Blandt isbjerge, F16-myg og storladne landskaber

Et ganske anderledes krydstogt med kystskibet M/S Sarfaq Ittuk fra Nuuk til Ilulissat

Af Ole C. Jørgensen
Foto: Kirsten Vig Jørgensen

For os turister er det et krydstogtskib – godt nok et mere specielt af slagsen – men for vore grønlandske medrejsende er det helt klart et søværts transportmiddel.

  Forventningsfulde er vi påmønstret kystskibet M/S Sarfaq Ittuk midt fredag aften i Nuuk (Godthåb). Foran ligger knap to døgns sejlads op ad Grønlands vestkyst til Ilulissat (Jakobshavn).

I det smukkeste solskin er vores base gennem de sidste par døgn, kystskibet Sarfaq Ittuk, på vej tilbage mod Nuuk. Vi nyder udsigten fra Hotel Arctic og når lige at knipse, mens skibet vender siden til solen.

  Det er ikke uden spænding, vi begiver os ud på denne færd. Selv om det tegner sig til en sejlads af de mere fredelige, er vi advaret om, at vejret på disse kanter kan ændre sig med minutters varsel, og at vejrudsigter ofte kan være mere vildledende end vejledende.

  Det har vi allerede fået en forsmag på. Da vi forleden landede i strålende solskin i Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) inde i Grønland, blev vi syv timer forsinket på grund af tæt tåge på kysten.

 Så vi må sande, at vi er kommet til et land, hvor vejret er hver mands eller kvindes herre.

Der er masser af muligheder for udflugter til vands og til lands omkring Ilulissat. Her er en fyldt turistbåd i Disko Bugten på vej mod Isfjorden, hvor målet er stedet, hvor indlandsisen kælver, og sender store isbjerge i drift.

  Lige nu er det sommer, og indtil vi går ombord ved 9-tiden har solen skinnet fra en skyfri himmel, og der er stort set ingen vind.

  Blot en enkelt hage ved det smukke vejr. Forbistret mange myg. Af en god kollega kaldet F16-myg på grund af deres størrelse og aggressivitet. Så husk i givet fald endelig en effektiv myggespray, og noget til at behandle de stik, man uvægerligt pådrager sig.

Velindrettet

På Sarfaq Ittuk indkvarteres vi i en rimeligt velindrettet kahyt. Fin til to, men der vil blive noget trængsel, hvis alle fire køjer er besat. En af de nederste køjer kan laves om til sofa.

Til to personer er der rimelig plads i den praktisk indrettede kahyt. Men hvis alle fire senge er belagt, vil der være trængsel. Badeværelset er ikke så stort, men ganske funktionelt. Dog skal man sno sig i den diminutive bruse-niche.

  Badeværelset er for så vidt udmærket om end lidt akrobatiske evner vil være til stor nytte inde i den meget lille trekantede bruseniche. Men vi finder ud af det.

  Desværre er vejret skiftet til gråt. Ikke sådan at det storslåede forsvinder. Men der er unægtelig forskel på landskabet på verdens største ø, når solens stråler hviler på den.

  Der er masser af udsigtssteder på Sarfaq Ittuk. Både udenfor på de øverste dæk og indenfor. Agter er der således en udsigtssalon og i det store cafeteria midtskibs er vinduerne pænt store.

  Cafeteriet – Cafe Sarfaq – har åbent fra tidlig morgen til sen aften. Det er her vi indtager vores forplejning. Vi har købt spisebilletter til morgen, frokost og aftensmad. Den skiftende menu er helt klart et produkt af den brede fællesnævner. Portionerne er store og nærende.

Så er der aftensmad i cafeteriet, Cafe Sarfaq. Gode store portioner med nærende kost til rimelige priser.
Der holdes godt udkik efter isbjerge på skibets kommandobro. 2. styrmand Hans Brobergs årvågne blik tjekker konstant skibets elektroniske instrumenter. Mens en udkik tager sig af den visuelle observation.

Sightseeing i byerne

  Fordelingen af lokale og turister er angiveligt fifty-fifty. Til glæde for de sidste har rederiet ansat en guide. Mathias Stenbacken er født og opvokset i Grønland, men har også boet i Danmark.

  Allerede en halv time efter afsejlingen indbyder han til det første informationsmøde. Det gør os en del klogere på livet her og den historiske baggrund.

  Her bliver vi belært om, at de farverige grønlandske huse, som vi møder alle steder, ikke er et udslag af udsalg i den lokale farvehandel.

