På “skudhold” af Afrikas farligste dyr

Til fods og i safarivogne i enorme Kruger National Park i Sydafrika.


Af Ole C. Jørgensen
Foto: Kirsten Vig Jørgensen.

Hvis ikke før, så går alvoren op for os, da vores to rangere hver trækker et velvoksent gevær ud af deres hylster.

Omhyggeligt og professionelt lader de geværerne med hver seks patroner, som ser ud til at være af ni-millimeter typen. Nogle ordentlige krabater, som vi også kan iagttage i deres patronbælter.

Vi står på en relativt åben plet i den nordlige del af den enorme Kruger National Park i det nordøstlige Sydafrika klar til at udforske bushen til fods på en såkaldt Morning Walk.

Før en vis mand har fået støvlerne på, er vi tørnet ud i den afrikanske nat på vores base de kommende seks dage, danske Normann Safari, tæt på byen Phalaborwa.

Man har et glimrende udsyn fra Kruger reservatets safari-vogne. Dog vil jeg nok sige, at det allerbedste udsyn har man ved at sidde i en af siderne. Vognene må kun køre på vejene – asfalt eller grus – og ikke ud i terrænet. Det begrænser mulighederne for at komme helt tæt på det rige dyreliv, men til gengæld mest humant overfor dyrene.


Lidt over klokken fem efter en kop kaffe og en muffin i lodgen hos Tine Normann er vi kørt ind på pladsen foran en af de ni hovedindgange til KNP, som Kruger National Park tituleres i daglige tale hernede. Her skifter vi til en af de karakteristiske safari-vogne og bliver taget i øjesyn af vores to rangere, Stanley og Neville.

Det er ikke en øvelse for gangbesværede, vi skal ud på, så helt i orden, at de lige sikrer sig, at ingen i selskabet ender med at skulle bæres.

Nu står vi så et øde sted en halv snes kilometer inde i reservatet, mens morgengryet hastigt forvandler nat til dag. Og hvor morgenrøden langsomt breder sig i horisonten. Det kan godt ske, det minder lidt om de fremragende reportager på kanalen Animal Planet, men det her virker mindst en anelse mindre trygt end lænestolen foran TV’et.

Den har helt klart fået øje på os. Men tilsyneladende helt uinteresseret passerer hun-løven safari-bilen i få meters afstand på vej hen til sine unger, som er skjult i et drænrør under vejen.

Verdens farligste dyr

Ude i vildnisset befinder sig nogle af verdens farligste dyr, og indenfor de næste timer vil nogle af dem måske krydse vores vej. Tanken kildrer lidt, selv om alle har bedyret, at det er så sikkert, som det overhovedet kan være. Ikke desto mindre har vi måttet underskrive en erklæring på, at vi er her helt og aldeles på eget ansvar.

Ranger Stanleys instrukser er korte og klare. Han virker som sikkerheden selv – hvilket han har tilfælles med makkeren Neville. Og mon ikke en og anden i gruppen overbevises om, at det her nok skal gå.

Den lavmælte instruks er klar:
De to rangers vil gå forrest, og vi andre otte skal følge tæt efter i en række. Der må ikke snakkes, grines eller ryges. Vi skal bevæge os så lydløst som muligt. Enhver ordre fra rangerne skal prompte adlydes. Hvis vi ser noget, som kan være interessant eller til fare er signalet lette fingerknips, et lavt pist eller prikken på ryggen.

Det kan måske synes, som om vi er helt alene på denne bare plet i bushen. Men intet er mere forkert. Dyrene i området har set os, og som med alt andet holder de øje med os. Vi kan bare ikke se dem.

De første par kilometer krydser ingen dyr vores vej. Men at de er i området vidner utallige forskellige dyrespor i sandet om. Men i første omgang må vi nøjes med at få interessant og nyttig information om flora, årets gang i bushen og dyrelivets adfærd.


Elefantflokken

Men så sker det endelig. På en forhøjning i landskabet løfter Stanley advarende hånden og peger. Alle kikker, men ingen kan se noget. I hvert fald ikke lige med det samme.

