For de rige, de smukke og seniorerne, som gerne vil være unge

Men fascinerende St. Barth er også for alle os andre. Bare vi lige husker at tage lidt penge med

Tekst & foto: Ole C. Jørgensen

   Ved første øjekast ligner St. Barth sine mange andre søster-øer i det Caribiske ø-hav, da vi i en sen eftermiddagstime står på broen hos kaptajn Remi Eriksen. Alt imens krydstogtskibet SeaDream II anduver bugten ud for havnen i ”hovedstaden” Gustavia.

  Men vi skal snart få et andet syn på sagen. Vi kan dog ikke gå direkte til kaj på grund af en ekstrem stor mængde lystyachter, som ligger for svaj.

  Så kaptajn Remi Eriksen ankrer op godt et par kabellængder fra kaj, hvorefter vi med tender fragtes til land.

Man kan gætte på at disse asiatiske ungmøer har et fædrene ophav med en velspækket tegnebog. Deres attituder indikerer i hvert fald ikke at de lider af lommesmerter.

  Talrige kostbare lystyachter i hele havneområdet er det første tegn på, at St. Barth ikke helt er som sine nabo-øer. Og da vi bliver landsat i den lille Gare Maritime terminal lige op til hovedstrøget Rue da la Republique er det helt klart, at her hersker både orden og system i tingene.

  Til det velfungerende hører, at kriminaliteten er på det lavest kendte niveau i  Caribien. Alene det at man kan gå i fred for en af områdets svøber, lommetyvene, er en lise for både sjæl og pengepung.

Fra ruinerne af det gamle fort Karl i den sydlige ende af Gustavia har man et glimrende vue over havn og by. Et hurtigt kik afslører, at der ikke er ledige bådpladser overhovedet. Hvilket også er forklaringen på, at så mange både ligger for svaj udenfor havnen.

  Så det skal blive et interessant bekendtskab. Her i solnedgangstimen er der ikke megen tid til at rekognoscere, inden vi skal tilbage til aftensouperen på SeaDream II.

Livsnydernes ø

  Men næste morgen er vi klar til at udforske. På forhånd har vi fået flere gode anbefalinger med i rygsækken. Og klart er det da også, at St. Barth er noget særligt.    

   Man fristes til at gøre en lille tilføjelse til det lidt fortærskede mundhæld: For de unge, de smukke og de rige, når man bevæger sig rundt på den lille smukke ø. Nemlig: Og for de ældre, som har svært ved at slippe ungdommen.

Man skal ikke gå langt for at komme til stranden i ”hovedstaden” Gustavia. Blot et par hundrede meter fra de befærdede strøg i byen, ligger Shell Beach med skønt vand og dejlig strand.

  I hvert fald er det tydeligt, at mange af de meget afslappede klæde modne mennesker bestemt ikke har i sinde at give sig alderdommen i vold.

  Den generelt meget afslappede påklædning gør det umiddelbart lidt svært at tro på påstanden om, at det er en af verdens mest eksklusive øer.

  Men den er god nok. Kast blot et blik på prisniveauet, de ublu dyre modeforretninger på hovedstrøget Rue de la Republique i ”hovedstaden” eller i havnebassinet, hvor det ene monster af en kæmpe-yacht efter den anden udstråler rigdom i rå mængder.

  Men rigdom eller ej. Så er det en skøn ø at gæste. Egentlig kunne man godt kalde den for det ægte Bounty-land. For som de fleste er bekendt med var det oprindelige Bounty-land fuld af skyggesider – grusomheder, primitivitet og evig frygt for opdagelse blandt den oprørske besætning på det engelske krigsskib af samme navn.

Det er som bekendt ikke spor anstrengende ikke at foretage sig andet end at dase. Selvfølgelig ind imellem afbrudt af en venlig tjenerinde, som ud over at spørge til ens velbefindende også bringer både vådt og tørt, efter behov.

   For St. Barth er indbegrebet af storladen natur med sine ikke mindre en 22 smukke hvide strande omgivet af et azurblåt hav og høj civilisation.

  Ikke noget at sige til, at det hæsblæsende internationale jetset i 80’erne fandt et nyt tilholdssted her, og hvor den efterfølgende økonomiske udvikling har dannet grundlag for Caribiens vel nok mest velstående og velfungerende ø.

  Det er i sandhed blevet de velbeslåede livsnyderes ø.

Lystyacht med 40 mands besætning

  På denne smukke dag i marts er vi røget lige ind i en af årets allerstørste begivenheder, Saint Barths Bucket Regatta, som samler ejerne af verdens største sejlbåde.

