En ordentlig en på opleveren i Toscana

Glem alt om at bus-rejser hører fortiden til

Af Ole C. Jørgensen
Foto: Kirsten Vig Jørgensen

Hvad med en busrejse til Toscana?

Det er nok ikke alle, som vil svare ubetinget ja tak på dette spørgsmål. Men ikke desto mindre er denne tur en af de største klassikere hos Gislev Rejser.

Og om et par år kan den fejre sit 25 års jubilæum. Noget usædvanligt skal vi hilse at sige fra branchekyndige. Og så er det ikke blot en enkelt afgang om året. Nej. Hele ni gange sendes busser af sted i denne sommer.

*Om de lokale lægger mærke til den smukke natur, eller om det kun er os turister, lykkedes det os ikke at opklare. Men selv efter mange besøg i Toscana er egnen fortsat en lise for øjet at opleve.*

Det gode spørgsmål er: Hvad får så mange danskere til at vælge netop denne ferieform, når man både hurtigere og næsten lige så billigt kan tage et fly til det, som kaldes Italiens grønne hjerte.

Vi kan ikke klage på informationsniveauet under rejsen til ”Italiens grønne hjerte”. Det er utroligt, hvad rejseleder Henning Rostung ved. Ikke alene om vores destination, men også om alt, hvad der knytter sig til turen. Bare spørg. Og så er han ferm til at sørge for vores velbefindende med kaffe og andre drikkevarer.

Den mest effektive måde at besvare spørgsmålet på, er selv at stige på bussen for på egen krop opleve den 10 dage lange tur. Og det er præcis det, undertegnede rejsereporter og fotograf gør en årle sommermorgen før en vis mand har fået bundet sine snørebånd.

Lad os starte med konklusionen. Det er en yderst oplevelsesrig odysse til en af de smukkeste dele af Støvlelandet. Veltilrettelagt og med yderst kvalificeret lederskab undervejs. Og så er der i den grad value for pengene. Desuden et behageligt afslappende samvær med en gruppe interesserede og ikke mindst udholdende danskere.

Netop det sidste er væsentligt at fremhæve. For busrejsen til Toscana er ikke nogen daseferie, og den er bestemt ikke for syvsovere. Nærmere vil mange nok karakterisere den som lidt strabadserende.

*Fra de smalle stejle stræder i Chiancianos gamle højtbeliggende fæstningsby er der mange steder en formidabel udsigt til det nedenfor liggende landskab.*

Oplevelser i kø

For oplevelserne står nærmest i kø. Hele tiden. Faktisk er der udflugter eller arrangementer hver eneste dag, når vi ikke lige er under transit gennem Europa.

Og hvad var det så vi oplevede undervejs. Den korte version er, at vi besøgte den hyggelige gamle grænseby Vipiteno lige efter indkørsel i Italien, florentinernes pragtby Firenze, fæstningsbyen Cortona, Trasimeno-søen, den hellige bjergby Assisi, hvor svendborgenseren Johs. Jørgensen er æresborger, Den evige Stad Rom og den gamle paveby Pienza.

*Ingen tvivl om at vi er i Italien. Både hyggeligt og dekorativt at iagttage.*

Desuden spiste vi toscansk middag i et stemningsfyldt gammelt byhus i landsbyen Sarteano, var på italiensk marked i Chianciano Terme og besøgte den tidligere Svendborg-pige Janne Enevoldsen på vingården Fornacina ved Montalcino. Plus det løse undervejs.

Lyder det lidt hæsblæsende? Det var det også. Men ingen klynk fra det modne selskab. Tværtimod så synes stort set alle, at de oplevede meget, og at det jo netop er derfor, de var taget med.

Og så er det underordnet, at vi mange dage sætter kursen i det årle morgengry ved syv-tiden. Tillægsgevinsten i den forbindelse er solopgangen over den tunge morgendis i det umanerligt smukke toscanske landskab.

I en stille sidegade i Chiancianos gamle fæstningsby bygger Toni De Stefano de flotteste guitarer. Et arbejde han med akkuratesse går op i. Og så har han en lille nebengesjæft ved siden af med at sælge musik-CD’ere og andet til musikken tilhørende. Man er velkommen til at kikke indenfor – bare for at kikke.