Men lige med et vænner øjet sig til at kikke ind i buskadset foran, og her ses tydeligt konturerne af en stor elefant i gang med morgenfourageringen. Og længere til venstre en hel flok.

Vi står helt stille. Begge rangere afsøger erfarent med kikkert området for at se, om der er andre dyr og om vort sted er sikkert.

Det er det åbenbart. Så vi nyder det betagende syn under en hundred mesters penge i front af os.

Men det er en stille morgen på bushens kontor. I hvert fald lige her. På afstand ser vi forskellige slags antiloper, som hele tiden sørger for at holde en sikkerhedsafstand til os på et par hundrede meter.

I et udtørret flodleje støder vi på forskellige kranier. Et fra en kudu, hvor næsepartiet mangler. Stanley fortæller, at den meget vel kan være død efter et løveangreb. Løverne bruger ofte under jagten at bide sig fast i kudu’ens snude. Blodet herfra suges ned i lungerne, når dyret trækker vejret og reelt drukner den i sit eget blod.

Ja, naturen her forekommer brutal når man kommer fra lille sikre Danmark, hvor enkelte ulve er det nærmeste man kommer et større rovdyr.


I dagslysets sidste stråler søger en af reservatets mange elefantflokke mod et af drikkestederne, inden man klumper sig sammen for natten. Det sker altid med elefant-ungerne i midten i ly for eventuelle rovdyr.
Ja, det er ikke en fætter, som flytter sig godvilligt, selv om vi kører lidt tæt på. Så safarivognen må vælge en anden vej, mens vores tonstunge ven med en knækket stødtand ufortrødent gumler videre. Det gør han i øvrigt også, da vi kommer forbi en lille times tid senere.
Den ser måske lidt olm ud, denne ensomme han-elefant, som den står der og skraber i den tørre jord og blafrer med ørerne. Men den er faktisk ganske fredelig og måske oven i købet lidt nysgerrig for at se, hvem der er så interesseret i at tage billeder. Jeg kan dog fra mit sæde lige over forsæderne se, at vores ranger har fødderne på speeder og kobling. Klar til retræte, hvis det skulle blive nødvendig.

Ikke helt ufarligt

Kort efter støder vi på kraniet af en elefant. Det er ikke umiddelbart til at se hvad dødsårsagen har været. Men teoretisk kan den være skudt.

Faktisk er en vred elefant et yderst farligt bekendtskab, fortæller Stanley. Selv om man skyder den i hjertet eller hovedet vil den sagtens kunne nå at slå mange mennesker ihjel, inden den dør. Kun et skud direkte gennem hjernen kan stoppe den omgående.

Stanley har selv været ude for, at en stor han-elefant pludselig gik til angreb under en Morning Walk.

På grund af en ekstrem vinkel ramte han den godt nok i hovedet, men ikke i hjernen. Elefanten sank i knæ i en stor støvsky, men vendte derpå heldigvis om. Den løb ikke mindre end tre kilometer, inden den faldt om.

Der er ingen spørgsmål fra gruppen. Alle kan i fantasien åbenbart se sceneriet udspille sig lige foran, og ingen har tilsyneladende lyst til at spørge om, hvad der kunne være sket, hvis elefanten havde fortsat sit angreb.

På et lille medbragt kompas kan vi se, at turen nu går tilbage til safari-bilen. Overalt er der masser af dyrespor og ekskrementer. Flere af dem er meget friske – måske mindre end en time gammel. Men ingen af deres ejermænd eller kvinder lader sig vise.

Det bliver ikke den store dyreoplevelse i dag. Men alligevel er alle enige om, at det har været noget af en oplevelse at gå i samme område som nogle af verdens farligste dyr.