Man skal have pengesagerne i orden for at eje nogle af de helt store sejlskibe. For ikke alene har de kostet en formue at bygge, men driften løber op i adskillige millioner om året.

   Selv om konkurrencen er limiteret til 30 både, så bevirker interessen at sejlbåde i alle mulige afskygninger så langt øjet rækker er dukket op for at kikke på – og for nogens vedkommende helt sikkert også for selv at blive kikket på.

  Min taxa-chauffør Nick fortæller, at de største lystyachter har en besætning på omkring 40 mand. Og det er ikke præmierne i kapsejladserne, som kan dække de enorme omkostninger ind. Faktisk sejler man kun for æren – og en yderst symbolsk slat penge – betror en af mine medgæster på SeaDream II.

I modsætning til stort set alle andre steder i Caribien har ordensmagten styr på situationen. På grund af stor tilstrømning af turister i forbindelse med Saint Barths Bucket Regatta er der voldsomt pres på trafikken i Gustavia. Men politistyrken er på plads, og får trafikken til at glide stille og roligt.

  Det siges, at mange kendisser holder til på St. Barth. Vi så dog ikke nogen – eller rettere genkendte nogen. Og det kan meget vel skyldes, at den generelle tøjstil er solbriller, en forvasket T-shirt, ditto shorts og enten Jesus-tøfler eller udtrådte sejlersko.

  Efter sigende optræder en af de mere kendte rigmænd, russeren Roman Abramovich – vel nok mest kendt for sit ejerskab af den engelske fodboldklub Chelsea – i denne ”uniform”. Hvilket min yderst lokalkendte taxa-chauffør bekræfter, da vi under rundturen på øen passerer hans enorme ejendom.

  Indehaveren af krydstogtbureauet Bella Vista, Jesper Boas Smith, som siden 1986 har været en flittig gæst på øen, fortæller at samme Abramovich også er kendt for sine overdådige nytårspartyer med omkring 300 inviterede.

  Til at underholde har han gennem årene bl.a. hyret Prince, Red Hot Chili Pebers og The Black Eyed Peas. Man anslår at hele årsskifte-markeringen løber op i omkring 25 millioner kroner.

50 gourmet-restauranter

  Der er ifølge kendere omkring et halvt hundrede gourmet-restauranter på Sankt Barth. Mange af dem ubeskriveligt smukt beliggende og med en udsigt, som nærmest er umulig at give udtryk for på et foto. Den skal simpelthen opleves.

Smukkere udsigt fra frokostbordet er ikke nem at finde. Og så hjælper det yderligere på velbefindedet, at den bestilte laksekotelet er aldeles lækker. The Sandbar på Eden Rock hotel er så eftertragtet, at det er en god ide, at bestille bord et par dage før.

  Boas Smith har på forhånd anbefalet Deres udsendte at frekventere strandrestauranten The Sandbar på hotel Eden Rock. Jeg kan godt se på Nick – min taxa-ven – at han har en opfattelse af, at jeg har en vis legemsdel fuld af penge.

  Jeg beroliger ham dog med, at jeg blot er en beskeden reporter, som skal skrive en artikel til en dansk avis. Men det ændrer dog ikke på, at han med fuld honnør kører helt op foran hotellet, hvor tre atletisk udseende portvagter iler til for at åbne døren.

   Der er noget særligt ved at sidde et skyggefuldt sted helt ud til vandet og nyde frokosten. Af uransagelige grunde får jeg et af de allerbedste borde med stranden lige nedenunder terrassegulvet, udsigt til en azurblå bugt, og naturligvis et meget velordnet strandområde med talrige liggestole.

  Det er helt tydeligt, at dette sted ikke er for fattigfolk. Servicen er helt i top, og de nydeligt udseende servitricer i let antræk balancerer som det naturligste i verden dyr champagne med tilhørende glas til velhavende livsnydere under parasollerne.

  Det siges at man skal huske at tage penge med, hvis man vil spise på The Sandbar. Det er selvfølgelig også korrekt, hvis man bestiller hummer og dertil en af de fremragende Ott-vine.

  Men holder man sig til det lidt mere jordnære, så er der såmænd ikke så stor forskel til de københavnske turistpriser.

  Til gengæld er oplevelsen helt i top. Ud over de unikke omgivelser, udfolder sig et rigt folkeliv på stranden. Unge veldrejede modeller med næsten lige så lidt tøj på, som da de blev født, spankulerer rundt mellem modne solbrune mandspersoner med lang grånende hårpragt og attituder, som bringer mindelser tilbage fra de glade og sorgløse 68-tider.