Man er ikke i tvivl om, at fiskeri er et vigtigste erhverv på Grønland. I alle havne er der fyldt om med allehånde fiskebåds-typer. Her i Sisimiut danner stablede fiskeredskaber en dekorativ kulisse.

  I tidernes morgen signalerede husenes farver deres samfundsfunktion. Gul for sygehus, grøn for post, rød for købmand, blå for fisker og sort for offentlig bygning.

   På den måde var det nemt at orientere sig. I dag er farve paletten udvidet og er med til live landskabet op – uanset det er sommer eller vinter. Alle steder, hvor vi ligger til fører Mathias an i en guidet tur i byen.

  Det er ikke alle steder Sarfaq Ittuk kan gå ind i havnene. Ved middagstid lørdag lægger skibet bi ud for bygden Kangaamiut (Evighedsfjord).  Her skal passagerer til og fra bygden transporteres med redningsbåd.

  Redningsbådens og mandskabets skrig-rødorange bemaling og redningsdragter udgør en fotovenlig kontrast til det blåsorte hav og de brunlige fjelde omkring os.

  Selve operationen er et tilløbsstykke. De fire-fem passagerer og noget gods hjælpes under stor bevågenhed fra resten af Sarfaqs passagerer ad en lille landgangsplatform ned i båden.

Mand over bord !

    Og som om det ikke er nok, så slår skibsfører Vilhelm Petersen midt eftermiddag alarm: Mand overbord !

Mand over bord! Lyder det over højtaleren. Heldigvis kun en øvelse. Og en glimrende lejlighed til at vise mandskabets evne til lynhurtigt og effektivt at få sat en redningsbåd i landet. I løbet af meget få minutter var dukken halet indenbords. Meget imponerede.

  Det er heldigvis kun en øvelse for mandskabet. Men igen stimler vi sammen på udsigtsstederne bagbord med øjnene på stilke. Og ganske rigtigt: Der ligger en person i overlevelsesdragt i vandet. Heldigvis kun en dukke.

  Besætningen har helt sikkert prøvet det før. Det tager kun få minutter, før den lukkede redningsbåd er svinget ud og sat i vandet. Og kort efter er dukken bjærget ind i redningsbåden.

  Men det skal også gå hurtigt. Selv om det er sommer, så er vandet iskoldt. Og afkølingen går lynhurtig.

  Flere gange undervejs varsler styrmanden hvaler. Det bliver dog ikke til det helt store på denne tur. Et par gange ser vi de kæmpestore pattedyr tumle sig et stykke væk og slå store smut med den kløvede hale.

I dag er vejret roligt. Men for passagerer til bygden Kangaamiut, hvor Sarfaq Ittuk ikke kan gå i havn, det er næppe nogen spøg at komme ombord via redningsbåden, hvis vejrguderne viser sig fra deres lidt mere robuste side.

Med på verdensarvslisten

  Midt lørdag eftermiddag før vi når til Grønlands næststørste by Sisimiut (Holsteinsborg) passerer vi Polarcirklen. For dem der gerne vil have et bevis på oplevelsen, kan der købes et underskrevet dokument på skibet.

Ilulissat kirke med de farvestrålende huse i solnedgang. Det er svært at finde smukkere. Det var i øvrigt i den kirke, polarforskeren Knud Rasmussens far var præst. Knud Rasmussen voksede op i præstegården, som er det røde hus umiddelbart til venstre for kirken. Her er i dag et interessant lille museum om ham og Grønland.

  Nogle timer inden vi når frem til vores slutdestination Ilulissat begynder isen så småt at melde sig. Og på skibets kommandobro er der forstærket udkik efter de forræderiske, men smukke isbjerge. Og efterhånden som isens intensitet tager til, går vi ind imellem ned på lavere kraft.   Det er et betagende syn. Og som kaldet dukker solen op et par timer før anløb af Ilulissat. Man må sige, at byen tager sig ud fra sin allerbedste side her i middagssolen. Ikke noget at sige til, at den fantastisk smukke isfjord lige syd for byen er optaget på Unescos verdensarvsliste.

Det er bare slik for øjet. Her behøves ikke ord. Ilulissat i solnedgang taler for sig selv.

Værelse med udsigt

    Vi bliver indlogeret på byens Hotel Arctic. Det er placeret højt over by og hav med en fantastisk udsigt over en isfyldt Diskobugt samt Ilulissat havn og by.

  Alle værelser har udsigt. Vores er bestemt ingen undtagelse. Vi lader billedet stå mere end et øjeblik, og lader hånt om de grønlandske spiritus-priser.

