Filmlegenden Sophia Loren navngiver MSC Euribia før jomfrusejlads fra København
Af Ole C. Jørgensen
Ikke uden grund er de store krydstogtskibe ”udnævnt” til havets største forurenere. Men det har et af verdens største krydstogtselskaber MSC sat sig for at lave om på. Derfor har selskabet det ambitiøse mål, at inden 2050 skal MSC-skibene opfylde det, man selv kalder netto-nul-udledning.
Med selskabets nyeste kæmpeskib MSC Euribia har man for alvor taget hul på projektet. Og selv om MSC klogelig erkender, at der er et stykke vej endnu, har man allerede nu taget et stort skridt ved at kunne sejle på forskellige energivenlige brændstof-typer. Ligesom der bl.a. er installeret spildevands-systemer og indført affaldshåndtering.
Alt sammen tiltag, som vi ved selvsyn – under et par dages ophold – kan konstatere ikke går ud over gæsternes velbefindende og komfort.
Meget usædvanligt blev MSC Euribia ikke navngivet på sit værft i St. Nazaire i Frankrig, men derimod i København. Angiveligt som en hyldest til Danmarks indsats for et grønnere miljø.
Gudmoderen var – som ved de sidste 23 SMC-navngivninger – filmlegenden Sophia Loren. Lidt spektakulært foregik den i skibets store Delphi Theatre i overværelse af næsten 1000 gæster.
Assisteret af kaptajnen og bestyrelsesformanden klippede Sophia Loren en silkesnor, som angiveligt havde forbindelse til den traditionelle champagneflaske udenfor skibet.
At MSC i høj grad satser på familier med børn – eller måske rettere bedsteforældre med børnebørn – kan udledes af, at et område på ikke mindre end 700 kvadratmeter er udlagt til børne-reservat. Det er fin-tunet til syv forskellige aldersgrupper – nul til 17 år – og hvor bæredygtighed er en del af temaet for de ældste grupper.
Blandt nyskabelserne indenfor de store krydstogtskibe er The Carousel Lounge helt agter. Herfra er en bemærkelsesværdig panoramaudsigt over havet gennem enorme glasruder. Området bruges både til afslapning, fritidsaktiviteter og om aftenen er der levende musik. Herunder The Big Band at Sea – et af de største big bands til søs.
Underholdning på højt internationalt niveau der også hver aften i Delphi Theatre. En smagsprøve herpå oplevede de indbudte gæster på navngivnings-aftenen. En forrygende omgang med iørefaldende melodier, som fik den store teatersal til nærmest at koge over af begejstring.
Som de fleste større krydstogtskibe består standard-billetten af en kahyt og den faste føde. Hertil kan så tilkøbes forskellige drinkspakker, adgang til specialrestauranter, udflugter og forskelligt andet. Det indebærer, at man kan vælge de forskellige tilkøb fra eller til, hvorefter det er muligt at regne turens faktiske pris ud. Vær opmærksom på, at det ikke er tilladt at tage for eksempel alkohol med ombord.
Apropos skabets fem specialrestauranter var der ikke mulighed for under vores ophold at stifte bekendtskab med nogle af dem. Til gengæld kunne den store selvbetjenings-restaurant The Marked på 15. dæk til fulde opfylde de flestes ønsker. Fra en halv snes forskellige boder kunne hentes lækre retter fra snart sagt hele verden.
MSC Euribia vil hele sommeren sejle ugentlig fra Kiel i Tyskland og København op langs den norske kyst med bl.a. indløb i fjordene Geiranger, Ålesund og Flaam.
MSC Euribia i tal:
Længde: 331 m
Bredde: 43 m
Højde: 73,6 m
Antal dæk: 19 (15 for gæster)
Kahytter: 2419 (incl. 60 handicapkahytter)
Passagerer: 6334
Besætning: 1711
Pools: 4
Restauranter: 10
Forskellige barer: 28
Rejsereportagen bragt i Jysk Fynske Mediers rejsetillæg, Rejser, som udkommer med følgende dagblade:
Fyens Stiftstidende, Fyns Amtsavis, Vejle Amts Folkeblad, Fredericia Dagblad, Horsens Folkeblad, JydskeVestkysten, Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Dagbladet Holstebro-Struer, Viborg Stifts Folkeblad, Randers Amtsavis, Århus Stiftstidende og Helsingør Dagblad. Desuden trykt i flere af koncernens ugeaviser.