Kanalerne mangler i ”lilleVenedig”

Men skidt med det. For maleriske Piran i Slovenien besjæles af en dragende unik atmosfære

Af Ole C. Jørgensen (Rejsereporteren.dk)

Hvad vil Venedig være uden sine kanaler?

Et lettere absurd spørgsmål. Men ikke desto mindre har man – i hvert fald efter nogle historikeres opfattelse – mulighed for at opleve fænomenet i den lille maleriske havneby Piran i Slovenien.

For Piran både kaldes og markedsføres i stor udstrækning som ”lille Venedig”. Og rigtigt er det da også, at den hyggelige turistby ud til Adriaterhavet i al væsentlighed er opbygget under en af sine tidligere ejere. Nemlig den i fordums tid så kendte bystat og stormagt, Venedig.

Men en væsentlig ting mangler altså. Kanalerne.

*Man kan sagtens få et par timer til at gå med at slentre rundt om Pirans havn og iagttage de mange forskellige både. Nogle mere karakteristiske end andre.*

Så det kræver, at man abstraherer fra Venedigs vandgader, og begiver sig på rundtur i Pirans gamle gader, stræder, pladser og havnefront for ved selvsyn at konstatere, at arkitekturen udmærket kan minde om Venedig. Men også om andre af de gamle smukke byer langs Adriaterhavets og Middelhavets kystlinje.

Men uanset, så er det noget helt andet, der gør Piran til noget særligt. Hvilket en hastigt stigende turiststrøm gennem den sidste halve snes år er et synligt vidnesbyrd om.

Det er ikke fordi seværdighederne som sådan står i kø. Nej, det er noget så udefinerligt en helt unik atmosfære, som stortrives i den maleriske middelalder-kulisse direkte ud til Adriaterhavet.

Nogle danskere vil måske kalde Piran for Sloveniens Svendborg på grund af visse fremherskende ligheder. Blandt andet en synlig lethed i tilværelsen, citta slow–tempo, livsnyderiet, en hyggelig by ved vandet – og for det meste et herligt klima.

Så jo, Piran er bestemt værd at gæste, hvis man gerne vil flade ud (på sydfynsk: fla’ u’) i nedsat tempo i behagelige og generelt gode kulinariske omgivelser.

Piran til fods

Det allerbedste indtryk af Piran fås ved at lade apostlenes heste befordre sig stille og roligt rundt i byen. Så får man den lokale geografi på plads, ligesom der er rig lejlighed til at udse sig steder, som kalder på nærmere udforskning.

Dette er ikke et sted for stilethæle. Og faktisk skal man se sig godt for i den smalle gader. For selv om der er udfoldet store anstrengelser for at gøre gaderne så fremkommelige om muligt, er der mange lumske fordybninger og toppede brosten, som kan slå selv den mest adrætte ud af kurs.

Fodrejsen starter passende fra den lokale busstation helt ud til vandet på Dantejeva-vejen i den sydlige del af byen, hvorfra kursen sættes mod bykernen.

Så får man den diminutive havn med et karakteristisk grønt og rødt fyrtårn ved indsejlingen på sin venstre hånd. Tillige med et flot indtryk af havne- og kystområdets bebyggelser i et 180-graders vue.

Fra det tidlige morgengry er der aktivitet i Pirans lille havn med det karakteristiske røde firkantede fyrtårn for enden af den yderste mole. I havneudløbet er en fisker i gang med dagens dont og på kajen er motionsivrige gæster i gang med morgengymnastikken.

På vej ind mod byens centrum passerer vi på højre hånd det maritime museum, som i væsentlig grad er helliget slovenske sømænds tjeneste i den daværende østrig-ungarske krigsmarine. En udmærket oplevelse – men nok mest for de maritimt interesserede.