Dette elefantkranium, som vi passerer i en udtørret flodseng, er for medtaget til at ranger Stanley kan konstatere dødsårsagen. Men hans gennemgang af elefanternes hovedanatomi understreger, at en sådan krabat ikke lige er til at få ram på.
Med Stanley og Neville vagtsomme i spidsen med skarpladte geværer bevæger vi os på vores morning walk nærmest lydløst gennem bushen. Kun meget få dyr krydser vores vej i dag. Men de er her rundt omkring i stort antal at dømme efter masser af spor og friske efterladenskaber.
Snuden mangler på dette kranie efter en kudu. Det indikerer, at den meget vel kan være dræbt af en løve, idet en af løvernes jagtmetoder er at bide sig fast i antilopernes snude. Når dyret så trækker vejret ind følger blodet med, og den drukner reelt i eget blod.

Løver helt tæt på

Så er der anderledes syn for sagen, da vi igen – lige så tidligt – næste morgen kører på game drive i Krugerparken. Game drive betyder, at man i safari-bil køres rundt for at opleve dyrene uden at stå ud af vognen.

Vores ranger, David, er en sand mester til at opsnuse dyrene. Eller også er han blot heldig i dag. Vi skal dog køre nogle kilometer ad Krugerparkens asfalterede veje, før der er bid.

Pludselig standser David og gør tegn til, at vi skal være helt stille. Og næsten før man kan opfatte det, springer tre løver væk fra deres skjul i en hulning inde under vejen.

De tre løver – alle hunner – løber dog ikke længere væk, end vi kan se dem. David siger, at de kommer igen, fordi der er unger i et stort cementrør under vejen.
Efter en snes minutters venten belønnes vor tålmodighed. Løverne vender en efter en tilbage og passerer os i blot et par meters afstand. Et par af dem kaster et dovent blik på os i safarivognen.

Det er stort.
At vi så efter yderligere et kvarters ventetid må renoncere på at se deres unger, er en skam, men til at bære.


I forstørrelse er denne leopard let nok at se. Men fra vejen – en afstand på små 100 meter – skal der et virkeligt trænet øje til at spotte den. Og det har vores ranger i dag, David, så ganske. Og fredelig ser den ud, her hvor en lidt bleg morgensol begynder at varme. Men det er helt sikkert ikke en kat, man skal smutte ind og klappe.
På afstand ligner det mest af alt et større færdselsuheld midt i Kruger-parken. Men det er faktisk til ære for en større leopard, som bliver fotograferet på kryds og tværs. Læg mærke til de mange mennesker, som har bevæget sig uden for bilens ramme. Det er ifølge vores ranger dødsens farligt. De vil ikke have en chance for at nå ind i bilen igen, hvis leoparden angriber. Dertil er den alt for hurtig.
Den smelter nærmest sammen med sine omgivelser, sådan som leoparden ligger her i morgensolen. Rangerne kalder den scarface fordi den angiveligt har fået en del ar i ansigtet ved nærkontakt med andre af reservatets aggressive beboere.

Den dovne leopard

Næste stop skyldes igen Davids trænede øje. Omkring 100 meter fra os ligger en stor leopard på en høj og dovner i morgensolen. Men først efter gentagne anvisninger lykkes det os at lokalisere den, fordi den falder i et med omgivelserne.

Undervejs i parken har vi også set masser af elefanter, et par giraffer og et hav af antiloper samt sjældne rovfugle.

Vi er ret høje af begejstring og må ustandselig tage ladegreb på Nikon’erne for at forevige de sjældne dyremotiver

Og for at det ikke skal være løgn, så får David et tip om, at der er endnu en leopard at skue en kilometers penge væk. Og ganske rigtigt.

Denne gang ender det med at blive et helt tilløbsstykke. En halv snes biler er stimlet sammen, og folk kravler nærmest ud af bilerne i bestræbelserne for at få det helt rigtige foto. I hvert fald lige indtil en brysk ranger beder dem om – sådan som sikkerhedsreglementet forskriver – at blive inde i bilerne.


Stof til mindernes arkiv

I alt tre gange i denne uger er vi på foto-jagt i Kruger National Park, og hver gang er det en enestående oplevelse.

På forhånd er vi advaret om, at dyreoplevelser ikke kan garanteres. Den velfriserede nationalpark opfattes ikke af alle som stedet, hvor de vilde dyr direkte står i kø for at hilse på turisterne.

