Rundrejse uden hotelskifte

Historisk odysse langs Adriaterhavets smukke østkyst med Silver Spirit

Af Ole C. Jørgensen
Foto: Kirsten Vig Jørgensen

Der gives naturoplevelser, som gør sig bedst i den årlige morgen. En af dem sidder vi just nu og nyder i fulde drag på agterdækket af krydstogtskibet Silver Spirit. Nemlig den 17 sømil lange indsejling fra Adriaterhavet til middelalderbyen Kotor i Montenegro.

Vi har været oppe – om ikke før en vis mand har fået skoene på – men så i hvert fald kort efter. Og i den gryende morgenvarme har vi indtaget et af de yderste borde på den åbne del af restaurant La Terrazza på dæk 7. Her nyder vi mageligt henslængt den utroligt smukke bugt, Bokor Katoeska, mens vi indtager morgenmaden.

Hele vejen ind danner klippeformationer med skiftevis maleriske småbyer og skovlignende vegetation en naturskøn ramme om vores færd.

Flere gange passerer skibet helt små øer, hvor der lige er plads til at opføre en lille borg eller kirke. Og i vandet ud for småbyerne, som er ved at vågne, blander fiskerbåde sig med små turistbåde og færger. Alt sammen på et næsten roligt vandspejl og hvor stilheden kun brydes af fugle og enkelte bådmotorer – alt imens Silver Spirit næsten lydløst glider frem mod Kotor.

Rundrejse uden hotelskift

Vores glæde over det smukke syn lutres yderligere af, at de kommende fem dage vil være en fortsættelse af den historiske odysse, vi netop har indledt på Adriaterhavets østkyst samt ikke mindst af, at vi slipper for at skifte hotel hver eller hver anden dag.

I morgen står den kendte by Dubrovnik i Kroatien på listen. Derefter er det øen Hvar inden vi når til Koper i Slovenien.

Og hver gang er der god tid til at gå på opdagelse eller tage med på en af skibets udflugter.

Selv et kort historisk resume for dette område, som de fleste formodentlig bedst husker fra det gamle Jugoslaviens dramatiske opløsning, vil fylde mere end pladsen i denne reportage tillader.

Men området har lige siden de første større befæstede byer blev anlagt med start i det 7. århundrede, været ramt af blodige og dramatiske fejder med jævne mellemrum. Og forskellige og skiftende alliancer gør, at det kræver noget af et studium at få rede på historien. Til overflod er hele østkysten med jævne mellemrum blevet hjemsøgt af kraftige jordskælv.

I dag har freden sænket sig over Slovenien, Kroatien og Montenegro, som vi besøger. Hvilket tydeligt ses af den spirende velstand, og at priserne – i hvert fald i turistområderne – til forveksling ligner Vesteuropas.

Ser man på arkitekturen og kulturen er der umiddelbart set en forbløffende lighed mellem de historiske byer fra nord til syd. Og nogle vil sikkert hævde, at når man har set en af byerne, så har man set dem alle. Et nærmere kik på både historie og kultur afslører dog forskelle, uagtet byggestilen har mange fællestræk.

Hvis man vil kende områdets historie kan man møde op stort set hver eftermiddag i teatersalen, hvor historiker John Tabbutt-McCarthy fortæller om morgendagens destination.

Smuk by, men…

Kotor er både på billeder og i virkeligheden en smuk by at gå på oplevelse i. Men en smule malurt bliver der dog blandet i oplevelsen. Her i sommersæsonen er vi så mange turister, at det ind imellem på det nærmeste overdøver det historiske. Et godt fif er at søge ind i den mere ydmyge del af byen, hvor de gamle bygninger og de smalle stræder kommer til deres ret.

Hen under aften rammer et voldsomt uvejr byen, mens vi ligger ved kaj. Det består af voldsom slagregn, kraftig blæst og et tordenvejr af den anden verden.

Vores butler har bestilt bord til os på pooldækket, som om aftenen omdannes til en stemningsfuld grill-restaurant. Her fra 9. dæk er en flot udsigt over Kotors gamle fæstningsby.  

Specialiteten i pool-grillen er bøffer eller kæmperejer, som vi selv griller på en gloende lavasten.

For fotografen og Deres udsendte bliver det en af de mere spektakulære middagsoplevelser. Vi kunne selvfølgelig sagtens have søgt ned i skibets store indendørs restaurant. Men der er noget fascinerende ved at indtage middagen her midt i elementernes rasen.

Vi kan ikke klage på kosten. Men den ydes ikke fuld retfærdighed i det voldsomme uvejr. Dertil sker der for mange ting omkring os.

Mod slutningen af middagen begynder det dog at knibe en smule med tjenernes entusiasme. Dækket er konstant fyldt med et par centimeter vand, og deres lette tjenersko er ikke de mest velegnede i den situation.

Men uanset en oplevelse at spise på 1. klasse midt i uvejrets centrum.

Det behagelige ved Silver Sea-rederiets koncept er, at stort set alt er inklusive. Så da vi midt på aftenen bryder op, er det først for at se et af de glimrende shows i skibets store teatersal med plads til omkring 500 gæster.

Vi slutter en efterhånden lang dag af i Stars Supper Club. En lille utraditionel restaurant, hvor det er muligt at få serveret små platter, mens man lytter til jazz og kabaret musik.