I bunden af havnen åbner sig på vores højre side den imponerende Tartinijev Trg plads. Den er opkaldt efter datidens berømte violinist Giuseppe Tartini (1692-1770), som i mange år driver en meget kendt musikskole i Piran. Ifølge historien har den søgning fra hele Europa.

Fra den pompøse Tartini-plads – opkaldt efter byens berømte violinist Giuseppe Tartini – er der frit syn op til Cerkev Sv. Jurija. Kirken med det karakteristiske klokketårn, som grangiveligt ligner en mindre udgave af Markus-kirkens tårn i Venedig.

Byens stolte søn er i form af en fornem bronzestatue at beskue i den ene ende af en imponerende plads, som er omgivet af flere pompøse bygningsværker.

Betagende udsigt

Vi vælger at følge vandkanten hele vejen rundt om byen. Vel fri af havnen har vi foran os byens fineste hotel – Hotel Piran – som troner blot en snes meter fra vandkanten.

Det er svært at klage over udsigten fra byens førende hotel Piran. I hvert fald, hvis man har sikret sig et værelse til vandsiden. Det er ikke gratis, men det er sublime oplevelser normalt heller ikke.

Overvejer man at indlogere sig her, er et værelse med vandudsigt og en lille altan nærmest et must. Også selv om man kommer til at gribe dybere i tegnedrengen.

Videre ud ad promenaden Presernovo Nabrezje, hvor et sandt eldorado af udsigtsrestauranter ligger skulder ved skulder. Mange af dem kan anbefales, men specielt en forekommer at være i hvert fald et mulehår foran kollegaerne. Nemlig Pavel 2.

Der er mange glimrende restauranter i Piran. Vores favorit er dog Pavel 2 allerførst på Presernova Nabrezje-promenaden. Fra det imponerende spisekort kan man vælge mellem både international og lokale retter. En af stedets specialiteter er rørt tartar, og hvis man flotter sig med en lettere afkølet flaske slovensk Pinot Noir, så er succes’en ved at være hjemme.

Nu er smag og behag som bekendt individuelle begreber, men det er næppe nogen overdrivelse, at menukortet rummer noget for en hver smag.

For enden af promenaden fører vejen os om på ”bagsiden” af Piran. Her er mere stille end den hektiske strandpromenade ved havnen.

*Alting ånder idyl i Pirans havn en varm sommerdag, hvor havet er fladt som et dansegulv og hvor småbådene spejler sig i vandet.*

Men snart stiger terrænet stejlt op mod byens gamle velbevarede fæstningsmur. På toppen troner den pompøse Sv. Jurija-kirke med sit imponerende klokketårn, som grangiveligt ligner Markus-kirkens tårn i Venedig i halv størrelse. Kirken har gennem flere år været under restaurering. Men er den genåbnet, er den bestemt et visit værd.

Utrolig betagende er udsigten her oppe fra den gamle fæstningsmur. Til den ene side ned over byens mylder af tage og havnen samt med kik helt over til den kroatiske nordkyst. Til den anden side ud over Adriaterhavet og op mod Trieste i Italien.

Der gives motiver, hvor selv det bedste kamera ikke er i stand til at yde stedet fuld retfærdighed. Panoramaudsigten oppe fra den gamle fæstningsmur ned over Piran og Adriaterhavet er flot, men den skal opleves in natura. Landtangen i baggrunden er Kroatien.

Så hvis ikke opstigningen har taget pusten fra os, så er udsigten i den grad på vej til det. Og det står klart, at det havde været en god ide at tage en kikkert med.

Nedstigningen skal man ikke pjatte med. Den er sine steder utrolig stejl, og fordrer en del forsigtighed. Ikke nogen overdrivelse når der nogle steder i rejsebeskrivelserne anføres, at turen ikke er for gangbesværede.

Gratinerede kammuslinger

Vel nedkommet – og hvis man fortsat har gode ben – er den indre by med sine mange krinkelkroge og krogede gader et spændende sted at gå på opdagelse. Og i øvrigt et glimrende sted at søge ly for den ofte brændende sol.