Godt makkerpar

Så strabadser eller ej: Gæsternes tilfredshed med turen er meget høj. En stærkt medvirkende faktor til tilfredsheden er også turens rejseleder Henning Rostung og chauffør Egon Jensen.

Rostung har tydeligvis forberedt sig rigtig godt. Det er utroligt, hvad den mand ved om Toscana, som helt klart er hans favorit feriedestination. En viden, som han ødselt deler ud af. Og så er han – uden tab af myndighed – venligheden selv og er i stand til at forvandle problemer til noget der er mindre end udfordringer.

Man fristes næsten til at udnævne chauffør Egon Jensen til hans verbale modsætning. Han er ikke en mand af mange ord, men han lader i stedet sin kørsel tale. Ikke helt forkert, da en af gæsterne sagde: ”Han kører bussen, som var det en personbil”.

Cinta Senese – en lille gris – er en velsmagende italiensk specialitet, som efterhånden gennem nogle år er serveret for gæsterne på Toscana-turen. Det foregår i en tidligere gammel købmandsgård midt i bjergbyen Sarteano i nogle yderst hyggelige omgivelser. Grisen, som er langtidsgrillet, serveres med brasede kartofler og hjemmelavet sovs.

For vi kommer hurtigt og sikkert fremad. Både på motorvej og i Toscanas snoede vejnet. Og så spiller han lige op med de italienske bilister. Også i Rom, hvor han finder smutveje, når trafikken sander til.

Lige før at gæsterne bliver overbevist, da rejseleder Rostung i højtalerne fortæller, at det ikke er så sært, at de synes Egon kører som en italiener, eftersom han er født og opvokset i Rom.

Nå, med et stille smil på læben kunne Egon dog efterfølgende dementere. Hans hjemstavn var og er fortsat Bøvlingbjerg i Vestjylland. Men køre den bus, det kan han.

*Det toscanske landskab er i alle henseender smukt og en lise for øjnene. Det kan være noget svært at holde et dårligt humør intakt, når man kører gennem den maleriske region.*

Mara og Alessandro

Når vi ser bort fra turene til Rom og Firenze er meget af udflugtstiden helliget etruskernes gamle fæstningsbyer på områdets bjergtoppe. Nogle vil måske mene, at når man har set en af byerne, har man set dem alle.

Virkeligheden er nok nærmere, at nok har byerne i grundkonstruktionen mange fællestræk, men både kultur, religion, handel og de seneste 1000 års udvikling har givet dem et individuelt særpræg. Det kan man ved selvsyn konstatere på gåtur i de ofte smalle stejle gader og smukke åbne pladser – eller hvis man slår sig ned på en af de talrige udskænkningsteder og bare lader verden passere i en historisk kulisse.

Og så er der lige det med frokosten, som under det meste af turen foregår på egen hånd. For hvis man har smag for det italienske køkken, så er de meget turistprægede fortovsrestauranter, nok ikke de mest ideelle steder.

*Man får helt lyst til at kikke indenfor i denne mindre restaurant på en af gaderne i den gamle fæstningsby Cortona.*

Her er det en god ide at prøve at finde et sted, hvor de lokale også spiser. I dag, hvor vi besøger fæstningsbyen Cortona er det så let. Her er frokosten inklusive. Efter en hyggelig og interessant tur rundt i bjergfæstningen skal vi spise hos brasilianske Mara og hendes italienske mand Alessandro på Ristorante Tempero. Den ligger lidt op ad Via Benedetti fra Piazza della Repubblica.

På den udendørs terrasse er der rettet an med en et righoldigt sortiment af det toscanske køkkens ypperste frembringelser.

Det er svært at løsrive sig fra. Og vi er ikke så få, som gør det til en udvidet frokost. Og så bliver oplevelsen ikke ringere af, at både Mara og den filippinske assistent Rowena – som bestemt ikke har deres udseende imod sig – gør deres til, at vi skal have en god oplevelse.

