Nattog 20.12 til Den Chai – Rejsereporteren

Vi møder ”den rene vare” på rundturen i nordlige Thailand, hvor turister er en sjælden race

Af Ole C. Jørgensen
Foto: Steen Vig Jørgensen

PHRAE-NORDTHAILAND: Det kniber for søvnen at indfinde sig. Og det er der flere gode grunde til. Den væsentligste er nok, at nattoget fra Bangkok til Phrae – eller rettere Phraes stationsby Den Chai – skrumler en del under sin fremfærd.

Men også, at vi skal have fordøjet en lang dags fremmedartede indtryk fra rundturen i Bangkok og det maleriske folkelige sceneri ved afgangen fra Hualampong banegården i hovedstaden.

Nu er thailandske navne ikke nogle man lige skriver ned. Men herren til højre er den øverstkommanderende på toget i nat, mens herren til venstre er vores lille akrobatiske togbutler. De fleste andre steder ville det have været utænkeligt at få dem til at stille op til fotografering. Men ikke her, hvor det nærmest er en ære at blive foreviget.

Og endelig skal Deres udsendte også lige have styr på tilværelsen i den lille ”sovekupe”, mens diesellokomotivet under lydelig motorlarm trækker os nordpå gennem natten. Vi – juniorchefen med kameraet og Deres udsendte – er med på rundrejsen ”Siams store oplevelser”.

Ordet sovekupe er meget bevidst sat i anførselstegn. For nok er der faste afgrænsninger i enderne, men ud mod midtergangen udgøres væggen af et skrigrødt forhæng. Både over den nederste køje og den udslåede overkøje.

Det er ikke uden en smag af udnyttelse, når man mageligt tilbagelænet i en cykeltaxa, kikker på en hårdtarbejdende mand foran. Men vi er i Thailand, hvor cykeltaxa-hvervet bestemt er agtværdigt. Og – erfarer vi senere – giver gode drikkepenge fra turister, der gerne vil kompensere for den samme fornemmelse af koloniherre, som Deres udsendte har. Men det forhindrer dog ikke, at man får lidt af en VIP-fornemmelse undervejs.

Men spørgsmålet er også, hvad man kan forlange for en billetpris på 587 bath (105 kr) for den øverste køje og 637 bath (115 kr) for den nederste.

Den lille togbutler, som vi døber ham, har sørget for at slå sæderne sammen til et sengeleje med en tynd skummadras ovenpå. Fermt lægger han rent lagen og pudebetræk på og smider det renseri-indpakkede tynde hvide tæppe, som skal fungere som dyne, ovenpå.

Det ser noget interimistisk ud, men viser sig at fungere ganske glimrende. Når det skrigrøde forhæng er hængt for, har jeg faktisk fornemmelsen af min egen lille kupe. Og på grund af togets højlydte skramlen generes man ikke af medpassagerernes nattelyde.

Det gik ikke i gamle Danmark – eller for den sags skyld ret mange steder i verden. Mordvåben på rad og række i en af de mange boder langs landevejen mellem Phrae og Bangkok. Nu er de fleste af knivene nok tænkt som et arbejdsredskab i enten mark eller køkken. Men alligevel. Som en australsk turist med et stort smil bemærkede: -Der er vist ikke meget af det her, som vi kan få gennem sikkerhedskontrollen.

Reporterens nødforsyning

Selv om dette fremmedartede sceneri for tryghedsvante danskere måske kan virke lidt utrygt, så er det beroligende, at personalet er utroligt venligt og vore Thai-medpassagerer er yderst fremkommelige.

Vi var stillet et par timers hyggeligt samvær i restaurationsvognen i udsigt som indledning til natten. En pilsner eller to skulle efter sigende være god sovemedicin i de uvante omgivelser. Men DSB og Thai Rail har åbenbart det tilfælles, at det kniber med logistikken. I hvert fald viser det sig, at restaurationsvognen ikke er koblet på toget.

