Burma er – indtil videre – en rejse i en malerisk, spændende og fattig tidslomme
Tekst & foto: Ole C. Jørgensen
Det viser sig et være en klog disposition lige at bruge godt et døgns tid i Burmas – nu Myanmar – gamle hovedstad Rangoon inden vi begiver os længere ind i landet mod vores slutdestination, Mandalay.
Rangoon – nu Yangon – er i dag noget af en heksekedel med en rivende udvikling efter mange års stilstand under militærdiktaturet. En spændende blanding af den engelske kolonitid, en foretagsomhed for at indhente det forsømte og en infrastruktur, som slet ikke er gearet til de nye tider.
Og bag denne pulserende facade oplever man glimtvis Yangons glorværdige fortid som en af Østens handelscentrum’er.

At finde rundt i denne myriade af trafik, handelsgader, pagoder, gamle nedslidte kolonibygningsværker og fortravlede indbyggere er lidt af en øvelse. Derfor også godt at vi har allieret os med den effektive og smilende lokale guide Sheila.Hun fører os meget kompetent gennem byens jungle, så vi i en ombæring både får set den imponerende Schwedagon pagode, det store indendørs marked, diverse mindesmærker, en række af de fordums pompøse offentlige bygninger i deres omfattende forfald og ikke mindst nærkontakt med byen, eftersom vi er på gå-ben. Den mest effektive transportform i den indre by, som nærmest permanent lider af trafikpropper.

Og så bliver der endda tid til en middag på en af byens absolut bedste restauranter, Le Planteur. Som navnet indikerer, er den indrettet i en gammel hovedbygning til en plantage. Attraktionen er at sidde i haven og indtage en sublim middag en tropeaften med et par store vifter til at tage toppen af fugtigvarmen.
Men lige præcis i dag er forberedelserne til et større arrangement i haven i fuld gang, så vi tager ”til takke” med de indendørs faciliteter i ægte kolonistil. Det er bestemt ikke nogen dårlig oplevelse. Middagen smager himmelsk og de dertil afpassede vine har – meget usædvanligt i Østen – den korrekte temperatur.
Vi kunne sagtens have fået langt mere tid til at gå i Yangon. Men pligten kalder i form af indenrigsfly til Bagan, hvor nye eventyr venter.
Indenrigslufthavnen i Yangon er en oplevelse af de mere specielle. Udkaldene til flyene foregår ved, at personalet råber nummeret på de afgående fly op samtidig med at de går gennem ventesalen med et skilt, hvor flyselskab, flynummer og destination er printet. Og så er det ellers bare med at holde sig til.
Metoden føles unægtelig ikke særlig betryggende, men det fungerer tilsyneladende, og snart sidder vi bænket i en Dash 7 propelmaskine. Landingen i Bagan er en lignende oplevelse. For eksempel bliver bagagevognen med håndkraft trukket ud til flyet og efterfølgende – også med håndkraft – trukket nogle hundrede meter over til den diminutive lufthavn.

Det skal vise sig, at vi er havnet i det, en af de medrejsende karakteriserer som pagodernes paradis. Og der er noget om det. Så langt øjet rækker ser vi dem. Der må være mange, mange tusinde. Og de har alle deres historie, selv om det kan være svært at huske dem fra hinanden, når vores guide har berettet om den syvende pagodes tilblivelse.
Vi starter med den største og flotteste i området Shwezigon Paya. Den er tydeligvis nyrestaureret og guldmalingen skinner i øjnene, mens vi tager det imponerende bygningsværk i øjesyn.

Men der bliver også tid til det lidt mere folkelige. Det lokale marked i Bagan er set med turistøjne den rene vare. Det er her de lokale handler, og vi ser ikke mange turister. I de smalle gange mellem boderne passerer vi en overflod af frisk frugt og grønt, tøjboder med et bredt udvalg af de lokale klædedragter og en umiskendelig ”duft” af fisk leder os til et område, hvor alt godt fra floden er til salg.