Det ligner ikke en ordenshåndhæver, man frivilligt skal lægge sig ud med. Med solide støvleskridt og bødeblokken klar har denne repræsentant for politiembedsstanden sat kursen mod en af de lokale, som af uafklarede årsager har forsyndet sig mod et eller andet reglement i byen Cortona.

Jørgensen og Assisi

Dagen efter står bjergbyen Assisi på programmet. Heller ikke her er det svært at blive optaget af byens historie og udvikling. Som nogle måske vil kunne huske fra historietimerne, var det her, den hellige Frans af Assisi opnåede sin religiøse berømthed.

Han blev i 1200-tallet verdenskendt for opgøret med det verdslige livs tomhed. I stedet blev parolen et liv i streng askese, pleje af de syge og hjælp til de fattige.

I den mere nære tid sørgede en dansker, Johannes Jørgensen, for at udbrede kendskabet til den hellige Frans gennem en meget berømmet biografi.

Både brasilianske Mara og hendes italiensk mand Alessandro samt deres filippinske assistent Rowena er virkelig et besøg værd. Ikke blot på grund af pigernes udseende og venlighed, men nok så meget fordi de serverer fremragende toscanske specialiteter deres Ristorante Tempero i Cortona. Sikke et måltid vi fik.

Jørgensen, som stammede fra Svendborg, blev anerkendt i den katolske verden med pavestaten i spidsen for sit arbejde. Han blev æresborger i Assisi, hvor han boede det meste af sit liv. En titel han også fik i sin fødeby, da han en halv snes år før sin død i 1956 flyttede tilbage til Svendborg og tog ophold i sit barndomshjem.

I begge byer er der mindeplader for ham. I Assisi på huset på den vej han boede. Vejen er i øvrigt omdøbt til Via Giovanni Joergensen. Giovanni er det italienske navn for Johannes. I Svendborg er hans barndomshjem i Fruestræde 15 indrettet som et lille museum.

Og så blot et lille frokoststed-tip i Assisi. Ikke ret langt fra den store plads Piazza del Comune ligger Hosteria la Traditione i gaden Corso Mazzini. Stedet gør ikke meget væsen af sig, men fra et lille menukort kan man vælge de herligste italienske specialiteter.

Rom på en dag

Som bekendt blev Rom ikke bygget på en dag. Og man kan heller ikke nå at opleve byen på en dag.

Så derfor er turen hertil at betragte som en god appetizer med henblik på en senere udforskning under mere frie tidsrammer.

Skulle det være irsk kaffe eller en lumumba – eller bare ren kaffe. Ja servicen fejler ikke noget på busturen. I mere end 35 graders varme og en ubarmhjertig stikkende sol sørger rejseleder Henning Rostung (tv) og chauffør Egon Jensen for udendørsserveringen ved bredden af den smukke Trasimeno-søen.

”Den evige Stad” oplever vi dels fra bussen og dels via gåben. Fidusen med bussen er, at man får et mere overordnet indtryk af Rom – ikke mindst hvis man følger lidt med på det udleverede bykort. For selv om det hævdes, at Rom ikke er større end at den kan opleves på apostlenes heste, så kommer man nu til at gå mange kilometer, hvis de væsentligste ting skal besigtiges.

Men vi når at opleve Colosseum, Forum Romanum, Den Spanske Trappe, Trevifontænen, Piazza Navona, Pantheon og St. Agnese. Alt sammen med behørig information fra den danske guide Tina Montalbano.

*Med en vandoverflade som et dansegulv og i strålende sol tager Trasimeno-søen sig ud fra sin allerbedste side.*

Vatikanet med Peterskirken får vi kun et par glimt af fra bussen. Årsagen er den enkle, at turisttilstrømningen er så stor, at det næsten ikke er til at komme frem og tilbage. Samt at man skal stå i kø i flere timer for at komme ind og besigtige herlighederne.

I det hele taget er turistmængden i Rom her i juli så overvældende, at det rigtig godt råd vil være at man enten gæster den italienske hovedstad i det tidlige forår eller sene efterår.