Her behøver ungdommen ingen iphone eller alskens elektronisk legetøj. Dagens højdepunkt for disse purke er klip-klapper-kastning. Hvem rammer tættest på et opstillet mål. Som det fremgår bliver der med ildhu gået til sagen. Ikke mindst efter vi har lovet dem 20 bath (3,60 kr) til efterfølgende snold i den nærliggende kombinerede cafe og minimarked.

Så vi må ty til alle erfarne rejsereporteres nødforsyning i bagagen. Med resterne af en halvlunken thai-cola blandes de gyldne dråber til noget, man næppe vil have budt sig selv under normale omstændigheder. Men som netop i denne specielle situation nærmest har status af en gudedrik.

Godnatdrinken er dog ikke nok til, at søvnen vil indfinde sig. Dertil er støjen for høj og kørselen decideret slingrende. Det første klarer vi ved et sæt ørepropper. Men det er lidt vanskeligt at gardere sig imod, at toget ind imellem opfører sig som et mindre skib i hård og høj sø.

Det er en forbløffende træfsikkerhed disse purke lægger for dagen i eftermiddagens kappeleg i Hmong-landsbyen ved Phrae. Klip-klapperne flyver gennem luften mod deres mål, og resultatet bliver nøje kontrolleret. Det er helt befriende at møde en flok unger, som ikke har blikket klistret til en iphone, men som kan beskæftige sig selv i en fredelig kappestrid.

I stedet kan man så filosofere over de mange indtryk fra de foregående dage, og glæde sig til de nye spændende oplevelser, som venter de kommende dage på rundrejsen med Bravo Tours.

Men endnu engang oplever man, at menneskets tilpasningsevne er større end man selv tror. For bedst som man har belavet sig på blot at døse hele natten, er der pludselig smuttet fire-fem timer inden naturen kræver sin ret efter forskelligt væskeindtag.

Et hul til det fri

Der er god grund til at være rimelig vågen, når man bevæger sig ud på et af nattogets rustfrie stål-aftrædelsessteder. Dels er det den asiatiske model, hvor fødderne skal placeres i dertil markerede steder på hver side af et hul ud til det fri. Og dels har hygiejnen efter en lang nats brug været udsat for nogle slemme attentater.

For en mand kan det gå, men for kvinderne må det være lidt af en udfordring.

Jeg har ikke trukket forhænget for vinduet. Så da morgenen gryer, kan man gennem ruden iagttage, hvordan de lokale bønder begiver sig til arbejdet. Det er et vederkvægende syn, mens solen får magt.

Det kan godt ske, at de elektriske hjælpemidler har vundet indpas i verdenen omkring. Men her i Hmong-landsbyen ved Phrae foregår alt i mange hytter endnu, som for over 100 år siden. Landsbyens ældste, Jer Saeyang, stiller gladelig op. Vi får lov til at kikke indenfor, hvor det klart fremgår, at det ikke er nødvendigt med gods eller guld for at have en herlig tilværelse.

Lidt over syv ruller vi ind på den lille Den Chai station efter præcis 533 km togtur. En lille halv time senere er vi indkvarteret på det hyggelige Maeyom Palace Hotel i Phrae. Et skønt provinshotel i kolonistil, som skal være vores base de næste par dage.

Nu skulle man tro selskabet efter gårsdagens og nattens strabadser er fuldstændig udasede. Men nej. Et hurtigt bad, og en glimrende morgenbuffet i spisesalens maghogny-interiør gør underværker. Og vi er vel kommet for at opleve noget.

Indigo-farvet tøj ses mange steder i det nordlige Thailand. Det er stort set altid håndlavet. Den karakteristiske dybblå farve kommer fra planten af samme navn, og en sindrig måde at præge stoffet på giver mange spændende mønstre. Den sidste proces i fremstillingen inden syning er en grundig kogevask. Og det kan åbenbart ikke klares i en almindelig vaskemaskine.

Det er næsten turisme-frit

Vi er helt klart havnet i et helt andet og mere ægte Thailand. Så at sige: Den rene vare. Den lidt søvnige provinsby overrendes bestemt ikke af vesterlandske turister. Bortset fra et fransk selskab på hotelovernatning møder vi ikke andre faranger – thai-udtryk for vesterlændinge.