Men vi kan bestemt ikke klage. Øverst på foto-trofælisten står The Big Five – et jægerudtryk for de fem farligste dyr i bushen og på savannen. Vi har set ikke mindre end fire af dem, nemlig elefant, afrikansk bøffel, løven og leoparden.

Sammen med zebraerne, de mange forskellige antiloper, hyænerne, vortesvinene, aberne, girafferne og mange andre dyr føles det utidigt at forlange mere.

At vi er mætte af oplevelser efter tre dages foto-safari blandt fuglene og de vilde dyr, er måske så meget sagt. Man bliver lidt umættelig efter en sådan uge. Men der er i hvert fald mange spændende øjeblikke til de gode minders arkiv.

Hov. Det havde den vist ikke regnet med. Selv om safari-vognen kun kører omkring 50 km i timen, så skal der en meget hurtig reaktionsevne til at undgå en påkørsel, når en impala pludselig springer ud fra et buskads som skudt ud af en kanon. Men den – og vi – slap med skrækken denne gang.
Majestætisk bevæger de store giraffer sig gennem landskabet. Der er endnu føde at finde for dem, selv om det meste af bushens vegetation er visnet under solens ubarmhjertige stråler.
De to unge kudu’er holder øje med os, selv om de har travlt med både at spise og kissemisse. Men også de er rimeligt godt camoufleret i det overvejende brune landskab. Det bliver måske ikke lige så let, når regnen kommer og bushen bliver grøn.
Majestætisk bevæger de store giraffer sig gennem landskabet. Der er endnu føde at finde for dem, selv om det meste af bushens vegetation er visnet under solens ubarmhjertige stråler.
Det er ikke let at se, hvad denne impala har gjort ved sit venstre bagben. Men at dømme efter en langvarig mundbehandling af benet kan det tyde på, at det er noget som irriterer.
Den har god grund til at være på vagt denne lille oribi, som er lynskudt fra vores safarivogn. For den er en lækkerbisken for stort set alle reservatets rovdyr. Heldigvis har den en veludviklet hørelse og lugtesans – og så kan den spæne som bar pokker. Helt op mod 70 km i timen.
En gruppe impalaer søger sparsom føde i den solafbrændte bush. Der er ikke meget at spise. Men forårets regntid er på trapperne, og snart vil reservatet bugne med føde til de smukke og elegante impalaer.
Der er ikke mange af rovdyrene, som har lyst til at bide skeer med giraffen. Før det første kan dens spark slå en løve ihjel, og for det andet gør dens højde det vanskeligt at komme til den. Og det er nok årsagen til, at den uforstyrret gumler blade i sig uden at gøre noget større forsøg på at skjule sig.
Ranger David er suveræn til at spotte de vilde dyr ude i bushen. På vores tidligere morgentur lykkedes det ham at føre os til ikke mindre end tre af The Big Five – altså de fem farligste dyr i Afrika. Nemlig løven, leoparden og elefanten. I øvrigt en meget munter mand at være ude i bushen med.
Det kan godt ske denne hyæneunge ser sød og klappe-indbydende ud. Men tag ikke fejl. Den udvikler sig snart til at blive en af bushens mest aggressive dyr og med nogle kæber, der så let som ingenting knaser knogler og spiser dem. Denne unge er parkeret sammen med et par søskende, mens de voksne hyæner formodentlig er deltagere i resterne af et løve-festmåltid ikke så langt fra stedet, fortæller vores ranger.
Som så mange andre steder i verden er solnedgange en smuk oplevelse. Her i Kruger reservatet med en lille vederkvægende drik på køl. Den gør fyldest og godt den ikke er større. Overgangen mellem lys og mørke går nemlig meget stærkt på disse breddegrader, og udløser dermed en forkortet drikkepause.

