5-stjernet luksus bag robust ydre

SH Vega – verdens nyeste ekspeditions-krydstogtskib på kort visit i København

Af Ole C. Jørgensen

  Det minder grangiveligt om en isbryder med den robuste stævn og det massive skrog, og ikke så meget om et fem-stjernet krydstogtskib.

  Men begge dele passer. For bag facaden på SH Vega, som forleden var på lynvist i København, gemmer sig et ultra-de-luxe ekspeditions krydstogtskib, med alle de faciliteter, som et kræsent krydstogt-publikum forventer, og som samtidig er konstrueret til at operere i isfyldte farvande.

Direktør Jesper Boas Smith fra Bella Vista kunne blandt andet fortælle om de mange faciliteter på fem-stjernede SH VEGA.

  Frisk fra værft i Helsinki lå SH Vega et halvt døgns tid til kaj på Langelinie, hvor en kreds af krydstogt-entusiaster – indbudt af direktør Jesper Boas Smith fra Bella Vista – fik lejlighed til at tage den avancerede nybygning i øjesyn. 

  SH Vega er det nyeste skud på stammen af ekspeditions-krydstogtskibe, som er bygget til at kunne sejle på alle verdenshave og specielt de ukendte steder, som almindelige krydstogtsskibe ikke kommer i nærheden af.

Der er ikke sparet på noget i suiterne i bestræbelserne på at gøre opholdet behageligt.

  SH Vega ejes af selskabet Swan Hellenic, som i forvejen råder over søsterskibet SH Minerva og SH Diana. SH er i øvrigt ikke en ny skibsbetegnelse, men forbogstaverne i Swan Hellenic.

  Med i København var også selskabets administrerende direktør, krydstogtveteranen Andreas Zito. I SH Vegas store Observation Lounge på 7. dæk kunne han fortælle de fremmødte om skibets mange nyskabelser. Blandt andet, at SH Vegas isforstærkede skrog – kategori PC5 – rangerer lige under kravene til isbrydere, og at skibet er forsynet med ekstra stabilisatorer, som sikrer behagelig sejlads, selv om vejrguderne skulle vise sig fra deres mindre pæne side.

Ikke uden humør fortæller Swan Hellenics adm. direktør Andreas Zito om både skib og de mange uvejsomme steder i verden, hvor selskabets ekspeditionsskibe operer.

  Eftersom der ikke er havne i de områder, ekspeditionsskibet skal operere, vil en stor del af ekskursionerne foregå via de såkaldte Zodiac-gummibåde, som kan gå helt ind på stranden.

  Meget praktisk er der i højde med vandlinjen på 3. dæk indrettet udskibningsfaciliteter. Her opbevares deltagernes overtræksdragter og terrænfodtøj i skabe under hele ekspeditionen. Dermed undgår man at skulle bevæge sig op til sin suite i snavset tøj.

  Og så hører det naturligvis med, alt tøj og støvler rengøres af skibets besætning efter hver tur.

  Undervejs holder natureksperter foredrag om de områder man skal besøge og efterfølgende følges op på de forskellige udflugter.

  SH Vega har plads til maksimalt 152 gæster, som serviceres af ikke mindre end 120 besætningsmedlemmer. Herunder en drink og en sublim middag efter en anstrengende ekspeditionsdag alt imens SH Vega stille glider videre til næste dags oplevelser.

  Og til adspredelserne hører også bibliotek, fitness-rum, spa og sauna. Samt ikke at forglemme, et stort udendørsareal med frit udsyn til alle verdenshjørner og selvfølgelig en velassorteret poolbar.

  Prisniveauet er forventeligt ikke i den billige ende. Men her i opstarts-perioden har danske Bella Vista forskellige specieltilbud, som ligger 60-70 procent under normalpriserne.

  En 16-nætters tur til det vestlige Grønland i september med bl.a. Diskobugten, som starter og slutter på Island, koster således fra 50.000 kr pr. person incl. fly og hotelovernatning på Island både før og efter. Desuden er stort set alt inkluderet lige fra mad og drikkevarer til udflugter.