  Med en liflig drik fra minibaren lader vi os synke ned i suitens stole og nyder i stilhed is-tableauet, som i eftermiddagssolen driver til nye positioner.

Vi har fået et værelse med udsigt på Hotel Arctic. Sådan ser det ud fra vores vinduer når solen er på vej ned midt på aftenen. Her bliver ord fattige.
Man kan også overnatte i iglo’er på Hotel Arctic. De er godt nok i aluminium, men rummer et hotelværelses komfort. Efter udsagn fra nogle af vore medgæster, så er det en speciel oplevelse – ikke mindst fordi man træder direkte ud i naturen fra iglo’en.

  Nærmest til overflod kan vi også følge det bevægelige islandskab på nettet via hotellets web-kamera.

Fascinerende og skræmmende

  Men vi er ikke færdige med at sejle endnu. I morgen skal vi ud på den isfyldte Disko Bugt for at opleve midnatssolen.

Som skipper skal man holde tungen lige i munden, når man manøvrerer blandt tætpakkede store isbjerge i Disko Bugten. Og vores ven i båden her har da også sit hyr med at finde vej gennem ismasserne.

  Umiddelbart set bliver det ikke nemt i aften at få et skib ud af havnen i Ilulissat. For i dagens løb bemægtiger kæmpe iskollosser og nærmest uendelig mange mindre isbjerge sig Disko Bugten.

  Men vores uforfærdede skipper på turistbåden Aviaq Ittuk går uimponeret løs på isen. Eller rettere zig-zagger sig ud og ind i islandskabet, og jævnligt giver han et mindre isflage et puf med skibet, så det ryster og runger mærkbart.        

  Andre lidt mindre skibe giver op og sejler tilbage. Men vi kommer velbeholdne ud midt i Disko Bugten, hvor de store isforekomster fra indlandsvisen via Kangia Isfjorden kommer ud.

  Vi ligger nu næsten stille og venter på den perfekte solnedgang. Enkelte tågeformationer driver ind over islandskabet. Og på et tidspunkt ligner isbjergene nærmest Manhattans skyline.

Det er godt vi for længst er ovre den tid, hvor kameraet brugte film med plads til 36 optagelser. De havde ikke rakt langt på denne tur. For uanset, hvor øjet rettes hen, kalder motiverne på en forevigelse.

  Lidt skyer driver ind foran solen i de magiske minutter, før den forsvinder. Men ikke nok til at ødelægge oplevelsen.

Vi har fået et værelse med udsigt på Hotel Arctic. Sådan ser det ud fra vores vinduer når solen er på vej ned midt på aftenen. Her bliver ord fattige.

Omringet af isbjerge

  Efter solnedgang er det gråt og meget vandkoldt. Og vi har været så optaget af solens vandring, at vi slet ikke har opdaget, at vi er blevet omringet af en tilsyneladende ubrydelig ring af isbjerge. 

Det er bare slik for øjet. Her behøves ikke ord. Ilulissat i solnedgang taler for sig selv.
Lige før skinnede solen fra en skyfri himmel. Nu ser det pludselig sådan ud. Fascinerende, men også lidt foruroligende her i Disko Bugten ved Ilulissat.

  Der bliver lidt stille blandt vore medrejsende. Men skipper er afslappetheden selv. Og stille og roligt begynder han den møjsommelige tur tilbage til Ilulissat. Men det tager lang tid. Isbjergene ligger tæt, og han må mange omveje for at komme frem, selv om Aviaq Ittuk går infight med mange af bjergene.

Der opstår de mest fascinerende naturtableauer når isbjerge, tåge, sol og mørke blander sig på en gang. Det ser på en gang både truende og fantastisk ud.
Der opstår de mest fascinerende naturtableauer når isbjerge, tåge, sol og mørke blander sig på en gang. Det ser på en gang både truende og fantastisk ud.

  Det er et stykke over midnat inden vi velbeholdne når i land og fejrer oplevelsen med et glas grønlandsk kaffe. Whisky, Gran Marnier, Kalua, flødeskum og kaffe.

  Næste dag fortæller flere lokale, at de nok ikke ville være taget ud i aftes på grund af de tætte isformationer.

  Men det var vi lykkeligt uvidende om.

Direktørens slædehunde

  På Hotel Arctic residerer en gammel Brønderslev-dreng, Erik Bjerregaard. Han har nu efter 38 år i Grønland fået landet så meget ind under huden, at han ikke agter at vende hjem.

  En af hans lidenskaber er kørsel med slædehunde – grønlandske spidshunde – som har 25 pct. sibirisk ulv i deres gener. Han har et spand på 12 hunde, som er tøjret udenfor deres små huse klods op ad hotellets udsigtsterrasse og med den isfyldte Disko Bugt som baggrund.