Hovedparten af de mange besøgende lystbåde må ligge for svaj udenfor havnen. Derfor er der en sand rutefart af små gummibåde i havnen, når sejlerne skal i land eller retur. Det ser ind imellem lidt halsbrækkende ud. Men pigen her har tilsyneladende helt styr på situationen.

Udfordrende lufthavn

  Det hører med til sceneriet, at landings- og startbanen på øens eneste lufthavn munder direkte ud i bugten. Det ser halsbrækkende ud når de små maskiner lander og starter.

  Og helt ufarligt er det næppe heller. På grund af en meget kort landingsbane, havet forenden og omliggende bjerge, er den karakteriseret som en af verdens mest udfordrende lufthavne.

  Det koster lidt overvindelse at bryde op. Men tiden er løbet og min taxa-ven venter på at køre tilbage til havnen.

  På vej tilbage har han lovet at passere lufthavnen, så jeg ved selvsyn kan konstatere dens tilstedeværelse. Lidt længere fremme venter en yderligere oplevelse. Et kæmpe olieraffinaderi-lignende anlæg. Det er dog ikke til olie, men derimod havvand, som her omdannes til drikkevand.

  Forklaringen er ganske enkel. St. Barth er en såkaldt tør ø uden naturligt drikkevand. Imponerende at man er i stand til at vandføde 9000 indvånere plus nok lige så mange turister

  En spændende dag er til ende. I den lille havne-terminal ønsker Taxa-Nick fortsat god rejse, og kom endelig tilbage. Du har jo mit nummer.

   Det lyder fascinerende. Selv for en rastløs sjæl forekommer den afslappede livsnydende tilværelse i disse omgivelser ikke utiltrækkende.      

  Mens tenderen bringer os retur til SeaDream II bliver Gustavia langsomt mindre og snart er vi tilbage på vores flydende logi på denne rundtur i Caribien.

Uden at være ekspert på området, så tyder alt dog på, at alle de hundedyre modeforretninger er repræsenteret her i Gustavia på St. Barth. Men om det er en god forretning skal være usagt. Der var i hvert fald ikke mange kunder i de isafkølede forretningslokaler.
Så skal der hentes forsyninger i land. Og det kan tilsyneladende ikke gå stærkt nok. Måske skyldes det kvindelig ynde, at det ellers aktive havnepoliti ikke beder hende om at overholde hastighedsgrænsen på seks knob.
Herligt med lidt sus i hårlokkerne her i formiddagsvarmen.

FAKTABOKSE

St. Barth

(De officielle navne er: Ile de Saint-Barthelemy, Saint Barth eller St. Barts)

Fransk oversøisk territorium med udstrakt selvstyre

”Hovedstad” Gustavia

21 kvadratkilometer

22 smukke strande

9200 indbyggere

Det officielle sprog er fransk, men alle taler engelsk

Møntfod: Euro – men US Dollars kan bruges stort set alle steder

Sæson: November-april. Orkansæson: Juli – primo november.

Broget historie:

  Sankt Barth var oprindelig fransk koloni, men blev 1758 overtaget af Storbritannien, som i 1784 byttede den til Sverige til gengæld for nogle handelsrettigheder i Göteborg.

  Svenskerne residerede indtil 1878, da man gav øen tilbage til franskmændene. ”Hovedstaden”s navn Gustavia stammer selvsagt fra den svenske periode.

Turen derover

  Med mindre man kommer forbi med et af de mindre krydstogtskibe, er den bedste måde med Air France/KLM via Paris til St. Maarten. Herfra kan man tage et lille fly eller rutebåden til St. Barth.

  Flybillet fra Billund/København til St. Maarten t/r koster omkring 7500 kr. Og med båd det sidste stykke er prisen nogle hundrede kroner hver vej.

Hvor bor man?

  Der er begrænset hotelkapacitet på øen, hvilket er med til at forhindre den helt store turisttilstrømning. Store krydstogtskibe er i øvrigt bandlyst på St. Barth.

 2017-Hotelpriser fra omkring 1500 kr pr. nat pr gæst.

Mange lejer en villa med udsigt. Priserne starter ved 1000 kr pr. dag pr.person. I begge tilfælde er der en minimumsgrænse på to personer.

Reportagen publiceret i:

Jysk Fynske Medier: JydskeVestkysten, Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad, Fredericia Dagblad, Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Viborg Stifts Folkeblad, Dagbladet Holstebro, Dagbladet Struer, Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Rejsedeklaration: Turen var finansieret af Bella Vista Travel og SeaDream. Selskabet havde ingen indflydelse på reportagens indhold.