Charmerende en af slagsen

Budva i Montenegro er et turistcentrum, men med store seværdigheder indenfor køre-afstand.

Tekst & foto: Ole C. Jørgensen

Lad det blot være slået fast med det samme: Kystbyen Budva i Montenegro er en turist-heksekedel. Ikke mindst i højsæsonen når festaber fra det meste af Europa, ja fra det meste af verden, indtager byen.

Men lad det også i samme åndedrag være understreget, at det er en meget charmerende en af slagsen. Og huske på, at al erfaring viser, at mange turister slet ikke har noget imod at være sammen med tusindvis af andre ligesindede, hvis ellers vejr og faciliteter er i top.  

Og Budva er et sted, hvor man mageligt kan få flere dage til at gå med ren nydelse og afslapning, og hvor man godt kan finde enkelte åndehuller.

For strandene er lækre og vandet alle steder azurblåt og klart. Desuden er der ingen chance for, at man går kold på hverken vådt eller tørt. Specielt det montenegrinske køkken hæver sig på de fleste restauranter over almindeligt turistniveau.

Men det allervigtigste – hvis man nu ikke er til daseferie hele tiden – er, at der indenfor et par timers køreafstand er en række både historiske, kulturelle og spændende steder i verdensklasse at besøge.

Eksempelvis Kotor for enden af Europas sydligste fjord, Dubrovnik med sine imponerende velbevarede fæstningsværker, Montenegros gamle kongeby Cetinje og i det hele taget hyggeligt folklore uden for de store turistmagneter. Men det kommer vi tilbage til.

2500 år gammel by

Budva er på godt og ondt en blanding af alt muligt nyt og gammelt. Arkæologerne mener at have beviser for, at byen er en af de ældste byer ved Adriaterhavets østkyst.

Uden at gå i detaljer med byens næsten 2500-årige historie – for det vil kræve mere end 10 gange så meget plads, som denne artikel fylder – så har den været udsat for et ideligt rend af allehånde erobrere og købmænd samt bygherrer.

Det har naturligt sat sit præg på byen. Det mest synlige tegn herpå er den velbevarede gamle fæstningsby med de høje bymure mod både land og vand. Nu er velbevaret måske ikke den helt rigtige betegnelse. Hele byen blev nemlig i april 1979 ramt af et voldsomt jordskælv, som lagde både den gamle og nye del af Budva i ruiner.

Men et intensivt og heller ikke helt gratis genopbygningsarbejde genskabte på otte år den gamle fæstningsby. Og tak for det.

Ud over det historiske er den gamle by også et – tiltrængt – åndehul i det turistfikserede Budva. Et sted, hvor det er godt at starte med en guidet tur. Efterfølgende kan man så selv i ro og mag gå på opdagelse i de smalle gader og de flotte pladser, som emmer af historie og kultur.

Byarkitektonisk miskmask 

Og så lige et staldtips når man er kommet udenfor: Hvis man har ladet sig friste af en lækker frokost på udendørsdelen af en af de største og bedste strandrestauranter, Jadran, så sørg for at komme til at sidde med ryggen mod syd.

Så har man nemlig den smukkeste udsigt til den gamle by og fæstningsværket. Og det forhøjer den kulinariske nydelse – i hvert fald for Deres udsendte.

For vender man ryggen mod nord vil kulissen være et syndigt virvar af mere eller mindre vellykket byarkitektur. Her har helt tydeligt manglet en håndfast styring. Og det er – selv for en ukyndig – ikke noget opløftende syn.

Gamle deprimerende lejekaserner fra den kommunistiske tid blander sig med flere af den moderne arkitekturs frembringelser af beton, stål og glas. Alt sammen garneret af et bredt sortiment af alskens stilarter. Her kan selv ikke Københavns havnefront konkurrere på en nedadgående skala.

Vi er blevet indkvarteret på det ganske glimrende hotel Mediteran. Det ligger i behagelig afstand et par kilometer syd for Budvas livlige centrum og trods mange turister et hyggeligt og fredeligt sted.