I denne del af Thailand går livet sin vante rolige gang. Det får vi blandt andet syn for i den lille Hmong-landsby, hvor børnene befriende leger som i gamle dage helt uden mobil-telefoner og elektroniske stavetavler.

De findes mange steder i verden. Men en drypstensgrotte har alle steder noget fascinerende over sig. Selv om fotografen har arbejdet lidt med lyset, så ser det faktisk sådan ud med det blotte øje nede i grotten Tham Pha Nang Khoi vest for Phrae.

I programmet står der, at aftenen byder på en helt speciel middag. Vi skal hilse og sige, at det ikke er nogen overdrivelse.

Standsmæssigt bliver hele gruppen afhentet af cykeltaxaer. Med motorcykel-eskorte – en lokal vagtmand med en rød rescue-overtræksvest, som standser trafikken i hvert gadekryds – kommer vi uhindret og sikkert frem.

Selv i en cykeltaxa, kan man altså ikke lade være med at føle sig lidt som en VIP-gæst.

Dette kan med rette kaldes håndlavet kunst. I indigo-værkstedet foregår alt med håndkraft og uden brug af alskens moderne produktionsmaskiner. Den dybblå indigo-farve udvindes af planten af samme navn. Indfarvningen sker efter at et mønster af voks er præget på stoffet. Farven trænger ikke ind i de voksede områder. Efterfølgende vaskes stoffet grundigt, inden det bruges til både flot dametøj, skjorter, tasker, tørklæder og meget andet.

Målet for kortegen er Ban Vongburi House. Det er ikke et sted, man bare dumper ind. Her er kun adgang for specielt udvalgte gæster – hvilket vi så er blevet for en aften.

Det over 100 år gamle pompøse træhus er bygget og tilhører fortsat den lokale Vongburi-familie. Nu i femte generation. Her har blandt andre ØK’s spidser i fordums tid nydt godt af husets kulinariske formåen. I dag er klientellet mondæne bryllupper, TV-udsendelser eller officielle middage.

En lang nats togrejse mod nord er ved at nærme sig sin ende. I det tidligere morgengry – efter 12 timer på skinnerne – nyder vi det næsten uberørte thailandske landskab de sidste kilometer inden Den Chai. Nyd billedet, som fotografen har taget halvt hængende ud af toget. Og jo. Rustangrebene er meget synlige på hele togvognen, men sådan er det bare.

Det hele står næsten med møbler, fotografier og arkitektur, som da det blev bygget og indrettet i 1897. Et smagfuldt indblik i Siam-tidens forhold.

Ejerinden Sripana Vongburi står selv i køkkenet i aften. Stilfuldt bænket i den gamle spisesal nyder vi i fulde drag hendes kogekunst. Selv en novice ud i den thailandske madkultur kan smage forskellen fra de mange andre steder, vi har spist.

For mænd et acceptabelt aftrædelsessted med direkte afgang til det fri. Men – ikke mindst ud på natten efter flittig brug – et mere problematisk sted for kvinderne at benytte. Om det kun er os europæere, som har den opfattelse, skal være usagt. Men det skal siges, at ingen af de kvindelige medrejsende, som alle er thaier, synes at være generet heraf.

Til stor morskab

Næste dag er det vores tur til at trampe i pedalerne. På ægte Taarnby-cykler produceret i Thailand stævner vi ud i Phrae og nærmeste omegn. Vi gelejdes uden problemer gennem den ind imellem lidt kaotiske lokale trafik af vores eskorte-ven fra i aftes. Flittigt bruger han sin gennemtrængende trillefløjte, standser trafikken uden nogen brokker sig og viser med store armbevægelser vej.

Det er en rigtig god ide med cyklingen. Ud over god motion, kommer vi også langt tættere på den venlige lokalbefolkning.

Så er det ved at være godnattid. Desværre er restaurationsvognen ikke med på denne tur, så vi må undvære de par glas øl, som siges at være rimelig sovemedicin under disse uvante forhold. Endnu er alle ikke gået til ro, men et efter et rulles de knaldrøde forhæng for, mens vi under hørbar støj og megen skrumlen damper nordpå. Her er ingen chancer for at blive vækket af naboens eventuelle snorken.