*Der er stil over det, når vi går til bords på vores faste hotel under turen, Grand Hotel le Fonti i Chianciano Terme.*

Refleksion

Der er en tilbøjelighed til – sikkert ubevidst – at opfatte Toscana som en enhed. Men intet er mere forkert. Lad det være illustreret med et citat fra forordet i den fremragende bog ”Toscana – maden, vinen, kulturen og landskabet” skrevet af de to danske guider Camilla Bondo Pedersen og Anne Mette Rosendahl Ariani, begge bosiddende i Firenze.

”Toscana er regionen med tusinde nuancer. Her findes formidabel kunst, fascinerende landskaber, fremragende vine, fantastisk mad, fint kunsthåndværk, fængende litteratur, familieejede selskaber og famøse designere. Toscana byder kort sagt på alt, hvad hjertet begærer.”

Mere præcist kan det næppe siges.

*Man får lyst til at købe lidt af hvert. Grøntsager og frugter på onsdagsmarkedet i Chianciano Terme er fuldmodne. Ikke noget at sige til, at købelysten blandt de lokale er meget stor.*

Derfor kan en rejse som denne godt kalde på lidt refleksion. Det er ingen overdrivelse, at sjælen har sit hyr med at følge med undervejs. Men så er det bestemt en fordel, at man under de godt 1800 km retur til Danmark har et par dage til at fordøje de mange indtryk.

Og det er måske også på det tidspunkt, hvor mange beslutter sig for at komme igen. I hvert fald er der adskillige gengangere fra tidligere års ture til Toscana, og alle har de uformindsket appetit på at genopleve de mange smukke historiske steder.

Respekten for alderdommen er stor i Italien. Blot et enkelt eksempel: Som det mest naturlige bliver al trafik spærret på Via Dello Augmeri, der er hovedfærdelsåren op til bjergbyen i Chianciano Terme, da denne gangbesværede kvinde skal passere.

Det er ikke til at blive klog på, om vores originale ven på billedet frabeder sig at blive fotograferet eller om han bare hilser. At dømme efter hans efterfølgende minespil tror vi det sidste. Alt imens han og veninden passerer Piazza del Comune i Assisi.

Han er ikke glemt. Svendborgenseren Johannes Jørgensen, som for omkring 100 år siden udgav en meget berømmet biografi om den hellige Frans af Assisi, boede størstedelen af sit liv i den hellige by. Som det fremgår af mindetavlen på det hus han boede i, blev han æresborger i Assisi. En ære han senere også fik i fødebyen Svendborg.

Der er talrige udendørs spisesteder i turistbyernes centrum. Men det er en god ide lige at søge lidt væk fra de værste turistfælder. For ofte skal man ikke mange skridt væk for at finde de rene åndehuller som værdig ramme om et velsmagende toscansk måltid. Som f.eks. her i La Lanterna i Assisi.

*Det er ikke fordi der hersker den mest udprægede lyst til at forlade den hellige bjergby Assisi. Her blot et enkelt eksempel på et hyggeligt kvarter.*

Den pompøse kirke Basilica di San Francesco i Assisi blev bygget til ære for den hellige Frans af Assisi. Den er virkelig flot – specielt indvendig – og man kan i sit stille sin godt få sin tvivl om, hvorvidt udformningen har været lige efter den asketiske Frans hoved.

Det var hvad vi havde mulighed for at se af Vatikanet og Peters kirken. Nemlig gennem bussens rude. Årsag: Turisttilstrømningen er efterhånden så stor, at det nærmest er umuligt at færdes på området, hvad et nærmere studie af billedet understreger.

Colosseum er lige betagende hver gang. At forestille sig hvad dette monomentale bygningsværk i romerrigets storhedstid har lagt arena til er fantastisk. Og husk lige på, at vi dengang herhjemme knapt havde fundet ud af at bygge jordhuler.

Når der nu ikke er nogen modefotografer til stede, kan man altid lade sig nøje med en pressefotograf. I hvert fald stillede vores lille repræsentant for det smukke køn sig helt uopfordret i positur foran springvandet ved den spanske trappe i Rom.

Hvad gør man når en ubarmhjertig sol sender sine skarpe stråler mod en ubeskyttet hovedskal og luften i øvrigt står stille i over 35 graders varme. Man må sige at denne håndsnilde herre har gjort sig fortjent til en opfinder pris. Et bykort som hovedbeklædning mod solen.