Hotellet ligger en hundredmeters penge tilbagetrukket fra sin egen strand, hvor der er gratis udlån af håndklæder og strandstole. Og hvis man ikke er til sandstrand og havvand, er der hotellets spændende arkitektonisk indrammede swimmingpool.

Europas yngste land

Deres udsendte er på denne tur sammen med et hold veloplagte Gislev-gæster under ledelse af rejseleder Poul Windahl Ladekjær, som får god support af den allestedsnærværende montenegrinske guide Rade Mudric. Sidstnævnte er dansk gift og det fremmer tydeligvis kommunikationen.

Ladekjær sørger for, at gæsterne allerede i bussen fra den beskedne lufthavn syd for hovedstaden Podgorica får et godt kendskab til Europas yngste land, Montenegro. Blot 12 år gammel i denne sommer.

Det er en spændende nyere historie, de omkring 600.000 indbyggere har gennemgået. At dømme efter de politiske forhold i landet, skal der fortsat arbejdes med demokratiet. Ligesom der er plads til væsentlige forbedringer af landets placering på korruptions-skalaen.

Men det er et behageligt land at gæste. Befolkningen i kystområderne er venlig imødekommende og nok så vigtigt: Tingene fungerer. Stort set ingen steder opleves den træge service, som var et af kommunist-tidens mange vartegn.

Og lige lidt tillægsinformation. Montenegro betyder direkte oversat fra italiensk til dansk, Det sorte bjerg. Og hvorfor nu det. Jo, romerne – som en af mange besættelsesmagter – var her for et par tusinde år siden. Efter sigende syntes de bjergene var meget mørke og kaldte derfor landet Montenegro. Og det har hængt ved lige siden.

Verdens smukkeste by ?

Dubrovnik er i hvert fald helt unik

”Hvis du vil finde paradis på jord, skal du tage til Dubrovnik”. Noget i den stil er den irske forfatter og nobelprisvinder George Bernard Shaw citeret for at have sagt.

At der er noget om snakken åbenbares for os, da vi med bus nærmer os byen fra det sydlige bjergområde. Neden under os ligger den pompøse gamle fæstningsby badet i det flotteste sollys. Simpelthen den bedst tænkelige start på besøget.

Vi er kørt fra Budva tidligt om morgenen for at være fremme i god tid inden middag. Busturen tager normalt kun lidt over et par timer. Men to steder kan der opstå forsinkelser. Og det er præcis det, vi oplever i dag.

Først lidt ekstra ventetid ved de små færger, som uophørligt piler frem og tilbage mellem de små færgebyer Lepetani og Kamenan i Kotor fjorden.

Dernæst en lille time for at passere grænseovergangen mellem Montenegro og Kroatien. Det er lidt svært at afkode årsagen. Men et kik på grænsepolitiets procedurer synes at afsløre en vis omstændelighed, som bringer mindelser om de gamle kommunist-landes bureaukrati i frisk erindring. Og så forekommer tempoet ikke umiddelbart stress-fremkaldende.

Men vi kommer igennem med humøret i behold og kan se frem til Dubrovniks herligheder. Det betagende vue over den gamle fæstningsby fra bussens vinduer lover godt. Forståeligt, at mange kalder den for Europas smukkeste by. Og det er vel næsten overflødigt at nævne, at den står på UNESCOs verdensarvsliste.

For det er et yderst imponerende velholdt fæstningsværk. Byarkitekturen med de mange åbne pladser, de smalle gader, de velbevarede historiske bygningsværker og den imponerende fæstningsmur, som man kan gå rundt på for formedels 140 kroner.

Glædeligt er det også, at skiltningen for de mange turistbutikker og restauranter fortsat er holdt på et anerkendelsesværdigt lavt niveau.

Bevares, her er mange turister. Men lige nu i det sene forår er strømmen endnu overskuelig. Men ellers er det i højsæsonen med høje temperaturer og stillestående luft noget af en udfordring at gå på opdagelse i en stopproppet by.

Ikke noget at sige til, at det lokale bystyre stærkt overvejer at begrænse tilstrømningen – specielt fra krydstogtskibe – inden det giver bagslag.