– Enkelte er selvfølgelig lidt usikre på, om de kan huske at cykle, men et lille genopfriskningskursus på hotellets parkeringsplads hjælper næsten altid. Ellers er en cykeltaxa et udmærket alternativ, fortæller destinationschef Martin Nordby Vestergaard, Bravo Tours.

Den uens cykelkortege – med et bredt udsnit af danske kropsudforminger og tilhørende beklædning – kalder på de lokales brede grin. Festlige kommentarer og høj humørfyldt latter følger os på vores færd til en skole, en kurvefletter, en hattemager, en smed og mange andre.

Vi er ved at være klar til ombordstigningen i nattoget til Den Chai. Man kan undre sig over, hvordan de uordentlige mængder af bagage finder deres rette ejermand eller kvinde og kommer med det rigtige tog. Men tilsyneladende er der en slags orden i kaosset. Og alt løser sig i en helt stress-fri stemning.

ØK’s teakeventyr

Historiens danske vingesus indhenter os på dagens sidste destinationer. Det var nemlig i Phrae, ØKs stifter H.N. Andersen og konsorter gennem nogle årtier tjente formuer på at fælde Nordthailands kæmpe teaktræer.

Det var før nogen tænkte på bæredygtig skovdrift, og lang tid før den slags blev forbudt i Thailand. Det kan man anstille mange betragtninger over. Men da vi kan ikke rigtig kan gøre noget ved det i dag, vælger vi at anskue perioden i et historisk lys.

Dybest set burde tekst til dette foto være overflødigt. Det taler i den grad for sig selv. Som så mange andre steder i samfundet har munkene deres egne pladser, her i afgangshallen på Hualapong – Bangkoks hovedbanegård.

Og det er specielt at stå her midt i området for den enorme teaktræsproduktion. Det var bestemt ikke nogen dans på roser, at være her dengang – og specielt ikke i de første opstartsår.

Indkvarteringen var interimistiske telte. De sanitære forhold nærmest ikke eksisterende. Den fugtige hede ulidelig. Arbejdet med de tonstunge teakstammer utroligt hårdt. Og oven i det hele lurede den store risiko for at pådrage sig en af de mange uhelbredelige tropesygdomme.

Bangkoks hovedbanegård – Hualapong – er som så mange andre banegårde i østen et myldrende og spraglet skue. Specielt passagerer på 3. klasse, som er gratis at benytte, har lejret sig på gulvet i den store afgangshal. Det er den mindrebemidlede del af befolkningen og de allestedsnærværende rygsæk-rejsende.

Senere blev indkvarteringsforholdene mere standsmæssige. ØK’s gamle inspektørbolig – hvortil der er adgang i underetagen – oven for Mae Nam Wang-floden står der således stadig. Selv om den er i miserabel vedligeholdelsesstand, fornemmes fortsat en flot bygning. Herfra blev teakstammerne kontrolleret, inden de blev flådet ad forskellige floder til Bangkok.

En lille kilometers penge derfra – skråt overfor teaktræsmuseet – ligger den gamle pompøse direktørbolig. Her er ikke adgang. Men også den er i dag en bleg afglans af fordums pompøsitet. Og dermed – kan man sige – synonymt med ØK’s historie.

Man kan lige så godt tage sig en lur indtil togafgang. Ganske ugeneret har mange lagt sig godt tilrette trods afgangshallens lidt umage stengulv. Mens andre lige snupper en rundkreds-snak med et kæmpemaleri af den thailandske konge i baggrunden.

Nye mål

Det er desværre blevet tid til at skilles. Da gruppen kører videre mod nye spændende oplevelser i Nordthailand, står fotografen og jeg af. Dels har vi for ikke så længe siden besøgt mange af turens andre højdepunkter: den store elefanttræningslejr, flodsejlads med longtailbåde og natmarkedet i Chiang Mai. Og dels venter nye spændende reportage-opgaver på os i Bangkok.