*Roms indre by er i sommermånederne et mylder af mennesker. Både turister og lokale. Så det er ind i mellem noget af en udfordring at færdes på gader og stræder.*

*Det er ikke let at få et godt billede af Trevifontænen i Rom. Årsagen fremgår klart af billedet, hvor tusindvis af turister flokkes om det smukke kunstværk.*

*Overalt i Rom kan man tappe rent drikkevand fra karakteristiske antikke drikkesteder.*

*Der bliver passet godt på. Den allestedsnærværende terrortrussel har også i Rom resulteret i et højt beredskab.*

*Den gamle paveby Pienza er trods sin lidenhed et hyggeligt sted at gå på opdagelse. Det var i øvrigt her mange af de italienske scener i TV-serien ”Bryggeren” blev skudt.*

*Den sydlige del af den tidligere paveby Pienzas ringmur er et fredfyldt sted med en formidabel udsigt, som nok kan befordre tankerne på langfart.*

Alt ånder fred og idyl, da vi en årle formiddag tager den gamle paveby Pienza i øjesyn. Herligt at kunne slentre lige så langsomt gennem de gamle gader og nyde de lokale handlendes stille tilværelse.

*Efter flere dage i overfyldte turistbyer er Pienza et fredfyldt – men også malerisk – sted at gæste.*

Der er stil over det 4-stjernede Grand Hotel le Fonti i Chianciano Terme – vores faste holdepunkt under Toscana-færden. På en eller anden måde virker det mere autentisk end de mere kliniske hotel-design, som man efterhånden møder mange steder.

Overdådig og pompøst

Man behøver ikke at være til den finere arkitektur, for at blive overvældet af Firenzes mange overdådige og pompøse bygningsværker. Og at nogle byggekyndige mener, at det tangerer det vulgære, er ikke en problematik vi har inde på lystavlen i dag.

Den berømte overbygning på Ponte Vecchio i Firenze blev egentlig bygget som en sikkerhedsforanstaltning. Den første hersker i Medici-slægten, Cosimo de Medici, havde mange fjender, og af frygt for dem fik han bygget en lukket passage fra sin bopæl Palazzo Pitti til sit kontor på Piazza Signoria. En del af dette projekt var overbygningen på broen over Arno.

For os andre almindelige dødelige er det bare imponerende. Og på en eller anden måde er det en kilde til forundring, hvorfor der netop på et sted er samlet så mange seværdige bygningsværker.

Og uvilkårligt melder tanken sig, hvordan de mennesker, som har stået bag, har levet – og ikke mindst hvorfra de har fået mønterne til at bygge for. For billigt har det 100 pct. ikke været.

Ikke alle tegnerne på pladsen ved rådhuset Palazzo Vecchio er lige dygtige. Men ham her, hvis navn vi desværre ikke kunne forstå, er en af de bedste. Han har i øvrigt siddet her siden vi kom her første gang for 10-12 år siden.

Disse og mange andre spørgsmål om Firenze får vi besvaret under et par timers rundgang med den danske guide Anne Mette Rosendahl. Anne Mette har i mere end en snes år boet i Firenze og sin faglige ballast har hun blandt andet fået ved læse kunsthistorie ved Universitetet i Firenze.

Hun er autoriseret guide i Firenze, og at hun brænder for kunsten, kulturen og den toscanske gastronomi høres tydeligt igennem høretelefonens lille øredims. Alt imens vi i formiddagsheden forsøger at finde skygge undervejs, mens vi til fods bevæger os fra Palazzo Pitti over Ponte Vecchio – den bebyggede bro over Arno-floden – til Piazza della Signoria. Herfra videre for til sidst at ende ved domkirken.

*Gøglere er der alle vegne i Firenze. Her en af de mere underholdende af slagsen.*

En detaljeret gennemgang af alt det vi oplever og passerer undervejs vil kræve langt plads mere end denne reportage har mulighed for. Og det vil nok ej heller være den samme oplevelse.