*Det imponerende klokketårn ved Sv. Jurija-kirken troner over Piran by. Læg mærke til den slående lighed med tårnet på Markus-kirken i Venedig.*

Skulle man undervejs blive overmandet af enten sult eller tørst – eller måske begge dele – er assistancen altid nær i form af mange forskellige hyggelige udskænkningssteder og restauranter, hvor man har mulighed for at indtage lidt eller meget fast føde.

En af de kendte specialiteter i Piran er kammuslinger. Det er ikke for meget sagt, at hver restaurant har sin egen specielle udgave af dem. Personligt foretrækker Deres udsendte gratinerede kammuslinger, som flere steder fås i en udgave så englene synger – flerstemmigt. Og gerne med et glas køligt og smagfuldt hvidvin til.

Et lille tip: Det kan være fristende at bestille et glas af husets rød- eller hvidvin. Men den er stort set altid på kanten af – eller over – det drikkelige. Og mærkeligt nok. For der laves ganske glimrende vine i Slovenien. Så et god råd er: Køb en flaske. På de fleste restauranter kan de fås for en overkommelig penge og ofte i 50 cl størrelse.

Nyttigt og behageligt

Trænger man efter dase-dage i byen til at få rørt sig lidt, kan det være en fortræffelig ide at leje en cykel. Der er efterhånden gode cykelstier mange steder omkring Piran.

Og skulle trangen til at forene det nyttige med det behagelige, så kan man jo rulle ud til et af de mange traktørsteder, som findes i området, og nyde en lokal frokost.

*Piran fra sydsiden med Sv. Jurija-kirkens karakteristiske klokketårn til højre og helt ude på spidsen af byen troner det gamle fyrtårn.*

Anbefales kan Ribic-restauranten, som ligger i Seca 143 i Portoroz syd for Piran. Det er et i god gammeldags forstand et traktørsted. Lidt tilbagetrukket fra vandet og næsten skjult i udkanten af et mindre skovområde. Godt en halv times behagelig tur på jernhesten gennem by, havne og et fredet rekreativt område.

*Traktørstedet Ribic syd for Piran er et hyggeligt sted at gæste. Her kan man i ly for solen under skærmende træer og parasoller indtage en god middag. Og så ellers bare lade livet passere.*

Her sidder man i træernes skygge og nyder et godt og solidt måltid med lokale råvarer.

Men husk i givet fald at have god tid. Der kan godt ind imellem være lidt ventetid på maden. Men så kan man jo lade roen falde på og lade sig vederkvæge af for eksempel en liflig flaske kølig hvidvin.

Sejlerkulturen ud for den korte slovenske kystlinje er – pænt sagt – ind imellem noget alternativ. Speedbåden til venstre går meget tæt på denne brætsurfer, og kølvandet giver nogle gevaldige skvulp. Men brætsurferen ser ud til at være vant til mosten, i hvert fald rider han rutinemæssigt søgangen af.

Gode cykler kan lejes hos Luma Sport lige overfor den lille rutebilstation på Dantejeva-vejen, som fører sydud af Piran. Her står indehaveren Magda Osenar selv for udlejningen, og sørger – sammen med enten mand eller datter – for at man får cykel og hjelm, som passer.

Når solen er på vej ned, bliver der tidligere mørkt i de smalle gader og stræder i det gamle Piran, og lyset tændes i gadelamperne. Det skyldes de relativt høje huse, som skygger for lyset. Faktisk er der pænt lyst udenfor, hvilket fremgår af den lyse himmel øverst til venstre i billedet.

Det er nok en god ide at bevæbne sig med – i det mindste – et af de udmærkede turistkort, som fås på hoteller, restauranter og selvfølgelig på byens to turistbureauer. Så har man en rimelig chance for at ramme sit bestemmelsessted og for at finde tilbage.