Smilet lurer
Det er tydeligt, at der ikke er megen velstand her, men derimod masser af hårdt manuelt arbejde. Ikke desto mindre bliver vi overalt mødt af en utrolig venlig lokalbefolkning, som er mere end lette at slå et smil af – og som tilsyneladende ikke tynges af den synlige fattigdom.

Nu er vi kommet uden for de lidt større byer. På vores vej gennem landskabet oplever vi livet i små landsbyer. Mange steder kan iagttages arbejdsomme burmesere, som enten har travlt i marken, er i gang med fiskeriet i floden eller på gammeldags vis udøver deres håndværk.

Og kvinder, som bærer deres byrder på hovedet. Små børn som ubekymrede leger uden nutidens avancerede legetøj, og kvæget som ved aftenstide ledes ned til vanding i floden.
Barske livsforhold
På stort set alle andre områder er hverdagen barsk for Myanmar-folket. For trods landets enorme naturrigdomme lever man under den verdens anerkendte fattigdomsgrænse. Bortset fra det maleriske er det forstemmende at opleve et produktionsapparat, som stort set ikke har ændret sig de sidste mange hundrede år.

På de landbrugsområder vi passerer, foregår pløjningen fortsat med gamle træplove anno år 1000 forspændt de karakteristiske hvide okser. Kun et sted undervejs observerer vi en lille moderne traktor og lidt redskaber.

På vores færd dukker lidt overraskende Ayeyarwaddy floden op. Den er en del af vandvejen mellem Yangon og Mandalay. Uvilkårligt melder Kiplings ”Oh, den vej til Mandalay ad flotilliens gamle vej”, sig i erindringen.
Det var altså her, han fik inspirationen til sit verdensberømte vers. Og så alligevel. Vores vidende guide, Ko San Lin Tun, fjerner lidt af fortryllelsen med meldingen om, at Kipling faktisk aldrig satte sine ben i Mandalay. Nå, men sangen har vi da lov at have.

Ved flodbredden udspiller sig i eftermiddagens brændende sol og 35 graders fugtigvarme et malerisk sceneri. Her ligger allehånde både og mest iøjefaldende er to-tre stenfiskerfartøjer, som er ved at få lastet deres småsten over i små lastbiler.

Lastningen er ”the hard way” som en af mine amerikanske medpassagerer bemærker. Den foregår manuelt. Små Myanmar-kvinder bærer på hovedet baljer med småstenene fra båden over en smal langgangsplanke op til lastvognen. Man tør næsten ikke tænke på, hvordan disse kvinders kroppe ser ud efter flere års hårdt arbejde her.
Ikke det værste
Det er ved at være slut på denne del af vores Burma-færd. Oplevelserne har været så mange og så mangeartede, at der kun er blevet plads til et udpluk indenfor denne artikels rammer.


Her hvor den sidste aften nærmer sig med hastige skridt, er det tid til vores solnedgangsritual. Solnedgangene i Burma, siges at være nogle af de smukkeste i verden. Og rigtigt er det også, at den nedgående sols varme, bløde lys de fleste aftener farver himlen i de flotteste røde nuancer.

Ritualet går i al sin enkelhed ud på, at solnedgangen nydes behageligt tilbagelænet, i reflekterende stilhed og med en kold drik indenfor rækkevidde.
Og så er livet ikke det værste man har.





Faktaboks:
Turen Yangon-Mandalay er indledningen på et rivercruse på Ayeyarwaddy-floden med Kalaw Pandaw tilrettelagt af det danske bureau Bella Vista. Prisen for landarrangementet afhænger af, hvor meget man vil opleve.
Fly-rejsen (2014-priser): København-Yangon, retur, med mellemlanding i Bangkok er foretaget med Thai Airways Prisen 8500 kr. pr. person.Lokalfly Yangon-Bagan retur pris:Godt 1500 kr pr. person.
Vigtigt: Husk myggesprayen og solcremen
Reportagen publiceret i: Fynske Medier: Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis
Rejsedeklaration: Turen var finansieret af Bella Vista Travel, København. Selskabet havde ingen indflydelse på reportagens indhold.