For netop oplevelsen består i, at man samtidig med Anne Mettes præcise informationer står foran stedet, og derudfra kan lade forestillingsevnen få frit spil. Det fremgår klart, at når alt dette har kunnet lade sig realisere, skyldes det dels, at der har levet en række ufatteligt rige familier i byen, og at der helt åbenlyst også har været en ubændig trang til hele tiden at overgå hinanden med kostelige prestigebyggerier og kunstværker.

*Vores dansk-italienske guide Anne Mette Rosendahl deler engageret sin enorme viden om Firenzes historie og kultur med os under rundturen til de mest berømte seværdigheder.*

Både de imponerende omgivelser – uanset hvor øjet vendes hen – og den rigelige baggrundsviden undervejs har nået et mætningspunkt hos os, da vi efter godt to timers intensiv tour de force til de væsentligste seværdigheder i Firenze står foran den imponerende domkirke Santa Maria del Fiore.

Og nu føler vi virkelig, at vi har gjort os fortjent til en god toscansk frokost. På Anne Mettes forslag begiver vi os over i Via Borgo San Lorenzo til Ristorante Storico.

Sagnet siger, at når man rører ved bronze-vildsvinets tryne på Marcato Nuovo er det et tegn på, at man vil komme igen. At dømme efter den meget blanke snude har tusindvis af mennesker udført denne handling i årenes løb. Det var i øvrigt dette bronze-vildsvin H.C. Andersen brugte som figur i sit sprælske og romantiske eventyr ”Metalsvinet”.

Her er atmosfære så det batter, da vi kommer indenfor. Værten Riccardo Bartoloni tager selv imod og vi får et bord i et luftigt lokale. Det største problem er at beslutte sig på det omfangsrige spisekort. Det er ægte toscansk, og det er fyldt med lækkerier. En flaske lokal kølig rødvin fuldender måltidet, som vi heldigvis har god tid til at nyde.

Først når man kommer tæt på domkirken Santa Maria del Fiore bliver man klar over, hvor fantastisk et bygningsværk det er. Ud over at det er ingeniørkunst på meget højt niveau, så har det også kostet uhyggelige summer at bygge.

*I den historiske Ristorante Storico modtages vi af indehaveren Riccardo Bartoloni, der helt tydeligt har et øje på hver finger. Og det er nok også derfor det hele fungerer perfekt.*

*Udefra ser det ikke ud af noget særligt. Men indvendigt oser Ristorante Storico af atmosfære. Og maden er bestemt et besøg værd.*

*Santa Croce Basilica kirkens facade minder en smule i arkitektur om den pompøse domkirke Santa Maria del Fiore.*

*Man skal op på de sydlige højder for at få det rette perspektiv over Firenze. Og her viser byen sig fra sin allersmukkeste side.*

Danske Jannes Brunello-eventyr

Hvis det står til toscanerne selv, producerer man de bedste vine i Italien. Det er dog næppe en opfattelse, man får de mange andre vindistrikter i støvlelandet til at skrive under på.

Men at der her produceres mange gode vine er uomtvisteligt. På denne tur er der kun plads til et enkelt vingårdsbesøg. Men har man lyst til flere vin-oplevelser, så er der råd for det. Gislev har specielle vinhøst-rejser på programmet.

*Det er ikke kedeligt, og det er let fatteligt, når Janne Enevoldsen fortæller om driften på den økologiske vingård Fornacina ved Montalcino.*

På selskabets vintur til Toscana er der mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med bl.a. mærkerne Chianti, Montepulciano og Valpolicella. At turen kun gøres med bus har en naturlig forklaring: Så er gæsterne i stand til at få flere flasker med hjem, end hvis det er med fly.

Det bliver der også brug for, da vi besøger brunello-vingården Fornacina tæt på Montalcino. Her residerer danske Janne Enevoldsen med en fortid i Svendborg sammen med sin italienske familie.

Det er lidt af et tilfælde hun er havnet her. For godt en snes år siden var hun ansat på et norsk højfjeldshotel. Her faldt hun over en annonce i en dansk avis, hvor vingården Fornacina søgte en værtinde, som kunne stå for salget af gårdens berømte Brunello-vine.