I den tidligere morgensol har landarbejderne allerede været i gang i nogle timer. Tempoet er måske ikke voldsomt, men arbejdet skider dog fremad. Sagt med andre ord: Som de fleste andre thaier i landområderne hviler også vores ven på billedet helt og aldeles i sig selv. Og han har bestemt god tid til at posere for fotografen.

Siger man Thailand, må man også sige templer med utroligt mange afskygninger af buddhaer. Templerne er mere end blot et sted, hvor man beder. Det er også stedet man valfarter til, en social institution, et mødested, legeplads og festivalområde. Og ikke sjældent hersker der et farvestrålende folkeliv omkring de hellige steder.

Forfaldet træværk, som mange steder hænger, signalerer ikke megen storhed over ØK’s tidligere inspektørbygning i Phrae. Det var her, der blev holdt regnskab med alle de teaktræsstammer, som ad forskellige floder blev flådet til Bangkok. Men når man genopfrisker de enorme indtægter som teaktræet tilførte ØK, så er det lidt lettere at forestille sig, hvor travlt der må have været i de underliggende kontorer, og hvor standsmæssigt inspektøren var indkvarteret på 1. sal.

Man kan ikke lade være med at føle sig som lidt af en VIP, når vores sikkerhedsguide med en kraftig trillefløjte stopper trafikken og sørger for at vi følger den rigtige vej. Det kan måske synes lidt overdrevent. Men nok nødvendigt i den thailandske trafikkultur, som ind i mellem kan føles lidt alternativ, og hvor der i øvrigt er venstrekørsel.

Hvor herligt at få besøg af nogle bleghudede danskere fra et land, hvor det er meget koldt om vinteren. Vi kikker indenfor hos en af de mange familier, som tjener til dagen og vejen ved at flette bambus. I dette tilfælde nogle flotte små runde bokse. Ordforrådet er ikke stort. Men lidt fagter og hjælp fra vores thailandske guide ender med at gøre det til et yderst festligt indslag på vores rundtur i Phrae.

På visse punkter kan danske forældre misunde thailandsk skolevæsen. Ud over en venlig, men bestemt undervisning i at være velopdragen, slipper man også for tøjmæssigt mærkevareræs. Her er skoleuniform universel. Og ikke nok med det. Alle pigerne skal have hår, som går ned og dækker ørene, mens drengene skal være karseklippede. Men som det fremgår af billedet slører uniformeringen ikke den enkelte elevs identitet.

Badet i aftenens projektørlys kommer Vongburi House til sin ret. Det pompøse ydre i det mere end 100 år gamle palæ modsvares indvendigt af fordums storhed i rumindretning og møblering. Ikke noget at sige til, at det er et af Thailands mest foretrukne steder at holde pragtbryllupper eller som rammen om vigtige officielle møder.

Morgenritualet i Ban Na Laem skolen i Phrae omfatter både oplæsning af opbyggelige tekster, hyldest til skolen og afsyngelse af nationalsangen. En smuk ceremoni her i den begyndende morgenvarme. Trods en høj grad af velopdragenhed, kan vores lille gavtyv på billedet ikke nære sig for et smil til fotografen.

Fortidens fornemme stil hersker endnu i Vongburi House. Gennem mere end 100 år har palæet dannet rammen om mange vigtige officielle møder, eksklusive private selskaber og på det sidste også thailandske reality-udsendelser. Vi modtages standsmæssigt af fjerde generation af familien, Sripana Vongburi, som laver den mest herlige thailandske mad til os.

Rejse-fakta

Rundrejsen ”Siams store oplevelser” med Bravo Tours koster (2012-priser) i højsæsonen (dansk vinter) fra 17.000 kr og fra 14.000 kr i lavsæsonen.

Varighed 15 dage inklusive tre dages badeferie til slut.

Badeferien kan forlænges med en uge for ca. 2000 kr.

Non stop flyvning med Thai Airways Kastrup-Bangkok.

Reportagen publiceret i:

Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis

Rejsedeklaration: Landarrangementet er delvis finansieret af Bravo Tours og Thai Airways opgraderede os. Selskaberne har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.