  Det er noget af et show for hotellets gæster, når Bjerregaard dagligt fodrer hundene, som lydeligt giver sig til kende. Om vinteren går turen med slæde over det sneklædte landskab ind mod indlandsisen. 

Den grønlandske slædehund har 25 procent af den sibiriske ulvs gener i sig. Det opleves tydeligt når hoteldirektør Erik Bjerregaard, Hotel Arctic, fodrer sine hunde. De går til føden med udtalt aggressivitet. Et ganske underholdende scenarie for hotellets gæster, som kan se med fra 1. række, eftersom hundenes opholdssted er lige bagved hotellet.
Slædehundene skal mødes med lige store dele tillid og disciplin. Så ind imellem kan der godt blive lejlighed til for Erik Bjerregaard at kæle lidt for koblets førerhund.
Den grønlandske slædehund har 25 procent af den sibiriske ulvs gener i sig. Det opleves tydeligt når hoteldirektør Erik Bjerregaard, Hotel Arctic, fodrer sine hunde. De går til føden med udtalt aggressivitet. Et ganske underholdende scenarie for hotellets gæster, som kan se med fra 1. række, eftersom hundenes opholdssted er lige bagved hotellet.
Den grønlandske slædehund har 25 procent af den sibiriske ulvs gener i sig. Det opleves tydeligt når hoteldirektør Erik Bjerregaard, Hotel Arctic, fodrer sine hunde. De går til føden med udtalt aggressivitet. Et ganske underholdende scenarie for hotellets gæster, som kan se med fra 1. række, eftersom hundenes opholdssted er lige bagved hotellet.
Den grønlandske slædehund har 25 procent af den sibiriske ulvs gener i sig. Det opleves tydeligt når hoteldirektør Erik Bjerregaard, Hotel Arctic, fodrer sine hunde. De går til føden med udtalt aggressivitet. Et ganske underholdende scenarie for hotellets gæster, som kan se med fra 1. række, eftersom hundenes opholdssted er lige bagved hotellet.
Den grønlandske slædehund har 25 procent af den sibiriske ulvs gener i sig. Det opleves tydeligt når hoteldirektør Erik Bjerregaard, Hotel Arctic, fodrer sine hunde. De går til føden med udtalt aggressivitet. Et ganske underholdende scenarie for hotellets gæster, som kan se med fra 1. række, eftersom hundenes opholdssted er lige bagved hotellet.
Ikke mindst ved fodringstid fornemmer man tydeligt, at slædehunden – den grønlandske spidshund – har 25 procent sibirsk ulv i sig. Glubsk kaster den sig over føden, som hoteldirektør Erik Bjerregaard smider til den.
De ser egentlig ikke så farlige ud, som de sidder her til parade. Men skindet bedrager. Det gode råd til alle turister er: Gå aldrig hen til en slædehund. Og forsøg da slet ikke at klappe den. Hunden kan meget vel opfatte hånden som et stykke føde.

Godt 38 km2 pr. indbygger

  Når man befinder sig i Grønland ser man så få mennesker udenfor de 18 byer og 60 bygder, at man ind imellem nærmest får indtrykket af at være det første menneske på stedet. Så øde er der.

   Men bare rolig. De arkæologiske fund har dokumenteret, at her har levet mennesker i hvert fald så langt tilbage som for 4000 år siden.

  Problematikken er naturligvis, at 57.000 mennesker ikke synes af meget i dette enorme land. Omregner man pladsen pr. person har hver enkelt godt 38 kvadratkilometer at boltre sig på, og hvis man kun tager det ikke-isdækkede område, er der 7,2 kvadratkilometer.

   Til sammenligning har hver dansker 0,0086 kvadratkilometer at boltre sig på, hvis man laver samme regnestykke.

