Ø-hop i Bounty-land

Lokal høvding får de kvindelige gæster til at gispe

Af Ole C. Jørgensen
Foto: Kirsten Vig Jørgensen

  Det er ikke for meget sagt, at gispene fra vore amerikanske medrejsende er hørlige, da den lokale høvding fra landsbyen Ranon på den lille ø Ambrym i Vanuatu-øriget i det vestlige Stillehav, gør sin entre for at byde os velkommen.

Der er lydelige gisp fra vore kvindelige amerikanske med-gæster, da høvdingen fra Ranon på øen Ambrym træder frem for at byde os velkommen. Som det fremgår af billedet, er der ikke meget til at skjule de mandlige ædlere dele. Men stil er der over ham, som han står der i sin lette påklædning.

  Høvdingen er iført – ja man fristes næsten til at sige stedets mandlige nationaldragt – en krigers antræk. Hvilket ikke er ret meget. Og udbruddene kommer, da det går op for dem, at han ikke er iført underbenklæder, men blot et lille rør til at dække dele af det unævnelige.

Der er noget truende over den rituelle stammedans, som de let påklædte lokale krigere fra Ranon på øen Ambrym i Vanuatu øgruppen opfører for os. Men heldigvis er atmosfæren rundt omkring os venlig.

  Og det skal vise sig at blive endnu mere spektakulært, da en større gruppe mænd fra landsbyen gennemfører en af de rituelle stammedanse. Her er der virkelig udsigt til et bredt sortiment af ædle mandlige dele.

Man opdager ham ikke lige med det samme. Men udkiksmanden i trækronerne i landsbyen Matautu på Tikopa holder diskret øje med os – stort set uden at bevæge sig.

  I øvrigt en flot opvisning, hvor der ud over de letpåklædte krigere også medvirker stærkt maskerede og palmeblads-tildækkede dansere, som mest af alt ligner medicinmænd.

   Men man kan ikke lade være med at tænke på, at det måske ville have været knapt så trygt, hvis man havde været vidne til opvisningen for nogle hundrede år siden. For ved nærmere eftersyn, så virker både dans og mænd noget truende.

  Nå, i dag er der ingen ko på isen. Og venligheden udmønter sig til overflod, da både høvdingen og flere af hans håndgangne mænd beredvilligt stiller sig op til fotografering i fuldt ornat – eller mangel på samme.

Blufærdigheden har ikke holdt sit indtog i landsbyen Matautu på Tikopa. Disse tre skønne kvinder behøver ikke megen tilskyndelse til at stille op inden de kort efter skal træde den rituelle stammedans på landsbyens samlingsplads.

  Nogle af vore medrejsende tager mod til sig, og spørger om de kan blive fotograferet sammen med dem. Det er bestemt ikke noget problem. Så alle har det helt store smil på, mens alt hvad der kan fotografere, er i fuldt sving. Der bliver noget at vise frem og snakke om, når man er vel hjemme i staterne.

11 ø-perler

  Dette er nok rejsens mest spektakulære højdepunkt. Men ellers må vi sige, at oplevelserne står i kø på dette ø-hop i det mange kalder Bounty-land. Nemlig de mange ufatteligt smukke øer i det østlige Stillehav beliggende mellem New Zealand og Ny Guinea.

Kan vi ikke snart komme i gang, synes lederen af den lokale dansegruppe på øen Tanna at tænke. Men alle gæsterne skal lige på plads inden forestillingen kan begynde.

  Helt uspoleret er det selvfølgelig ikke, og tingene har ændret sig noget siden mytteriet på HMS Bounty i 1789. Men på en række af de 11 øer vi skal besøge, er det nok svært at komme den rene vare tættere.

  Det er stadigt muligt at opleve landsbyer, hvor husene eller hytterne er bygget efter præcis samme model, som for flere hundrede år siden. Og hvor man endnu har til gode at få indlagt elektricitet og vand.

Det er den rene idyl – også her i landsbyen Luganville på øen Espiritu Santo – at slentre rundt mellem hytterne. Der er ikke indlagt el eller vand i nogen af dem. Men til højre for hytten skimtes en lang stang på hvis top sidder en solcelle-plade. Det er lige nok til at sikre strømforsyningen til mobiltelefonen og tabletten. Får vi at vide.

  Dagliglivet foregår de fleste steder i et adstadigt tempo, og det er tydeligt, at det daglige udkomne lige præcis er nok til at holde de lokale i live.

  Men det tynger ikke humøret. Stort set alle steder modtages vi med stor venlighed og et nysgerrigt ”hallo”.