Undgå højsæsonen

*Der er masser af muligheder for at komme ud på vandet. Enten ved at leje en båd eller også ved at tage med en af de mange turistbåde, som både har korte og lange ture.*

Som så mange andre populære turistmål er Piran også i risiko for at blive kvalt i sin egen succes. Da Deres udsendte første gang kom til Piran for en lille halv snes år siden var der god plads overalt, priserne var rimelige, og livet gik sin stille gang.

Mens solnedgangen farver himlen gylden over Adriaterhavet, kommer der liv i restaurant-livet langs Presernovo Nabrezje-promenaden. Det gamle fyrtårn ved Maria Helbredelseskirken i baggrunden har fortsat lys i tårnet, selv om det i dag mest er til ære for turisterne.

Siden er det på alle tre områder i højsæsonen gået noget tilbage, selv om det fortsat ikke er i samme målestok som de kendte byer Kotor og Dobrovnik, der i højsæsonen reverenter talt er ulidelige at besøge på grund af en helt overfældende mængde turister. Så meget, at myndighederne begge steder arbejder på at begrænse turist-adgangen.

Det skal siges, at Piran har taget hånd om problemet ved at lukke byen for alle bilister, som ikke kan godtgøre, at deres kørsel ind i byen har et anerkendelsesværdigt formål.

Men uagtet: Det er en god ide at undgå Piran i højsæsonen – og i den forbindelse huske på, at højsæsonen her starter lige før juli og først klinger af i september.

Fem nedslag i en turbulent historie

Pirans dramatiske og omskiftelige historie kan mageligt fylde adskillige murstens-bøger. Uden at der dvæles ved detaljerne. Den ultrakorte version er her opregnet i fem nedslagspunkter.

1. Piran optræder første gang i historiske skrifter i det 7. århundrede. Det er imidlertid i 1200-tallet byen får den identitet, som har holdt sig til i dag. Det sker, da byen i 1283 accepterer stormagten Venedigs overherredømme. Overtagelsen bliver signalet til mere end 500 års venetiansk indflydelse, hvor bystaten sætter et synligt præg på byen.

Det er tilsyneladende også i dette tidsrum, at Slovenien som landområde – inklusive Piran – får sin plads i historien.

2. Ved den venetianske republiks fald i 1797 kommer Slovenien og Piran ind under kejserdømmet Østrig-Ungarn. Og det er i den periode Slovenien i stor udstrækning leverer søfolk til den store og stolte østrig-ungarske flåde.

Mange af disse søfolk har utvivlsomt været med i slaget ved Helgoland den 9. maj 1864, hvor en dansk flåde jager den østrig-ungarske krigsmarine på flugt. Et symbolsk plaster på Danmarks lidet ærefulde retræte fra Dannevirke tre måneder tidligere.

3. Kort efter 1. verdenskrigs afslutning går det Østrig-Ungarnske rige i opløsning, hvorefter Slovenien bliver en del af kongeriget Jugoslavien.

Efter anden verdenskrigs afslutning hedder landet stadig væk Jugoslavien, men nu under kommunistisk ledelse af diktatoren Josip Tito.

Efter Titos død i maj 1980 går Jugoslavien i opløsning. Det ender, som det vil være de fleste bekendt, med den store borgerkrig på Balkan.

4. Det lykkes Slovenien op gennem 80’erne at holde sig fri af de blodige opgør, og den næste halve snes år arbejder landet ihærdigt mod at blive en selvstændig demokratisk stat og med vestlig ytringsfrihed.

5. Den 25. juni 1991 er Slovenien det første land fra det gamle Jugoslavien, der erklærer sig selvstændigt. Derefter starter en målrettet indsats for at blive optaget i EU og NATO. Det sker med fuldgyldigt medlemskab i 2004.

Dermed er de sidste 1000 års turbulente tilværelse – under sammenlagt en halv snes ikke altid lige behagelige magthavere – afsluttet.