I det smukkeste solskin er vores base gennem de sidste par døgn, kystskibet Sarfaq Ittuk, på vej tilbage mod Nuuk. Vi nyder udsigten fra Hotel Arctic og når lige at knipse, mens skibet vender siden til solen.
Kystskibet Sarfaq Ittuk kan tage 249 passagerer. Og her i højsæsonen er de fleste ture fuldt booked, og ifølge besætningen er der ofte folk på venteliste.
Selv ved det korteste stop er skibsguiden Mathias Stenbacken med det samme klar til en sightseeing i byen. Her med de to første fremmødte i Sisimiut.
Grønlænderne har både, som vi andre har biler. Og af ganske naturlige årsager. Den væsentligste transportvej er vandet, hvor man også henter en del af sit udkomne, fisk. Men uanset så er bådparken her i Ilulissat med godt 4000 indbyggere imponerende. Og læg mærke til, at det ikke er små joller med et lille piskeris på.
Han er kommet langt væk hjemme fra, vores inderven. Ikke noget at sige til, at han ivrigt trods mærkbar vandkulde, trykkede flere hundrede motiver ind i sin iphone. Der vil være rigeligt at vise frem, når han er tilbage under varmere himmelstrøg.
Ja, man kan godt falde i staver over al den skønhed. Ord strækker ikke altid og kameraets mulighed for at indfange det fascinerende islandskab er begrænset. Her må man simpelthen selv være til stede.
Det ser ikke sådan ud. Men det er højlys dag. Eller rettede himlen er til den ene side i løbet af få minutter blevet fuldstændig mørk, mens solen stadig skinner fra den anden side. Alt imens turbåden i let tåge forsøger at bane sig vej gennem ismasserne.
I tidernes morgen signalerede husenes muntre farver deres funktion. Gul for sygehus, rød for købmand, blå for fisker, grøn for post og sort for offentlige kontorer. Sådan er det ikke mere, men skikken med at male husene i stærke farver lever stadig. Her i Nuuk.
Og midt denne betagende natur dukker kongeskibet Dannebrog pludselig op. Vi afløser så at sige dronning Margrethe og prinsgemal Henrik her i Nuuk.
Venlige tunger påstår hårdnakket, at hvis der blev folkeafstemning på Grønland om, hvem i kongehuset, der er mest populær, ville prinsgemal Henrik vinde med adskillige længder. Her foreviget i Nuuk sammen med en lokal kvinde, som lige havde noget hun gerne vil delagtiggøre prinsen i.
Der opstår de mest fascinerende naturtableauer når isbjerge, tåge, sol og mørke blander sig på en gang. Det ser på en gang både truende og fantastisk ud.
I bygden Kangaamiut mellem Nuuk og Sisimiut kan kystbåden Sarfaq Ittuk ikke gå til kaj. Så her lægger man bi udenfor havnen og omlader passagererne til bygden i en af skibets redningsbåde. Der er udgang gennem siden af skibet og en høj grad af sikkerhed omkring operationen. Her er redningsbåden på vej fra Kangaamiut med nye passagerer.
Momenttalt hæver bjerget Sermitsiaq sig over Nuuks nordligste bydel. Betagende ser det ud. Men pas på F16-myggene, som en af kollegaerne kalder dem. De er store, aggressive og deres stik klør som bare pokker. Så det er ikke nok med anti-myggespray. Det er også godt at have noget kløe-lindrende med i lommen.

FAKTA-bokse

Kystskibet M/S Sarfaq Ittuk

Rederiet Arctic Umiaq Line stiftet 1774

Af Norske Veritas klassificeret til sejlads i isfyldte farvande.

Bygget 1992 – ombygget 2000

73 meter lang – 11 meter bred

Servicefart 11,5 knob – topfart 13 knob

Plads til 249 passagerer. Heraf 104 i kahytter og resten på liggeplads.

Besætning 22 personer

Hospitalsklinik ombord

  Vi stod på i Nuuk, men vil man have hele turen med kan man enten tage med fra Ilulissat i nord til Qaqortoq (Julianehåb) i syd eller omvendt. Et trip på 1330 km af omkring tre en halv dags varighed.

Priser: (Juli 2015)

Nuuk-Ilulissat:

Kahyt til to personer: 9725 kr

Liggeplads 2250 kr

Spisebilletter: Morgen og frokost 70 kr, Aftensmad 130 kr

Sæson-sejlads

Sarfaq Ittuk sejler ikke i den isfyldte periode om vinteren. Sejlplan kan ses på Arctic Umiaq Lines hjemmeside:  aul.gl

Hotel Arctic i Ilulissats hjemmeside er www.hotelarctic.com

Husk at tage penge med

   Omkostningsniveauet i Grønland er rimeligt højt. Det betyder høje priser på det meste.

  Årsagen er naturligvis den komplicerede og dermed kostbare infrastruktur. Stort set alt skal fragtes til Grønland, dertil kommer et højt energiforbrug, dyre byggeomkostninger på grund af en vanskelig undergrund og høje kuldegrader om vinteren. Samt meget andet.

Reportagen publiceret i: Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Vejle Amts Folkeblad, Fredericia Dagblad, Horsens Folkeblad og JydskeVestkysten.

Rejsedeklaration: Egenfinansiering