På vingården Fornacina fremstiller man ikke kun rødvin. Kvaset fra denne produktion bruges efterfølgende til den italienske snaps grappa, som Janne Enevoldsen her viser. En kradsbørstig fætter, skal vi hilse og sige. I øvrigt producerer man også en glimrende olivenolie.

Det blev først til ansættelse og senere dannede hun par med sønnen på gården – Simone Billiorsi – med hvem hun har sønnen Christian. Senere overtog de den daglige drift af gården efter svigerfar Ruggero Biliorsi.

Der er en meget klar arbejdsdeling mellem dem. Svigerfar har ansvaret for vinmarkerne, mens Simone tager sig af det teknisk praktiske indenfor, herunder et tæt samarbejde med vingårdens oenolog. Janne ordner salg og marketing.

Det er helt klart, at man skal kunne lide arbejdet på en mindre vingård. For det er hårdt og udbyttet står ikke altid mål med anstrengelserne. Dertil er vejrguderne for ustabile.

Det hellige rum, som nogen kalder stedet, hvor vinen modner på fade under meget kontrollerede forhold. Det ser måske lidt enkelt ud, men Janne Enevoldsen kan berette om en flere år lang proces inden brunello-vinene er klar til servering.

Men årgang 2016, som netop er tappet på flasker i sommer, er en af de bedre. Det kan hele rejseselskabet konstatere, da Janne efter rundvisning i mark, tappehal og lageret, rundhånden skænker op.

Først den nytappede rosso. Uden at være vinekspert kan man konstatere, at den er ganske glimrende. Og har man tålmodighed, vil den modne endnu mere i løbet af nogle år, hvis den ellers opbevares mørkt og ikke alt for varmt skal vi hilse og sige.

Men vi nøjes ikke med rosso’en. Brunello’en er efter alles opfattelse virkelig god, og selv om det er en slags vinsmagning, takker stort set ingen nej, da Janne byder rundt anden og tredje gang. Alt imens vi nyder det italienske pålæg og osten, som er stillet frem på store fade.

Der bliver ikke sparet på de dyre dråber, når Janne Enevoldsen præsenterer Fornacinas vine. Det er helt bestemt ikke en af den slags vinsmagninger, hvor man spytter ud efter at have smagt på vinen.

Clouet – Brunello di Moltalcino Riserva fra 2012 – får endnu flere rosende ord med på vejen. Og sandt at sige ligger den godt på både tunge og i maven. Hvilken herlig dag.

Men herligheden har også sin pris. Hvis man selv tager en flaske rosso med hjem bliver det 90 kroner. Brunello’en står i 180 kroner, mens riserva’en sniger sig op på 270 kroner.

Det er dog en stor besparelse i forhold til de danske priser. Her koster rosso’en omkring 185 kroner, mens de to øvrige vine koster henholdsvis 340 kr og 535 kr. Vel at bemærke, hvis man køber seks ad gangen hos den danske importør Lago Import i Nakskov.

Og så lige en ordre fra dansk-italieneren: Husk at vinen skal serveres ved 17-18 grader for at udløse det fulde smagsudbytte.

Faktaboks

Det koster turen

Busrejsen ”Italiens Grønne Hjerte” udbydes af Gislev Rejser. Den 10 dage lange tur koster 5500 kroner og en hjemmefra bestilt udflugtspakke, som må siges at være et must, koster 795 kroner pr. person. På denne tur er der et begrænset antal enkeltværelser uden ekstra betaling.

Med i prisen er halvpension og flere aftener også et glas vin/øl til maden.

Opsamling af gæster fra en række danske byer eller gratis parkering på lukket anlæg i Vamdrup.

Turen gennemføres i fem-stjernet bus med god benplads.

Overnatning undervejs både ned og op i Tyskland, samt en enkelt gang i Norditalien. Seks nætter på det fire-stjernede Grand Hotel le Fonti i Chianciano Terme.

Optaget i følgende medier:

Jysk Fynske Medier:
JydskeVestkysten, Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad, Fredericia Dagblad, Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Viborg Stifts Folkeblad, Dagbladet Holstebro, Dagbladet Struer, Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Rejsedeklaration: Turen var finansieret af Gislev Rejser. Selskabet havde ingen indflydelse på reportagens indhold.