelt. Små Myanmar-kvinder bærer på hovedet baljer med småstenene fra båden over en smal langgangsplanke op til lastvognen. Man tør næsten ikke tænke på, hvordan disse kvinders kroppe ser ud efter flere års hårdt arbejde her.

Ikke det værste

  Det er ved at være slut på denne del af vores Burma-færd. Oplevelserne har været så mange og så mangeartede, at der kun er blevet plads til et udpluk indenfor denne artikels rammer.

Det er ikke for meget sagt, at der er mangel på materialer i denne skole i landsbyen Yandabo. Vi så ikke en bog i klasselokalerne, og de medbragte gaver i form af stilehæfter og kuglepenne gør helt utrolig lykke på skolen, hvor eleverne entusiastisk kvitterer med en sang.
Overalt møder vi dem. Børne-munkene, som får deres udkomne ved at indsamle mad og andre fornødenheder hos befolkningen. Til det formål bruges den store metalkrukke, som den lille fyr holder godt fast på.

  Her hvor den sidste aften nærmer sig med hastige skridt, er det tid til vores solnedgangsritual. Solnedgangene i Burma, siges at være nogle af de smukkeste i verden. Og rigtigt er det også, at den nedgående sols varme, bløde lys de fleste aftener farver himlen i de flotteste røde nuancer.

Det er ikke uden grund solnedgangene i Myanmar er berømmede. Her hvor solen går ned over pagodelandskabet i Bagan. Fotograferet fra toppen af en anden pagode.

  Ritualet går i al sin enkelhed ud på, at solnedgangen nydes behageligt tilbagelænet, i reflekterende stilhed og med en kold drik indenfor rækkevidde.

   Og så er livet ikke det værste man har.

Var det noget med en buddha-statue. Denne her, som er i menneskehøjde, kan erhverves for nogle tusinde kroner. Men så er der jo bare lige det med hjemtransporten. Om ikke andet skal man regne med, at omkostningerne langt vil overstige købsprisen.
Antallet af pagoder og klostre i Myanmar er så enormt stort, at man nærmest har opfattelsen af, at burmeserne, som de hed dengang, ikke bestilte andet end at bygge dem. Mange af dem er i dag nyrenoverede og lyser flot op i landskabet. Her i Mandalay.
Nej. Denne yndige repræsentant for den burmesiske ungdom har hverken salve i ansigtet på grund af uren hud eller på grund af solskoldning. Det er simpelthen en mani i landet, at kvinderne smører sig i ansigtet – gerne lidt kunstfærdigt – med en eliksir fra en speciel træsort. Det skal angiveligt beskytte huden og gøre hudfarven lidt lysere. I Burma er det en slags status. Med vestlige øjne er det nok mere sjældent, end det er kønt.
Brændingen af de store krukker i landsbyen Yandabo er overstået. Mændene er gået i gang med at fjerne aske og sortere de brændte krukker. Alt sammen håndarbejde.
Den gamle telegrafstation i Yangon, som englænderne opførte i starten af forrige århundrede, ligner mere et håndværkertilbud i den tunge ende, end noget, som trænger til en kærlig hånd. Desværre er hovedparten af de gamle monumentale kolonibygninger i samme miserable forfatning.

Faktaboks:

Turen Yangon-Mandalay er indledningen på et rivercruse på Ayeyarwaddy-floden med Kalaw Pandaw tilrettelagt af det danske bureau Bella Vista. Prisen for landarrangementet afhænger af, hvor meget man vil opleve.

Fly-rejsen (2014-priser): København-Yangon, retur, med mellemlanding i Bangkok er foretaget med Thai Airways Prisen 8500 kr. pr. person.Lokalfly Yangon-Bagan retur pris:Godt 1500 kr pr. person.

Vigtigt: Husk myggesprayen og solcremen

Reportagen publiceret i: Fynske Medier: Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis

Rejsedeklaration: Turen var finansieret af Bella Vista Travel, København. Selskabet havde ingen indflydelse på reportagens indhold.