Forhåbentligt er det ikke for farligt, synes disse to små-rollinger i landsbyens Ranon at tænke. Men så er det jo godt man lige kan rykke lidt tættere på bedstemor, mens man iagttager de hvide fremmede, som i dag besøger landsbyen.

  Og skønt er det at komme steder, hvor der endnu ikke er skyggen af overivrige souvenir-sælgere eller de ellers allestedsnærværende coca-cola automater. Faktisk kan vi på flere øer ikke engang købe en flaske vand.

  Og det føles uvirkeligt – her et par uger efter vi har forladt øerne – at et sådant paradis kan blive ramt af omfattende ødelæggelser under orkanen Pams hærgen.

I Cooks kølvand

  Vi er dog startet i den mere civiliserede ende af vores færd, nemlig Norfolk Islands. Det var ud for denne ø den engelske opdagelsesrejsende kaptajn James Cook en diset morgen i 1774 ankrede op med HMS Revolution.

Det både ser drabeligt ud og lyder voldsomt, når krigsdansen går til ære for en lille flok turister ved havnen i Lifou. Men også lidt af en præstation her i middagsvarmen, hvor temperaturen nærmer sig de 30 grader.

   Hvis man hører godt efter, vil historiens vingesus kunne fornemmes, når man begiver sig rundt på den sydlige landingsplads, Kingston Wharf. Det var ikke langt herfra Cooks mænd gik i land, og hvor der senere blev udbygget med en af de mere bestialske fangekolonier.

  De fleste bygninger fra dengang er bevaret i mere eller mindre hel stand. Men alle nænsomt restaureret, så man får et ganske godt indtryk af den tid. Og heldigvis uden masseturismens vulgære klædedragt.

Stroppetur med udsigt

  En af de ultimative udsigter i ø-området findes fra toppen af det lille bjerg, Nga Pick på øen Isle of Pines. Fra den ufatteligt smukke Kuto Bay med kridhvide strande og azurblåt vand begiver vi os op mod toppen, som ligger 262 meter over havets overflade.

Trods sit lidt barske udseende og bevæbnet med en bush kniv har vores guide på bestigningen af Nga Pick på Isle of Pines en yderst fremkommelig natur. Og så er han god til at bane vej for os med sin bush kniv, når bevoksningen spærrer vores vej mod toppen.

  Det lyder måske ikke af så meget. Men i over 30 graders stillestående fugtigvarme og på snoede stier, som hovedsageligt består af rullesten, er det en regulær stroppetur, hvor flere af os et par gang får helt udsolgt.

Når der ikke lige er noget at lave, kan man jo altid stille en kritisk mine op overfor de andre, som vores veninde på billedet tilsyneladende gør. Vi er til demonstration af lokal kogekunst på øen Lifou i New Caledonia, hvor den lokale mad er ved at blive tilberedt i en kule.

  Vores lokale fører går i forvejen, og hvor der er behov for det, hugger han os vej gennem bevoksningen med sin bush kniv. Han er nem at følge, selv om han ind imellem forsvinder i vildnisset. Man skal bare gå efter den raggae-musik, som strømmer ud af hans lille medbragte båndspiller.

  Belønningen helt på toppen er uforlignelig. Eneste problem: Den formidable 360 grader udsigt er krop umulig at få proppet ind i Nikon’en – uanset hvor ihærdige forsøg der gøres.

  Men har risikoen for et kollaps undervejs været overhængende, så er det for intet at regne mod den risiko Deres udsendte udsatte sig selv for, da jeg udaset fandt et hvilested op ad et træ.

Ja, hun er næsten ikke til at stå for. Og det er hun tilsyneladende godt klar over. Vi er på øen Lifou i New Caladonia, hvor vi alle netop har fået en hat, som den hun bærer på hovedet.

  Knapt havde jeg sat mig før en af de lokale kom ilende: No Sir, it’s not a good place to sit” og pegede op, hvor de modne kokosnødder hvert øjeblik kunne falde ned i hovedet på mig.

Så er vasketøjet blevet tørt og skal bjærges hjem. Den lille gut i Port Mary på Santa Ana i Salomon-øgruppen hygger sig tydeligvis med det. Læg i øvrigt mærke til hans klip-klappere. De er mindst en halv snes numre for store og nok et udtryk for at pengene ikke hænger på træerne her..

På vulkanens rand

  Der er drøn på, da vi besøger øen Tanna i Vanuatu ø-gruppen. Som så mange andre af øerne i området er der tale en en vulkanø – endda med sin egen virksomme vulkan på toppen af Mount Yasur.

  Turen op til Mount Yasur foregår på ladet af fire-hjuls trækkere og er lidt af en udfordring. Vejen derop går gennem jungle og ad decideret hullede og vandfyldte veje.