Hvis man er træt og tørstig efter at have taget Onofrio-fontænen, Hovedgaden, Rektorpaladset, Katedralen og meget mere i øjesyn, så kan et lille listigt sted på ydersiden af den del af ringmuren som vender ud mod Adriaterhavet, på det varmeste anbefales.

Det skal medgives, at stedet ikke er så let at finde. Allerførst skal man forcere mange trapper op til denne del af ringmuren. Ifølge det beskedne drinkskort hedder stedet Buza. Men der er ikke noget skilt over den kanon-åbning i ringmuren, hvor man kan komme ind. Til gengæld er der ikke andre åbninger i muren på denne strækning.

Indenfor – eller rettere udenfor – er der på fæstningsmuren og bjergsiden etableret et lille udskænkningssted med den mest formidable udsigt fra alle stole. Et perfekt sted lige at fordøje de mange indtryk.

Den gamle kongeby

Man kan godt blive lidt desorienteret når snakken går på Montenegros hovedstad. I dag er det fra landets største by Podgorica regeringsmagten udgår.

Men den gamle kongeby Cetinje, som vi har kurs mod i dag, var tidligere hovedstad og montenegrinerne opretholder stadig noget hovedstadsagtigt rituel om byen. Således ligger præsidentboligen stadig her. Ligesom det gamle diminutive kongeslot omgærdes med stor respekt.

Det var her Montenegros kong Nicolas residerede i otte år inden han måtte gå i eksil i 1916, da landet blev indlemmet i Det Østrig-Ungarnske Rige.

Trods sin lidenhed er slottet et besøg værd. Indretningen og en meget stor del af inventaret står, som da kong Nicolai og hans dronning Melena måtte forlade det.

Og man får en ganske god fornemmelse af Montenegros betydning på den europæiske scene i starten af 1900-tallet og tillige, hvordan kongefamilien levede.

Uden at fornærme indbyggerne i Cetinje kan man godt betegne den som en lidt støvet, men hyggelig by, hvor ikke mindst en slentretur på den bilfrie hovedgade vil lutre sjælen.

Europas sydligste fjord

Ender i den maleriske fæstningsby Kotor

Den ultimative oplevelse af den gamle fæstningsby Kotor får man ved at transportere sig de 25-30 km ad vandvejen fra Adriaterhavet gennem Europas sydligste fjord. Det er en helt formidabel tur, hvis vejrguderne viser sig fra deres bedste sider.

Fjorden, som lokalt omtales som en bugt, snor sig ind mellem bjergformationer. Ned til vandet ligger mange små byer omkranset af skov og buskadser.

Men i dag må vi nøjes med at krydse fjorden ved Lepatane med en af de små færger, som bringer os over på nordsiden og køreturen på vejen, som stort set hele turen ligger helt ud til vandkanten.

Og det er bestemt heller ikke at kimse af. Et par stop i småbyerne Risan og Perast med mulighed for at indtage lidt forfriskninger ved vandkanten forhøjer oplevelsen.

I bunden af fjorden residerer fæstningsbyen Kotor med sin omkring fire kilometer lange ringmur, som strækker sig et pænt stykke op i de bagved liggende bjerge.

Kotor er også på UNESCO’s verdensarvsliste. Og med god ret. Nok kan den i størrelse og pragt ikke måle sig med Dubrovnik, men den er lige så velholdt, og at dømme efter flere byggestilladser forskellige steder i fæstningsbyen er det et arbejde, som har høj prioritet.

Her er også mange mennesker, men trænger man til lidt ro, er de mange smalle gader et godt sted at gå på opdagelse.

Husk i øvrigt at få det meget informerende oversigtskort med tegninger af byens huse i informationskiosken ved Havporten. Og bed om den danske udgave. For den findes skam. Den er nemlig ganske glimrende at navigere efter. Bl.a. fordi alle væsentlige steder er markeret og beskrevet på dansk.

Rejsedeklaration: Turen var finansieret af Gislev Rejser. Selskabet havde ingen indflydelse på reportagens indhold.