Faktaboks

Safari-turene i Krugers National Park foretages som et led i turen ”Mit fynske Afrika” med Gislev Rejser. Det fynske relaterer sig til, at opholdet i Sydafrika foregår på den danske lodge Normann Safari tæt på byen Phalaborwa omkring 500 km nordøst for Johannesburg. Lodgen ejes af Tine og Bjørn Normann fra Svendborg.

Gislev Rejser har seks ture om året til Normann Safari. Pris 20.000 kr pr deltager i delt dobbeltværelse.

Alle måltider – bortset fra to frokoster – er inkluderet. Drikkevarer til yderst rimelige priser. En fl. Vin ca. 70 kr, en øl ca. 9 kr etc. Der er køleskab på værelset.

Alle udflugter er inkluderet herunder to bil-ture i Kruger National Park. Morning Walk med bevæbnede rangers i nationalparken kan tilkøbes for ca. 425 kr pr. person.

Møntfod Sydafrikanske Rand. Kurs: 1 Rand = ca. 0,45 Dkr afhængig af kurs. Husk kontanter hjemmefra. Mange steder tages ikke creditcard – heller ikke på Normann Safari – og veksling kan godt være dyr.



Værd at vide

1

Når man færdes i bushen og for den sags skyld også på savannen, er det ikke nogen god ide at bære pangfarver hvidt eller lyst neonpastelfarvet tøj. I hvert fald ikke, hvis man vil undgå at påkalde sig de farlige dyrs opmærksomhed. Dyrene ser godt nok generelt dårligt, men en hvid prik, som bevæger sig i bushen, vil let i deres øjne kunne være interessant og måske et bytte.

2

The Big Five er et jægerudtryk for de vilde dyr, som kan finde på at angribe jægeren. De fem er elefant, afrikansk bøffel, næsehorn, løve og leopard. Og selv om det specielt i jægerverdenen er en drøm at have nedlagt alle fem dyr, så har begrebet også bredt sig til fotoentusiasterne. Og dermed også til turisterne. Så der er prestige i at have fået så mange af de fem dyr som muligt i kassen på en safari.

3

Slanger er frygtet i Afrika. Frygten er dog i væsentlig grad ubegrundet hævder de på krybdyrcentret Kinyonga i det nordlige Sydafrika. Her kan man få anskuelighedsundervisning i slangers adfærd. Også dem, der kan koste os livet. Læren er, at slanger som udgangspunkt ikke er aggressive, med mindre vi kommer til at træde direkte på dem eller lige ved siden af dem. Problemet er blot, at der overalt ligger små dynger af blade og kviste, hvor slangerne kan gemme sig. Så det er en rigtig god ide ikke at træde her, men på den bare terrakotta-farvede afrikanske jord, hvis det er muligt.

4

Krugers National Park er gigantisk. Med et samlet areal på 19.485 kvm er den på størrelse med Jylland. Hvert år besøges den af omkring 1,4 mio. mennesker under meget velordnede forhold. Det 360 km lange og gennemsnitligt 40 km brede reservat ligger i det nordøstlige Sydafrika i provinserne Mpumalanga og Limpopo. Nationalparken er opkaldt efter tidligere præsident Paul Kruger, som i 1898 får området fredet. I 1926 får området status af nationalpark og åbnes officielt for offentligheden. Reservatet bliver i 1961 indhegnet.

5

Husk varmt tøj og lange bukser til morgen og aften-safarierne i Krugers National Park. Det kan være lidt svært at forstå, at når dagtemperaturerne gladeligt passerer de 35 grader, at temperaturen så tidlig morgen og lige efter solnedgang kan snige sig ned på mindre end det halve. Specielt på game drive – altså i de åbne biler – kan det være forbistret koldt som på en blæsende dansk efterårsdag.



Reportagen publiceret i:

Jysk Fynske Medier: 
JydskeVestkysten, Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad, Fredericia Dagblad, Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Viborg Stifts Folkeblad, Dagbladet Holstebro, Dagbladet Struer, Dagbladet Ringkøbing-Skjern.



Rejsedeklaration: Turen var delvist finansieret af Normann Safari og Gislev Rejser. Selskabet havde ingen indflydelse på reportagens indhold.