Det kræver nogle gode endeballer at overleve en tur på træbænkene på ladet af disse firehjuls-trækkere, mens de baner sig vej i uvejsomt terræn. Vi er på vej til den virksomme vulkan på toppen af Mount Yasur på øen Tanna.

  Vi er blevet rådet til at tage derop ved solnedgang, hvor eventuelle udbrud tegner sig smukkest og mest dramatisk.

Det påstås, at vulkanen på toppen af Mount Yasur har været aktiv i mange hundrede – måske tusinde år. Men sikkert er det, at den har været aktiv lige siden kaptajn Cook gik i land her i 1774. Her ved solnedgang er der usædvanlig meget gang i den. Fra kraterkanten oplever vi med jævne mellemrum voldsomme dumpe eksplosioner, hvorefter glødende lava flyver flere hundrede meter op i luften.

  Men turen er ulejligheden værd. Vulkanen går nærmest i udbrud hver femte minut, hvor voldsomme eksplosioner slynger glødende lave flere hundrede meter til vejret. Lige for næsen af os, mens vi står – måske lidt uforsigtigt – på kanten af vulkankrateret.

Malerisk ser det ud, når solen er ved at gå ned over vulkankrateret øverst på Mount Yasur, mens røgen fra de jævne eksplosioner trækker op i atmosfæren.

  Men billederne fejler ikke noget. Alle knipser som besatte, og man skal være mere end almindeligt fummelfingret, for ikke at få et godt pix med hjem.

Måske slut om føje år

Der er en fantastisk intensitet over denne sanggruppe ved landsbyen Port Resolution på øen Tanna i Vanuaru-øgruppen. Der er nok et halvt hundrede medlemmer, som tilsyneladende kan blive ved i timevis. De sang i hvert fald da vi ankom til landingspladsen og sang endnu, da vi efter mørkets frembrud kom retur efter en udflugt til den aktive vulkan på Mount Yasur.

Jo, længere vi kommer nordpå, desto mere autentisk bliver det. Vi besøger blandt andre Ambryn Island, Luganville, Champagne Beach, Tikopia og Utupua Island. Alle steder mødes vi af de indfødte, som til vores ære opfører forskellige stammedanse.

Det ser lidt specielt ud når sorte mennesker har hvidt hår. Og det er der faktisk mange, der har på disse breddegrader. Men det er ægte nok fortæller vores guide. Resten af familien har dog ikke fået samme hårfarve som bedstefar endnu.

  Sidste ø på vores færd er landsbyen Port Mary på Santa Ana i ø-gruppen Salomon Islands. To ugers eventyr synger på allersidste vers, og vi nyder at spadsere i landsbyen, hvor mange indfødte gerne vil tale med os og høre, hvor vi kommer fra og ikke mindst røre ved os.

Motiverne står formelig i kø i dag på øen Matautu. Det er dybest set blot at holde aftrækkeren i bund. Eller i hvert fald bare at holde øjnene åbne. Og det bliver ikke ringere af, at de lokale bestemt ikke har noget imod at lade sig forevige. Hvilket denne udsmykkede indfødte er et glimrende eksempel på.
Det er lidt specielt at opleve helt lyshårede indfødte. Nogle tror, at de er affarvede, men det benægter vores guide på det bestemteste. Det er i deres gener, og i øvrigt går hårvæksten et stykke ned på kinden.

  Et kik ind i et af husene åbenbarer en ung mand, som sidder og arbejder på sin PC. Strømforsyningen er åbenbart nogle solceller på husets tag. Det er noget af en kontrast til det udadtil primitive landsbyliv.

  Men det skaber hos os også den bevidsthed, at om føje år, kan dette lille samfund meget vel være ganske forandret – eller måske forladt, fordi de unge flytter til de større bysamfund.

  Så vi er glade for, at vi når at opleve det inden den elektroniske udvikling måske overhaler sådanne tidslommer indenom.