Genopbyggede Dubrovnik

De fleste kender Dubrovnik fra de blodige begivenheder i forbindelse med Jugoslaviens opløsning i 90’erne. Ved den lejlighed blev dele af den gamle fæstningsby ødelagt. Men det er – med blandt andet EU-assistance -genopbygget, og byen ligner efter sigende sig selv igen.

Vi har sat os for at komme op ad bjergvæggen inde i byen. Det er en øvelse, som kræver en god portion sved og benkræfter her i den tunge formiddagsvarme. Men jo højere op vi kommer, desto smukkere tager byen sig ud med sine orangerøde tage på de smukke middelalderbygninger.

Mange kommer igen

Blandt andre behagelige ting ved Silversea er at selskabets skibe – bortset fra ekspeditionsskibene – i væsentlig grad er indrettet ens. Det gør det lettere at finde sig tilrette for de mange gengangere, som er med.

Det oplever vi, da vi som tidligere gæster inviteres til gensyns-reception i den store teatersal. Her får vi bl.a. lejlighed til at hilse på kaptajn Mino Pontillo og en række af hans officerer.

Silver Spirit er Silversea-flådens største krydstogtskib. Med plads til 540 gæster og 386 besætningsmedlemmer, er den knapt dobbelt så stor som dem, vi tidligere har været ombord på.

Forskellen ligger i, at intimiteten ikke er så udpræget på det store skib, og man får heller ikke helt så personligt et forhold til besætningen. Undtagelserne er vores indiske butler Yogesh Kashid, og filipinske rengøringsmand Samuel Quimado.

Kashid sørger diskret for, at vi ikke mangler noget og hjælper med både reservationer og andre praktiske ting. Mens Quimado med et herligt humør sørger for, at suiten til enhver tid er cleanet og pudset i en grad, som vil få selv et propert tysk landgasthaus til at se lidt nusset ud.

Lavendel-mekka

På den kroatiske ø Hvar landsætter tenderen os på den yderste havnefront. Den gamle del af byen ligger yderst malerisk i bunden af havnen. Vi er anløbet sammen med den ordinære færge fra fastlandet, så man føler sig næsten hensat til gamle dage mellem mange råbende og kuffertslæbende mennesker, som leder efter deres nye logi.

Det vil være synd at sige, at her mangler turister. Vi er rigtig mange – ind imellem så mange, at man nærmest føler sig som deltager i en folkevandring. Efter at være trukket ud i de maleriske sidegader i den historiske by finder vi et lidt mere roligt hjørne med mange turistboder.

Hvar har ry for at være et lavendel-paradis. Og udvalget af lokale lavendelprodukter er da også stort. Vi falder i snak med Ravlic Ivica, som har en lille bod med egne produkter. De er ikke gratis, men duften er perfekt, så det bliver til lidt sæbe og duftevand.

Flerstemmig englesang

I aften skal vi endnu engang spise i den store stilige The Restaurant. Det er atter en kulinarisk oplevelse, hvor der kan vælges fra et velvoksent menukort, som skifter hver dag.

Fotografen fik forleden en særdeles velsmagende steak med blandt andet en fremragende bearnaise-sovs til. Den står ikke på dagens menu. Men hun når nærmest ikke at udtale, at det er ærgerligt, før den beredvillige tjener som det mest naturlige i verden siger, at det bestemt ikke er noget problem.

Og når vi er ved det, så laver de den mest vidunderlige pasta i forskellige varianter og tilbehør på Spirit. Det er ingen overdrivelse, at den smager så englene synger – flerstemmigt.

I det hele taget oplevede vi kun en enkelt gang, at madens kvalitet ikke levede op til skibets normale standard. Nemlig da vi på anbefaling prøvede at få serveret middagen i suiten. Lidt overraskende, eftersom retterne bliver lavet i det samme køkken.

Inden vi vender stævnen mod Venedig lægger vi til i Sloveniens vigtigste havneby Koper. Den ser fra søsiden interessant ud. Men vi har andre planer.

Fra et besøg sidste år i smukke og historiske naboby Piran ved jeg, at man på restaurant Pavel & Pavel 2 på havnepromenaden ud til Adriaterhavet kan få den mest lækre bøftartar.

Den er rørt med blandt andet tabasco og tomatpure og tilsat smagfulde lokale krydderier. Hertil er lækkert ristet brød med smør, samt løg og hjemmesyltede agurker. Slovenerne serverer gerne en kraftig kølig flaske hvidvin til.

Vi skal hilse og sige, at det var turen værd.

Vanedannende

Indsejlingen til Venedig er – om end på en anden måde – en mindst lige så stor oplevelse, som vores første morgen på Silver Spirit ved indsejlingen til Kotor.

Her i den gyldne morgensol kan man endnu engang glædes over, at det er lykkedes at bevare den rigt udsmykkede by i vandet gennem flere hundrede år.

Markuspladsen er selvfølgelig et must. Men i 35 graders stillestående hede og en ubønhørlig sol i selskab med adskillige tusinde med-turister er det en udfordring. Det ændrer dog ikke på, at det monumentale bygningskompleks fortsat er en messe værd.

Det er sidste aften på Silver Spirit. Sidste aften med top-service. Og sidste aften med kulinariske oplevelser.

Morgendagen med ankomst til Kastrup vil blive en brat tilbagevenden til vores virkelige verden. Og helt frigøre os fra den gamle tese om, at krydstogter kan være vanedannende, kan vi ikke.

Rejsedeklaration: Turen var finansieret af Bella Vista Travel og krydstogtrederiet Silversea. Selskaberne havde ingen indflydelse på reportagens indhold.