Fuld af spillopper er disse unge og klar til at tiltrække sig lidt opmærksomhed. Samt noget benovede da fotografen viser dem resultatet på kameraets skærm. Vi er på Matautu Village på Tikopa.
De er ikke til at stå for. Dejligt ugenerte har de tre lokale piger bestemt ikke noget imod at posere tæt på stranden i Luganville på øen Espiritu Santo. Og så vil de også gerne lige røre ved os, for at se hvordan sådan nogle blegansigter føles.
Man kan diskutere, hvem, der kikker mest på hvem. Ungersvendene her i Luganville på øen Espiritu Santo, er mindst lige så nysgerrige, som vi her.
Et rigtigt billede til familiealbummet. To af vores medrejsende har fået overtalt den lokale høvding iført Kejserens nye klæder til at stille op til fotografering. Og man kan vel sige, at billedet taler for sig selv.
Det ser rent og pænt ud. Men alligevel noget utraditionelt køkken i det fri, hvor hønsene spankulerer frit omkring.
Vi bliver set an af børnene i landsbyen Ranon på øen Ambrum, da vi dukker op sidst på eftermiddagen. Hvide mennesker er tilsyneladende ikke hverdagskost her.
Vi bliver set an af børnene i landsbyen Ranon på øen Ambrum, da vi dukker op sidst på eftermiddagen. Hvide mennesker er tilsyneladende ikke hverdagskost her.
Det er ikke hver dag fotografen slipper sit kamera. Men denne situation er så underholdende at blive foreviget i, at naturen går over optugtelsen. Så her er hun under stor moro foreviget mellem den underbukseløse høvding til venstre og hans to håndgangne mænd. Alle tre viste sig at være både høflige og underholdende at tale med.
Der er mindre end 50 meter fra hvor vi står og hen til vulkanens arnested. Derfor får vi fantastiske fotos – og glemmer ganske, at det måske ikke er helt ufarligt at være så tæt på.
Den rituelle stammedans i landsbyen Matautu skal til at tage sin begyndelse. For os andre, der står i skyggen er det en rimelig varm omgang, men at danse under den brændende sol i 35 graders fugtigvarme er virkelig noget af en præstation.
Det er ikke let at blive klog på, hvad den lille fyr i landsbyen Port Resolution mener med at stikke tre fingre i vejret. Havde det været et mere turistpræget sted, ville man nok have gættet på, at det var for at krige sig tre dollars. Men her møder vi ikke nogen, som har hånden fremme.
Det er fristende lige at stikke hovedet frem, for at se hvad der sker. Det er ikke hver dag, der kommer fremmede i Port Revolution på øen Tanna. Og så er det jo godt, at der er en, som er modig.
Det ser grangiveligt ud, som en eller anden har savet hver anden gren af det specielle nåletræ til højre. Men sådan er det udformet. Det kan kun gro på øerne omkring Norfolk Island. Navnet er Norfolk pine – eller Cook Pine, som nogen kalder det. Efter den berømte opdagelsesrejsende kaptajn James Cook, som i 1774 gik i land på øen.
Norfolk Island rummede for knap et par hundrede år siden en brutal fangekoloni. Og ifølge historien udløste det mange mytterier blandt fangerne. Men meget få slap godt fra det. Hvilket gravstenen på den velbevarede kirkegård på landingsstedet Kingston Wharf er et vidnesbyrd om: Will Mc Gulloch blev henrettet for mytteri 23. september 1834 i en alder af 21 år.
Det er ikke hver dag, der kommer besøg i landsbyen Port Mary i Salomon-øgruppen, og gæsterne bliver modtaget af den lokale høvding. Så det er nok værd at kikke på, synes disse børn at mene. Mens de beskytter sig mod den stærke sol med en paraply.
Boligstandarden i Matautu er ikke som vi kender den i Danmark. Men selv om det ikke helt ser sådan ud, så skulle husene være i stand til at modstå både tropisk regnvejr og storme.

FAKTA BOKSE:

Del af krydstogt

Det er ikke uden videre let at besøge alle Bounty-øerne i den østlige ende af Stillehavet. Denne artikel er blevet til i forbindelse med et ekspeditionskrydstogt med skibet Silver Discoverer fra Auckland til Solomon Islands arrangeret af Bella Vista, København,  (bellavista.dk) og rederiet Silversea.

Opkaldt efter HMAV Bounty

  Begrebet Bounty-land er en udløber af det dramatiske mytteri på den engelske flådes HMAV Bounty 24. april 1789.

   Bounty var udsendt for at bringe en bestemt brødplante med hjem. Undervejs opstår mytteri mod brutale kaptajn Bligh, som bliver sat i en robåd med nogle af sine folk.

  Mytteristerne under ledelse af løjtnant Fletcher Christian finder en af områdets perler, den 4,2 km2 Pitcairn, hvor de slår sig ned. Den smukke ø udløste senere betegnelsen Bounty-land – sandsynligvis godt hjulpet af de film, som senere blev lavet om mytteriet.

  Mytteristerne og deres medbragte polynesiske kvinder samt otte blinde polynesiske passagerer etablerede sig på øen. Men det blev ikke noget paradisisk liv. Intern splid og vold gjorde, at mange døde, og en snes år efter var der ikke mange tilbage.

Reportagen publiceret i: Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Jydske Vestkysten.

Rejsedeklaration: Turen var finansieret af Bella Vista Travel og Rederiet Silversea.